Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1825-11-03)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 3dje Novbr. 1825.

Kjære Ven!

Midt i din Kamp og din krigeriske Færd for Kirken og dens Lære, vil det maaske dog ikke være dig ukjært at modtage en venlig, fredelig Hilsen fra din stille sorøske Ven, som, uagtet han ikke blev fød og baaren til Stridsmand, dog med Deltagelse og Varme følger enhver tro og ærlig Korsridder , som Minnesangeme fordum fulgte Gotfred og den hæftige Løvehjærte. Tak for dit sidste kjærlige Brev og for, hvad du sagde mig om Salmerne! At de kun vare stille Hjærtesuk, og at min Længsel efter Aanden og Guds Eige deri var stærkere end mit Haab om at have fundet Kingos Orgel eller Davidsharpen, det er vist nok, og jeg er langt fra at fordre, at min Skjærv til Kirkens Kiste skal gjælde for en Skat; jeg gav, hvad jeg havde, og jeg vil takke Gud, om det Sennepskorn, jeg udkastede, kun kan blive en Kvist, hvori én af de fattigste Fugle kan bygge sig Eede.

Hvad nu den store, vigtige Kamp angaar, som du i Herrens Navn har begyndt, saa haaber jeg, den skal have gode og vigtige Følger. Den fortrædelige borgerlige Vending, Sagen fra sin uvæsentlige Side har taget, gjør i Grunden hverken til eller fra; men den kunde efter min Formening ved Udeladelsen af et Par Ord eller Linjer i Indledningen til Kirkens Gjenmæle være undgaaet. „At Clausen staar i Spidsen etc.“ kan, som man i Skjæmt har bemærket, modbevises, naar hans Fader eller Hornemann eller hvilken som helst anden ældre Høvding erklærer sig for Generalen. Aflæggelsen s. 69 af Kristennavnet tror jeg heller ikke, man kan fordre af nogen, som vil bære det, om han endogsaa tager det i samme Betydning som Platonikere og Kantianere; og skjønt man vel maa kunne erklære og bevise, at den, der modsiger eller bestrider Lærdommen, har exkommuniceret sig selv, tror jeg dog ikke, nogen anden end Kirkens Overhoved er berettiget til i Kirkens Navn at exkommunicere; og et saadant Kirkens Overhoved, mener jeg, vi Protestanter kun har i dens usynlige Herre og Mester.

Se, det er de Punkter, hvori jeg tror, du er gaaet for vidt; Hovedsagen selv: den billige Fordring, at Kirkens Lærere maa holde sig til dens Bekjendelse, begriber jeg ikke, at der kan være to Meninger om.

Hvad Udfald altsaa Sagen end faar med Hensyn til den verdslige, blot juridiske Bedømmelse af Ord og Udtryk, saa er Kirken og Kristenheden unægtelig her kun Dommer, og dens Kjendelse vil kun Tiden og dens Historie en Gang kunne aabenbare.

Den nye saakaldte Kirke, som aabenbart har vist sig ved Siden af den gamle og vil udgive sig for den samme, maa nødvendig en Gang aldeles løsrive sig; og da først mener jeg, en gjensidig fri og aabenhjærtig Aandskamp om Sandhed og Kristendom vil kunne finde Sted, som med Guds Hjælp vil føre de frafaldne og forvildede tilbage, om de endogsaa ere tusende mod én. En Forberedelse til en saadan Skilsmisse, som Betingelse for en mulig Gjenforening i Sandhed og Kjærlighed, ser jeg i denne Kirkestrid. Af hvor mange end din Iver og dine Bestræbelser miskjendes, og hvor stort Skriget nu endogsaa bliver mod dig og enhver den gamle Kirkes Forsvarer, saa kan du dog glæde dig ved, at der gives Hjærter, som kjende dig, og at Kjærligheden er større og mægtigere end Hadet. Gud styrke og velsigne dig!

Din hjærtelige og hengivne Ven
Ingemann.