Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1831-01-22)

Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 22. Jan. 1831

Kjære Ingemann!

Da dit kjærkomne Brev netop i Dag træffer mig saa vidt løs og ledig, at jeg i Gaar fik Ende paa Stykket om Kirkens Forhold til Skolen (det om Statsforholdet er trykt), og Pennen ikke var dyppet til andet, vil jeg gribe Øjeblikket til at svare, om end Svaret kommer til at ligge over; og det træffer sig godt, da der er adskilligt i dit Brev, jeg vel helst gad talt med dig om, men kan dog i manglende Fald ej undlade at sætte et Kryds ved paa Papiret.

s. 111 Hvad nu de politiske Betragtninger angaar, da glæder det mig ret inderlig, at netop du har fundet dem moderat skrevne; thi skjønt det til visse var min Bestræbelse at gjøre saa, paastaar man dog her almindelig, at det modsatte er deres store Brøst, saa jeg kan nok trænge til den moderateste danske Skribents Trøst i den Henseende. — For Besten er det synderligt nok, at naar vi to har talt sammen om Rigsdage og Skrivefrihed, da har vor Enighed, om jeg husker ret, kundgjort sig i omvendt Forhold; men jeg vil meget heller være uenig med dig om Skrivefriheden end om Rigsdagene, blandt andet fordi jeg er vis paa, at vor Uenighed om hin er i Grunden ikke stor. Jeg indrømmer nemlig strax, at i et saa lille Land som Danmark, hvor Skrivsammen kun kan give faa selv endog kun Sulteføde, staar man ingen Fare for at overlæsses med sort paa hvidt (thi Aviser kalder jeg sort paa graat), saa fra den aandelige Side kunde vel uindskrænket Trykkefrihed ej skade os stort. Lad os nu længe nok være uenige om dens Gavnlighed, da du nok vil indrømme, at en saadan Indskrænkning, som jeg har foreslaaet, ej kunde skade synderlig, og maa indrømme, at da det er den verdslige Øvrighed, der raader for, om nogen af os skal have Skrivefrihed, har Trykkefriheden og sammes Indskrænkning ogsaa en politisk Side at betragtes fra, som ej maa overses, og som jeg i mine politiske Betragtninger (skrivende alt andet bag Øret) udelukkende stræbte at oplyse. Nu er der intet Spørgsmaal om, at der for Borgersamfundet i det hele (altsaa middelbart ogsaa for Menneskeaanden) allerede var meget vundet, naar blot de studerte (endsige da naar langt flere dannede) havde Lov til at skrive frit om Statssager (hvortil naturligvis Statskirken og Statsskolen hører); men naar Øvrigheden skal give og overholde en saadan Skrivefrihed, da vil og maa den ikke blot have med navngivne Personer at gjøre, men have Haand i Hanke med de frie Skribenter, enten som sine Embedsmænd, eller Folk, der agte at blive det, eller som dog har s. 112 enten nogen Ære eller Formue at tabe, saa de for Overtrædelse kan straffes med andet end Vand og Brød og Børnehuset. Læg hertil, at saa snart man kan skrive frit, og enhver kan lade trykke, da vil der selv i vort lille Danmark, som Aarene 89—99 viser, mylre af Sludder om Statssager, som alle indbilde sig at forstaa, og af personlige Grovheder, som Læsepøbelen altid finder Smag i; — og da forsoner du dig nok med mit Forslag, om du end synes mindre godt om den politiske Nødvendighed end jeg. — Jeg ser ellers, du vilde have Skrivefriheden mere indskrænket end jeg; men du kan tro, at naar Trykkefriheden indskrænkedes til navngivne og ej ganske raa eller æreløse Folk, da overlades Religjon og Sædelighed bedst til Gud og sig selv, blandt andet fordi Øvrigheden ellers, uden at bryde Loven, kan tilintetgjøre al Skrivefrihed om aändelige Ting, og den vil altid af sine Præster og andre overhænges derfor; og sæt nu, at Statskirken i Morgen blev lovlig, hvad den nu er ulovlig, da kunde jo Kristne ikke forsvare deres Tro, uden at skrive imod, hvad Loven kaldte Religjonen.

8

Gjengangerbrevene har jeg ogsaa endelig faaet læst, og derom ere vi saa aldeles enige, at skulde jeg skrive til Baggesens Aand, vilde jeg bede samme, dog aldrig mer at sende Breve med saa slet en Lejlighed, som en slet rejiceret Poet unægtelig er; da det jo var ligefrem: han vilde efterskrive Haanden, udvande det, han forstod, og udelade Resten, og vi have den Ærgrelse at se Kjøbenhavnerne, der aldrig savne Aanden, bedrive Afguderi med den døde Haand, de, da den sidst var levende, spyttede paa.

Hvad nu endelig vor levende Begravelse [angaar], da var det vist nok, hvad man sidst skulde ønske, og kunde snart fortvivle over; men, skjønt jeg selv har haft en Del af den stygge Frygt, indser jeg dog nu, det var Synd at tænke saa ilde, ikke om Kjøbenhavnerne (thi de lod det gjærne ske, naar det kun gjordes graciøst), men om Vor- Herre, der endnu mindre vil lade sine, end vi vore, Børn s. 113 fare saa ilde. — Vi maa naturligvis gjøre Regning paa, at, om man end for et Øjeblik af Nysgjerrighed gad talt og spaset med os i den store Verden, leve vi dog ikke længe, uden i en snæver Vennekreds; men dèr leve vi jo begge helst og bedst; saa lad andre sørge, der kun leve i Verden!

Din Ven
N. F. S. Grundtvig.