Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1826-05-17)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 17de Maj 1826.

Kjære Ven!

I de sidste otte Dage har jeg været mere hos dig, end du maaske har tænkt. Kygtet om, at du har søgt Afsked, og om en hel Del højst forskjellige Grunde dertil, har beskjæftiget mange Tunger og Brevpenne; og endnu véd jeg dog ikke, hvad jeg af alt det skal tro eller ikke. I Gaar gik jeg til Olsen i Lynge, for at høre, hvad han vidste derom; han havde hørt det samme som jeg, med nogle Forandringer, og jeg tvivler nu ikke paa, at det er sket — hvad der gjør mig og mange danske Hjærter ondt — og at du maa have haft vægtige Grunde til et Skridt, der berøver den danske Kirke en saa kraftig og levende Stemme. Gud styrke og velsigne dig, hvad der saa er hændet! Hvad du som Præst har virket, skal den danske Kirke aldrig glemme, og forlader du nu Alteret og den hellige Talerstol, saa maa det vel saa være, og saa sker det med Guds Hjælp ikke forgjæves. At du ikke ukaldet forlader din Post eller viger, fordi Fjenderne trænge og larme, derom behøver du ikke at overbevise mig; men har du Lyst og Tid dertil, og er jeg dig den fuldtro Ven, som du altid var mig, saa lad mig fortrolig og broderlig ogsaa denne Gang skue klart i dit Indre! Hvad du med vemodig Forudfølelse sagde mig sidste St. Stefans Dag efter Gudstjenesten, er i disse Dage ofte faldet mig ind, og hvad du syntes at ane i dit Nyaars-Kvad, er maaske nu nær ved at opfyldes; ikke uden Vemod kan jeg tænke derpaa. Men maa det saa ske, og hører du en stærkere Køst end Vennernes og Fædernelandets, saa i Guds Navn! du har Kraft til at følge den, om dit Hjærte end bløder derved; men det vil det visselig, thi intet Hjærte hænger sønligere ved Moderlandet end dit.

Tak for dine gudelige Folkesange til Tusendaarsfesten! At de maatte støde Provst og Bisp, faldt af sig selv og s. 75 forundrede mig ikke. I Dag har jeg glædet mig over din Harald og Ansgar og takket dig hjærtelig paa vor gamle Moders Vegne for dit kjærlige Kirkekvad. Jeg har nylig læst din Snorro og Saxo helt i Sammenhæng og ret glædet mig over det Liv, du har gjengivet de gamle Heltekonger og Skjalde. Nogle enkelte mig ubekjendte Ord og Udtryk har jeg optegnet, som jeg en Gang ved Lejlighed vil bede dig udtyde mig, skjønt jeg formodentlig burde kjende dem. Med dine Bemærkninger ved Haanden skal jeg nu snart have ordentlig fat paa Rimkrønniken; ogsaa Kæmpeviserne agter jeg i Sommer at gaa lidt til Bunds i; maaske lodder du ogsaa i det Farvand før jeg; saa meget des bedre!

Det gjorde mig ret ondt, at jeg ikke fik set din gamle gode Svigermoder endnu en Gang, inden jeg rejste, allerhelst da hun ventede mig; at jeg ikke skulde se hende mere i denne Verden, tænkte jeg ikke paa, skjønt det var helt rimeligt. Hils alle hendes Døtre venligst fra mig!

Med Trykningen af min Valdemar Sejers Saga gaar det Sneglegang, den kommer maaske først hen imod Efteraaret.

Fra vor Direktor har jeg en Anmodning til dig, som maaske nu kommer dig ubelejlig, og som du i saa Fald kan lade flyve Vintervejen som en anden Grille; skulde den imidlertid hændelsesvis mødes med en af dine egne venlige Erindringer om Broder Nielses Kilde, om Valdemars, Absalons og fjerde Kristjans Værker eller femte Frederiks og hans sidste Ætlings Fønix, saa lad det nye Akademi ved dets Indvielse ogsaa styrkes ved et venligt og velsignende Ord fra dig! At det ikke blot er Direktoren (som gjærne pyntede sit Program med et saadant Digt), du derved vilde glæde, det véd du da nok; men synger det gladelig i dig, naar Sorø synger Te deum, saa faar det nok Røst uden Opfordring.

Gud velsigne dig, kjære Ven! og lad mig snart høre fra dig!

Din
B. S. Ingemann.