Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1825-07)

Ingemann til Grundtvig.
Juli 1825.

Kjære Ven!

Hensigten af dette Brev er egentlig kun at ledsage mine Salmer 1) til dig og sige dig et venligt Broderord i denne Anledning. Du er af alle mine Venner den, jeg nødigst vilde række en Salmebog, hvorom jeg ikke i det mindste selv haabede og trode, at den var en tro kristelig Gjenklang af mine bedste og inderligste Følelser, og at den med Guds Hjælp kunde være til Opbyggelse og Velsignelse for fromme kristelige Gemytter. Hvorvidt jeg i det hele har opnaaet Hensigten, vil Fremtiden lære. Hvad Bogen medbringer af mine Mangler og Skrøbeligheder, kan jeg des værre ikke selv vide, førend jeg har grebet det Lysets og Sandhedens Klenod, jeg stræber efter. Meget, kan jeg vel vide, kunde have været frommere og opbyggeligere, hvis jeg havde haft Evne som Vilje, eller rettere, hvis jeg altid havde haft Kjærlighed og Sjælsstyrke nok til at fremkalde og fastholde Aanden. Mangen Gang har jeg dog med Vished og Glæde følt, at den var mig nær; og det er min Trøst og mit Haab, naar jeg s. 65 tænker paa, hvor lidet menneskelige Ord ere i Stand til at ophøje den Mester og Herre, vi lovprise.

At Bogen vil blive en Anstødssten for mange, vil jeg haabe; havde den ikke det til fælles med det Sandhedens Ord, hvorpaa den er grundet, da kunde den vist ikke have Liv og Aand i sig til Velsignelse.

Og nu i Guds Navn læs, og sig mig din Mening uden Forbeholdenhed og uden Skaansel, hvor du tror, jeg har fejlet eller slumret!

Hvad vor sidste, maaske fra min Side vel ivrige Vennestrid angaar, saa har jeg, ved at læse den omtalte Trusel i teologisk Maanedsskrift ingen Forargelse kunnet tage deraf, men maa tilstaa dig, at jeg saaledes mere betragter det som en venlig Advarelse til de blinde om at se sig for, end som en Trusel mod de uretfærdige med Sværdet. Jeg haaber, det vil være tilstrækkeligt og ikke forfejle sin gode Virkning.

Hvorledes du betragter Sagen, ser jeg nu vel med fuldkommen Klarhed; mindre heldig maa jeg have været i at stille dig paa mit Synspunkt; thi jeg forvexler ikke Rettergang mod utro Embedsmænd med Meningsforfølgelse; men jeg mener kun, at de i det givne Tilfælde i Udførelsen let vil kunne smelte sammen.

Tak for Anmeldelsen af Gieselers Kirkehistorie! du har deri med ét heldigt og dygtigt Slag viftet den tomme Lærdomstaage bort fra manges Øjne, som saa’ lutter Glorier i Bøger med Noter uden Text, — og som trode at se levende Aander, hvor de saa’ døde Gjengangere.

Vi har nylig haft Besøg her af Gejer og Atterbom, den sidste saa’ jeg mest til; han er et livligt, elskværdigt Menneske og har vist en hel Del Poesi i sig; Skade, at den kun endnu har kunnet vise sig i Brudstykker. Saa vel hans blaa Fugl som hans Lyksalighedsø ere Fragmenter; den sidste har jeg kun læst; men hvad der mangler, er netop det, der skulde sige os, hvad Digtets Betydning var, og hvis Tjener Digteren var.

5*

s. 66 Gejor skal være en god Historiker, han agter at behandle hele den svenske Historie, og rejser nu i Tyskland for at efterse Bibliotekerne i den Anledning.

Er der taget nogen endelig Beslutning med vore Scriptores? Svenskerne havde allerede hørt derom; deres historiske Kilder samles nu ogsaa, véd du, endnu er dog kun ét Foliobind udkommet. Nu Gud velsigne dig!

Din hengivne Ven
Ingemann.

E. Sk. Dette Brev har ligget nogen Tid uafsendt; siden har jeg endnu en Gang talt med Atterbom, som meddelte mig Planen til hint ufuldendte Digt. Saa vel deraf som af hans hele Beskuelse af Livet og Poesien holder jeg ham for en Digter med en dyb alvorlig Følelse og et kristeligt Sind; naar han kun ikke bliver siddende i sin Filosofi!