Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1829-09-27)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 27. Septbr. 1829

Velkommen tilbage til Danmark og dine Venner, kjære trofaste Ven! Jeg havde begyndt paa et Folio-Brev til dig, som jeg trode endnu skulde træffe dig i London, da jeg fik at vide, du var kommen hjem. Hvad deri stod og skulde staa, faar du nu ikke — gamle Efterretninger fra Hjemmet, naar man allerede er hjemme, er tilovers. Den 8de Septbr. var jeg med min Kone hos Olsens, hvor vi venlig erindrede s. 84 din Fødselsdag og drak paa din lykkelige Hjemkomst. Ved Olsen og ved Glahns har jeg af og til hørt fra dig, medens du var ene i det fremmede Land, og mangen Gang har jeg ønsket at kunne afbryde dit Eremitliv blandt de angelsaxiske Haandskrifter og træde ind ad Døren til dig med din kjære Lise og Børnene; thi jeg véd ogsaa, hvad det er at være i Udlændighed, med Hjærtet paa ét Sted og for Resten paa hundrede andre Steder.

Nu Gud velsigne dig blandt dem, du savnede! Fra den enlige Sommer har du vel medbragt en velsignet Høst til et videnskabeligt Vinterliv i de gamle kjære Forhold. Udbyttet, du medbringer, vil vor gamle Moder takke dig for, og hvad du udretter og døjer for hende, vil med Guds Hjælp ikke være forgjæves. Jeg længes nu efter at høre noget ordentligt fra dig. Kommer du ikke her ud i dette Efteraar?

Hvad der i din Fraværelse har tildraget sig paa den teologiske Kampplads, véd du sagtens. Det er beklageligt med den Ende, enhver aandelig Strid her tager. I den poetiske Verden her finder du intet nyt af Betydenhed; det sidste Bind af Øhlenschlægers nye poetiske Skrifter indeholder kun et Par ubetydelige Syngespil, og det er nok det eneste, her er udkommet i Sommer. Hvad mig selv angaar, da har jeg i denne Sommer været skammelig skinddoven, til Dels af en lige saa skammelig Forstemthed og en Indignatjon over Ordførerne i vor Literatur, som de ikke en Gang vare værd. Du kan vel sige med rette, at Aanden nok næppe har været meget levende hos mig, naar den kunde lade sig standse og slaa Begplaster paa Munden af Per eller Povl. Med Guds Hjælp har det heller ingen Nød, og naar jeg har noget ordentligt at sige, kommer nok Røsten igjen og Lysten til at bruge den.

Olsens Øjensvaghed har tiltaget meget; han kan næppe se at læse og skrive det allernødvendigste; for Resten har han taalelig Helbred og er ret vel til Mode.

Hils din Kone og Børnene, saa vel som Jomfru Jane, s. 85 Glahns og Schmidts paa det venligste! Min Kone ønsker dig ogsaa et hjærteligt Velkommen hjem. Lad os snart enten se dig eller i det mindste høre fra dig!

Din inderlig hengivne Ven
Ingemann.