Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1831-04-07)

Ingemann til Grundtvig. 1)
Sorø. d. 7de April 1831.

Kjære Grundtvig!

Af din Metas latinske Syngelærer, den danske Islænder 2) , som med Halstørklæde paa var bleven mig halv ukjendelig og forleden var her med Laurent, paa Vejen til Fenger, modtog jeg vel ingen Hilsen fra dig, da han ikke havde sagt dig, han kom hid; men af ham og Laurent fik jeg dog gode Tidender om dig og dine, tilligemed en Kommentar til, hvad du siden ytrede i dit Brev: om de nye Tegn paa Kirkehimlen, som jeg vilde ønske maa være mer end Meteorer, skjønt man formodentlig vil finde Sagen meget betænkelig. I alt Fald haaber jeg ogsaa Ordets Opstandelse i Kirken og et nyt Liv for den Sandheds Aand, som ingen kan dræbe.

At du af de to Hovedfejl ved de fleste Bøger i vor Tid kun finder den mindste og tilgiveligste ved „Huldregaverne“, var mig meget kjært. De Ubehageligheder, du spaar mig af Trykfejlene, kunne næppe blive større, end jeg har ventet mig dem; og en Gang i mit Liv maatte jeg dog lade Samtid og Fremtid vide, at jeg ikke har billiget, hvad jeg i tyve Aar har tiet til. Bogens Mangel paa verdslig Tilværelse erkjender jeg fuldkommen; og at der maa Søndagsøjne til at opdage Blom- s. 116 stortegn mellem Nælderne, er vist nok. Bogen hører unægtelig til de Digterexpektoratjoner, der efter Goethes Klassifikatjon mere høre til „Buch des Unmuths“, end til „Buch der Liebe“; men jeg mener med ham, at naar denne har faaet Tilvæxt, tillader man vel ogsaa hin at nyde samme Eet; og om end slige Udbrud maa synes egoistiske og derfor næppe engang kunne glæde dem, der ere grebne af samme Følelse, bør man dog ikke altid tilbageholde slige Explosjoner, især naar de give Hjærtet Luft over forhindret eller forstyrret Virksomhed. Med den tavse Foragt kan man ikke altid væbne sig; den kan endogsaa slaa ind og fordærve Sindet; pines man for stærkt og trykkes for haardt, maa man føle Styrke til at slaa sig igjennem og tage, hvad der følger paa. Til min Undskyldning for Fredsbruddet føjer jeg, hvad Fouqué sagde i sin „Liedergruss“ til Tyskerne i Anledning af min Tassos Befrielse:

Liegt’s in der Art auch edlen Heldenrossen,
Dass oft ihr Sinn vor schwer Verletzen scheut, —
Bald stürmen doch sie vorwärts, ktihn entschlossen,
Wo über’s Schlachtfeld Sieg die Kränze streut;
Und müssten alle Sänger auch verbluten —
Auf strebt ihr Pfad durch heil’ge Läutrungsgluthen.

Fra Olsen skal jeg hilse dig; jeg besøgte ham for et Par Dage siden; han var stærkt forkølet og frygtede for en ordentlig Sygdom. Imidlertid har han dog prædiket i Helligdagene og haaber at samle de fornødne Kræfter til Konfirmatjonsdagen. Hans megen Sygelighed har næsten betaget ham Livslysten, og han ytrede Længsel efter Befrielse fra det forstyrrede Legeme, der lammer hans Aandskraft.

Dit Haab om et nyt Levnedsløb og en ny poetisk Tilværelse for Øhlenschlæger efter det „Levned“, han nu har sluttet og meddelt os, vilde jeg gjærne dele; men Aspekterne savner jeg, og hans Omsorg for at samle og bevare alle Straalerne i sin Glorie synes mig ikke at antyde et Standpunkt s. 117 , hvorfra en ny og herlig Flugt kunde begyndes. Af lans sidste Ytringer om dig ser jeg, at du atter har nænnet dig ham; men med al hans formentlige Stræben efter Humanitet ser og erkjender han dog ingen Aand, hvis Flugt dhergerer fra hans og fra den velbehagelige Livs-Region, hvor han redte sig en Seng af sine Lavrbær.

Din hengivne
Ingemann.