Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1830-08-29)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 29de Avgust 1830

Kjære Grundtvig!

Først nu har jeg faaet din Adresse 1) fra Glahn og kan skrive dig til. Jeg har hørt gode Tidender fra dig. Studenterne Ley og Laurent, som du vel kjender, har besøgt mig og fortalt, at du er kommen i interessante videnskabelige Forbindelser og har Haab om at faa oprettet et Selskab for angelsaxisk Litteratur i England. Derved kunde vistnok udrettes s. 88 meget. Kommer du, som man venter, tilbage i September, saa kom til Sorø, hvis det er muligt! ellers ses vi nok ikke før Paaske. Jeg har faaet dit Portræt; skjønt du ser noget vel stræng og næsten stenhaard ud derpaa, fornøjer det mig dog, og vi ere nu i Færd med at hænge dig op som Pendant eller egentlig Modbillede til Holberg. Paa din Bryllupsdag bragte vi dig en Toast hos Olsens, som jeg venligst skal hilse dig fra.

Det er i Aar nok 18 Aar siden, at vi første Gang mødtes og kjendte hinanden hos Dons. Det Møde husker jeg med Glæde, hver Gang jeg tager din lille Verdenskrønnike i Haand og ser dit kjærlige Ønske deri for mig om Guds Velsignelse til at stride den gode Strid og fuldkomme Løbet. At vore Veje med al deres og vores Forskjellighed ret ofte og venlig vilde støde sammen, forudsaa jeg allerede den Gang; og næsten to Decenniers aandelige Samliv har vist mig, at du saa godt som var den eneste danske Digter, som jeg i Aand og Hjærte kunde slutte mig broderlig til.

At Øhlenschlæger saa aldeles skulde fjærne sig fra os begge, har ofte gjort mig ondt; han var dog vor Mærkesmand, som du en Gang har bemærket. Den modsatte Retning, vi tog, har maaske endogsaa bragt ham til at gaa videre i sin upoetiske Oppositjon mod, hvad han kaldte Fantasteri og Sværmeri, end han, selv med sin goetheske Lyst til at hævde den gyldne behagelige Middelvej, ellers vilde have gjort; nu har Tiecks Angreb paa hans Følelse som Sentimentalitet dog bragt ham til at forsvare det poetiske i Følelsen, som han selv besidder. I hans Selvbiografi (i den tyske Udgave af hans Digte) har han med Velbehag skildret sit poetiske (og en Del af sit upoetiske) Liv. Blandt sine Antagonister nævner han Baggesen og dig, i hvem han dog erkjender en langt værdigere Modstander end Baggesen. Underligt nok, at han kun kan se Modstanderen i dig, der dog stærkest af alle har udtalt hans poetiske Samtids Erkjendelse af den Poesi, hvis første Eepræsentant blandt os han var kaldet til s. 89 [at være]. Han erkjender Steffens’ betydelige Indflydelse paa hans poetiske Opvækkelse, men han glæder sig over, at han i Tide og viselig vogtede sig for den nye tyske Skoles Forvildelser, ved hvilken Lejlighed han for en Del bestrider Schlegelerne og Tieek. Goethe alene bliver hans aandelige Fader; han fortæller sit personlige Forhold til ham ret hjærtelig.

Jeg læser i disse Dage en Novelle af en Steffensianer, som kalder sig Posgaru [?]: „Die Liebesgeschichten“, hvori den fordærvelige Livsfilosofi, der i Tyskland har grundet sig paa den behagelige og magelige Goetheanisme, med Liv og Klarhed er fremstillet i træffende Billeder og Karakterer; det er dog en Gang en levende Køst mod Slangen i det poetiske Paradis. Den kolde, døde Objektivitet, hvorved Digterne hengive sig som blotte Spejle for en Billedverden— ligegyldig, om den er himmelsk eller djævelsk — ser jeg ogsaa med Glæde deri bestridt. — I vor egen Literatur er her Søvn. Lindbergs Pjece mod Clausen er fridømt af Højesteret og tillige med hele Processen udkommen; det er, hvad der for Øjeblikket gjør mest Opsigt, Den nyeste Poesi har nu kulmineret ved en virkelig Kogebog paa Vers til bekjendte, smukke Melodier.

Heiberg har faaet et Kateder og kan nu udbrede sin Smag og sine Domme som Docent i dansk Litteratur ved den militære Højskole, og hans Beundrer C. Molbech kan nu som Teaterdirektør befæste hans Trone paa Teatret. Den nuværende Teaterdirektjon sammenligner man ellers i Kjøbenhavn med meget tynd Puns, hvori Molbech er det sure, Manthey det søde, og Holstein Vandet; men Gejsten (Spiritus) mangler.

Du véd maaske, at Tauber har faaet Afsked med 2400 Rdlr. i Vartpenge, og Estrup er bleven konstitueret Direktor; Fogtmann er bleven Prof. theol. i Kjøbenhavn, og en vis Henrichsen skal herud i hans Sted, siger man. Alle Bisperne i Jylland ere døde paa Kofod nær, og Plum, siger man, vil resignere. Lütken og Bredsdorph vil udgive et Tidsskrift: s. 90 Blandinger fra Sorø; Lindberg skal ville udgive et teologisk Oppositjons-Tidsskrift; han har taget sin Afsked som Adjunkt. Wilster udgiver et Bind Digte til Nyaar. Hauch her rejser til den naturvidenskabelige Kongres i Hamborg. — Om de store politiske Begivenheder vil jeg intet skrive; derom hører du vel nok blandt dine Engelskmænd.

Skulde du se Digteren Southey, saa hils ham fra mig og tak ham foreløbig for de nylig tilsendte Digte; naar jeg kan faa hans Adresse at vide, vil jeg sende ham min gamle Valdemar. Ser du Dr. Bowring, vil jeg ogsaa bede dig hilse ham; mit Svar paa hans Brev tænker jeg, han har modtaget.

Og nu, kjære Grundtvig, lev vel! kom sund og glad hjem! Jeg længes meget efter at se dig og tale med dig. Min Kone hilser dig venligst. Saa snart du kommer hjem, skulde du ligefrem søge Kongen om et frit Professorat i de nordiske Sprog og Litteraturer, uafhængigt af Universitetet og alle Lav. Blandt saa mange døde Docenter kan en levende højlig behøves. Lad mig høre fra dig, om ikke før, saa naar du kommer hjem! Gud velsigne dig!

Din venligst hengivne
Ingemann.