Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1830-12-25)

Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 1ste Juledag 1830.

Kjære Ingemann!

Da, des værre, ingen Jule-Prædiken forhindrer mig, vil jeg strax se at gjengjælde dit Vennebrev, der klarlig viser, du undte mig godt en glædelig Fest, skjønt du, efter din egen Tilstaaelse, ikke i Brevet kunde ønske mig den. Gid ellers Folk her inde i Hovedstaden og i Hjærtelandet dog i det mindste jordisk maatte forstaa, hvilken glædelig Fest det dog er, der minder os om Kristi Fødsel i Davids Stad under Kejser Avgustus; thi det er jo dog aahenbart, at Slavefoged- Højsædet, den stormægtige Kejser forgyldte til at skinne over al Verden, var det hele (praktiske) rene Udbytte af alle de hedenske Frihedsdrømme og Folkeforsamlinger og Pøbeloprør; medens aabenbar al den Oplysning, Folkefrihed og Menneskeglæde, der siden har været paa Jorden, faldt ned fra Skyerne med Frelseren i Davids Stad; saa man maa være stokblind i aandelige Ting, for at tænke, som nu des værre sædvanligt, at Folkefrihed og Menneskeheld skal udstrømme herefter af Foragt for den kristne Tro, af Overtro paa den hedenske Fornuft, af Folkeforsamlinger og Pøbeloprør.

Uagtet nu de umyndige Skribenter, til hvilke jeg paa mine gamle Dage hører, hverken er dem, Staterne kan vente noget af, eller dem, jeg vil anbefale til Penneførere, saa har jeg dog efter modent Overlæg fundet, at jeg ikke alene med god Føje kunde, men burde gjøre mig selv til en Undtagelse. Vil man sige, det beviser, jeg er bedre inde i Tidens egenkjærlige Tankegang, end man efter min Uartighed imod den skulde vente, da vil jeg, for ikke at spilde den kostbare Tid paa unyttig Tvist, svare: ja, naturligvis, hvordan man end drejer og vender sig, er man dog immer i denne Verden sig selv nærmest, saa jeg rødmer slet ikke over mit Ønske: selv at komme ud af de umyndige Skribenters Tal og faa en Del andre (dog naturligvis ikke s. 104 dig og saadanne gode Venner) stukket der ind i Steden for, saa lidt som jeg heller vil nægto, at, uden at ønske Ulykke over noget Land, saa’ jeg dog gjærne, det gik mit eget Fæderneland vel, hvordan det saa end gik andres. Men det er sandt, over mig selv eller (som jeg vil haabe, du er artig nok til at sige) over Fædernelandet har jeg glemt at fortælle, hvad jeg egentlig taler om; og du skal da vide, at jeg i vor gruelig politiske Tid ogsaa ej blot, som jeg var nødt til, har anstillet, men skrevet politiske Betragtninger, som jeg tænker, du snart skal læse paa Prent 1) . Vel kommer dette ikke an paa mig, men paa min Formynder, og denne egoistiske Betragtning havde virkelig nær forhindret mig fra at føre min Politik i Pennen; men saa tænkte jeg igjen: du er dog Præst, ihvad du gjør, altsaa kaldet til at gjøre dit bedste, selv naar det er et stort Spørgsmaal, om det vil frugte, og kaldet til at foregaa andre med et godt Exempel, og da du derfor ønskede at skabe umyndige Skribenter i Tusendtal, burde du jo ogsaa vise dem, at man selv i Umyndigheds-Tilstanden, uvis paa Formynderens Bifald, kan have Sind til at gjøre Gavn med sin Pen.

Komme nu virkelig mine politiske Betragtninger dig for Øje, da tør jeg vel ikke sige, at selv du vil være ganske enig med mig, eller iblandt andet finde, det har stort at betyde med den Lempelighed mod Rigsdagene, jeg lovede at beflitte mig paa; men enig véd jeg dog du er med mig om at anvende Shakspears Ord: ,,'t is the time's plague, when madmen lead the blind“ paa vor forstyrrede Tid; og var vi kun først alle enige om det, blev vi det vel ogsaa med Tiden hartad om hele Besten.

Da det første imidlertid er langt fra, kan du nok tænke, jeg venter snarere Klaps end Klap for min Umage; og har, som du mener, Veteranerne i den sidste Tid, da jeg tav s. 105 stille, fundet, der var dog noget klogt hos mig, kan det lettelig ske, at baade unge og gamle nu vil enes om, jeg er rent gal og værre end det; men det faar nu gaa som Gud vil; jeg kunde ikke for min Samvittighed forsvare at tie længer eller tale andorledes; og skjønt jeg daglig mer ønsker at holde saa vidt muligt Fred med alle, er Samvittigheden dog den Person, jeg nødigst vil ligge i Strid med, og hvis Rolighed jeg derfor maa kjøbe til enhver Pris. Bliver det derfor end rimeligvis en af Følgerne, at jeg ikke, indtil videre — hvad jeg dog saa smaat havde tænkt paa, og du venlig opmuntrer mig til — kan faa mine hæftede Pjecer indbundne og mine adspredte Skrifter samlede, da maa jeg trøste mig med, at kan der ikke komme roligere Tider efter disse, er det omtrent det samme med al vor Skrift, dér da lige saa godt samlet som adspredt, hæftet som indbundet, maa gaa til Grunde i det oprørte Hav.

Glæde mig skal det ret at høre, du virkelig lægger Haand paa en Valdemar Atterdag eller, hvad der er det samme, om det end fik et andet Navn; thi hvad der med Guds Hjælp samlede Danmark igjen, trods Sønderriveisen, er ikke saa levende i nogen af dets nærværende Penneførere som i dig, og vi trænge lige saa vel nu som da til at faa Bugt med den holstenske Grev Gert, der ikke alene vil være Hertug i Slesvig, men raade for Danmarks Krone og sætte den paa et Barnehoved, han selv holder Haand over!

Du spørger om mine Tanker ved Angivelsen hist og Sammenligningen her 1) ; og min første Tanke derved har ganske rigtig været den, at jeg er glad ved, begge Dele er sket baade uden min Tilskyndelse og uden mit Vidende; men min anden Tanke var og er, at vi skal lære Klogskab af Verdens Børn, og, medens de ikke et Øjeblik tage i Betænkning at forsvare eller dog undskylde deres Venners Falskhed, ingenlunde af Agtelse for Fjendens Dom undlade s. 106 at gjøre det samme ved vore Venners Ærlighed, om den end har ytret sig paa en Maade, vi hverken vilde tilraade eller efterligne. Endelig er det min tredje Tanke, at, saaledes som Omstændighederne er: da vi ingen Religjonsfrihed har, og Præstelærerens Strid med Kristendommen altsaa paalægger Tusender af vore Medkristne, som er bundne til deres Sognepræster, et lige saa utaaleligt som ubilligt Samvittighedsaag, — under disse Omstændigheder er det ikke blot tilladeligt at anklage Præstelæreren i Kancelliet, men det er, hvad alle kristne Præster i Landet burde gjøre; saa hvad jeg har lidt imod, er ingenlunde, at dog én Præst har dybt følt denne sin Forpligtelse (thi det er Tilfældet med den fredelige, elskelige, beskedne Busck), men kun, at han har udøst sit Hjærte for Kancelliet i Steden for, hvad mig synes bedre, strængt og rolig at udvikle Sagen; men naar Busck nu svarede mig: velan! saa gjør du dit, som jeg gjorde mit! da vidste jeg ikke andet Svar derpaa, end at gjøre det, og dette Svar har jeg paa en Maade givet i det andet Stykke om deu lutherske Reformatjons Fortsættelse 1) , som nu er hos Censoren og skal naturligvis, hvis han nægter den sit Stempel, gaa til Kancelliet.

Hvad nu dernæst hin Sammenligning eller Sammenstilling af Clausen og Lornsen angaar, da finder jeg den, saaledes henkastet, haard, men i Grunden forsvarlig og betimelig, ikke med Hensyn paa Embedseden, men paa Grundsætningerne, der ere de samme i Kirkens som i Statens og hele Menneskelivets Revolutjon, hvorfor jeg ogsaa er vis paa, at C. i Grunden slet ikke finder sig vanæret ved Sammenstillingen, med mindre det Skulde være ved Sammenligning mellem L.’s Løselighed og hans egen Grundighed. Om ikke den grundærlige men haardhændede Jyde, selv naar vi havde Lov til at gaa ud af Statskirken, vilde være C. og det hele Parti paa Nakken, er vist nok et Spørgsmaal; men, s. 107 som Sagerne staa, er hans Handlinger gode; og enhver naturlig Fejl skal vi være overbærende med, fordi hver har sin, og den fødte Krigsmand nødvendig Haardhed mod Fjenderne. Hjærtet skal smelte hos os alle, før det kan blande sig med Livets Flod; men Kæmperne med smeltet Hjærte er saa faa, at der selv mellem Apostlene nok kun var én: Discipelen, som Herren derfor kaldte sin Ven; og da den stridende Kirke dog altid skal have Kæmper, maa vi i Dage som disse takke Gud, naar vi se ærlige, mandhaftige Kæmper, da bedre er ikke til Fals, og Verden ikke halv saa gode værd. Saaledes tænker jeg om min egen Kæmpefærd, og maatte da være meget enten indbildsk eller ubillig, for at tænke anderledes om Jyden end om Sælandsfaren, ja, var som Historiker meget ubillig, om jeg ikke fordrede mere Nænsomhed af denne end af hin.

Gjenganger-Brevene har jeg ikke set, og synes, vi for Øjeblikket har store Gjenfærd nok, saa det er sært, de smaa kan gjøre Opsigt. Som jeg hører, er det B. 1) , der under Korrekturen af Baggesens Værker har lært en Del af hans glemte Vittigheder udenad, og lader saa det ene B gjælde for det andet, uden at Publikum finder det latterligt.

Din Hilsen udbredte jeg saa varm, som den kom, blandt Vennerne, som var her i Aftes, og ønsker paa deres som paa Husets egne Vegne hjærtelig gjærne din gode Kone og dig en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar!

Din Ven
N. F. S. Grundtvig.