Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1831-04-09)

Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 9. Apr. 1831.

Kjære Ingemann!

Jeg ser af dit Brev, at mit sidste var saa godt som overflødigt, og det fornøjer mig; thi naar du blot har beroliget dig over, hvad Dagen hør til, kan du give alle dine Recensenter en god Dag og medlidende betragte deres Expektoratjoner som nødvendige Følger af de kroniske Sygdomme, som de selv, Stakler, har værst af, og som ingen Skade gjør os, naar vi ikke just træffe til at være dem lidt vel nær, saa det paa en Maade gaar ud over os, eller dog rettere kun over vore Klæder, som vi, naar de sad paa et andet Sted, selv vilde finde, var ikke bedre værd.

Kort sagt: mig er det usigelig kjært, at du med vel beraadt Hug har skilt dig lidt skarpt fra det uensartede, der kun inkommoderede dig; og naar den æventyrlige Form, hvorunder det skete, ej syntes mig den mest passende, da var det kun fordi den ikke passede mig, og jeg derover for et Øjeblik glemte, at næppe nogen anden polemisk Form vilde passet dig. Vel har jeg Ret i helst at betragte „Huldregaverne “ som trykt Manuskript for Venner, men dog kun, fordi al polemisk Skrift, og egentlig al vor Skrift, helst skal betragtes saaledes, og maa dog, netop for at gavne vore Venner, ligge aaben for Verdens Øjne; thi hvad der skal sætte Mod i Vennerne, maa selv gaa Fjenden under Øjne s. 118 Jeg haaber derfor virkelig, at du skal have langt mere Glædde end Sorg af din Skjoldmø, ja, jeg formoder endogsaa, at det værste, som ved Fødselsveerne, er overstaaet nu, da hun er bragt til Verden; thi, sandt at sige, tror jeg ikke, der er ret mange hos os, som enten har Lyst eller Mod til egentlig at slaas med dig: de har kun tjattet, under den Forudsætning, at du vilde være saa god at tage det alt for Klap og nænte i alt Fald slet ikke at slaa igjen. Den Drøm, tænker jeg, vedkommende vil nu komme ud af og være ret vel fornøjede med at kunne lade, som de ingen Ting mærkede, hvo: Ole Navnløs leger Himmelspræt med ubenævnte Størrelser. Dog, det maa Tiden vise, uden at det bør gjøre mindste Forskjel enten paa din eller min Betragtning af Svanhvides Apologi for Valdemar den store og hans Mænd, som taaler godt at miste Titelbladet, da baade Venner og Fjender godi kan se paa deres Næse, hvad Moders Sønner de er, og hvor de vil hen.

Hvad den gode Ven med og uden Halstørklæde har fortalt dig om Tidens Tegn, véd jeg just ikke saa lige; men det véd jeg nok, at han ikke har det bedste Syn for sligt endnu; og Grunden, hvi jeg egentlig intet sagde derom, var den saare gyldige, at jeg egentlig slet intet véd, undtagen hvad jeg sagde: at Knuden øjensynlig nærmer sig sin Opløsning eller — Overhuggelse, af hvilket jeg teder til Gud, at det maa times, som tjener os bedst. Jeg har saaledes ingen Mening om, enten man vil eller ikke vil tillade mig at være Præst paa eget Ansvar for hvem der vil have mig til det; men det glæder mig, at saadant uden min Tilskyndelse forsøges; og efter først nylig at have set den ny Udgave af Alterbogen, véd jeg, at falder Svaret benægtende ud, da skal jeg erklære mig udenfor Statskirken og handle derefter, som jeg trøster mig til at forsvare for Overhyrden i det høje. Dette naturligvis mellem os; thi førend man gjør sligt, skal man se til nogenlunde at beskikke sit Hus og berede sig paa alle Haande, for ikke, naar man har sagt A, at finde B s. 119 for svært at udtale og blive til Latter for den Verden, som hører intet hellere.

Mit urimelige Haab om Øhlenschlæger, véd du nok, kommer ikke af, at jeg aandelig har nærmet mig ham, og des værre heller ikke af, at han kjendelig har nærmet sig det aandelige; men det hænger nødvendig sammen med hele mit urimelige Haab om Danmark, som jeg ikke maa opgive, og som jeg enten maatte være ham, hvad jeg aldrig var, hjærtelig fjendsk, for at udelukke ham af, eller jeg maatte dog

miskjende Godmodigheden, der stikker igjennem hans oprigtige Forfængelighed, som gjennem vore Landsmænds, naar de barnagtig glæde sig til at være blevet eller snart at blive Riddere og Eaader som ingen Ting. Min Nærmelse til ham, som skiller Dansk fra Tysk i hans Levned, bestaar i øvrigt kun deri, at da vi efter min første Eejse stødte sammen, ved Porten til Bispegaarden, tiltalte han mig, efter atten Aars Forløb, første Gang igjen, og bad mig venlig besøge sig, hvad jeg lovede og holdt før min anden Kejse, og gjentog en Gang, paa hans Anmodning, efter den. Talen var mest om ligegyldige Ting, og om det lidet mer var vi som før tvært imod hinanden; men jeg var ikke kommen for at trættes med ham, men for at vise, jeg personlig ej har det mindste mod en Skjald, hvis tidlige Død jeg kun beklager; og derfor skiltes vi venlig ad under den Erklæring, at han vilde besøge mig, som han dog kun har gjort med Pennen i sin Bog. Men desuagtet kan der ske mer end det, og en Gang maa han dog lære, at det baade klæder og tjener ham bedre, hvad han har skyet, end hvad han har søgt!

Din Ven
N. F. S. Grundtvig.