Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1831-04-17)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 17. April 1831.

Kjære Grundtvig!

Det glæder mig af dit sidste Brev at se, at du med Hensyn paa min Natur har forligt dig med Formen i min Polemik mod de „ubenævnte “ og i Grunden negative Størrelser, og — hvad der var mig endnu kjærere — at du, som en gammel øvet Stridsmand og kyndig Kampdommer i aande- lige Turneringer, ikke syntes at anse min første Haandtering af de aandelige Vaaben for en tom og forgjæves Fægten i Luften. At jeg virkelig har ramt noget, der fortjente at rammes, har jeg Grund til at haabe; og jo stærkere der vil blive pebet mod mig i Flokken, jeg slog iblandt, jo mere vil dette mit Haab blive bestyrket.

Hvad du saa venlig betror mig angaaende dine egne Sager og det afgjørende Skridt, du tænker paa, hvis det bliver dig forment at forkynde Ordet frit, hvor man vil høre det, har opvakt mange Betænkeligheder og Tvivl hos mig, som jeg ikke kan opsætte at meddele dig. Den nye Alterbog hai jeg ikke set, men jeg trode, den i Hovedsagen kun var et Eftertryk af den gamle, og at den netop derfor i saa høj Grad mishagede Ratjonalisterne; du véd, den er skarpt bleven dadlet af Clausen i Maanedsskriftet for Litteratur. Saa længe Statskirken, i hvad den erklærer for lovlig gjældende, ikke stiller sig i aabenbar Oppositjon mod den rette evangeliske Lære, og det paa en Maade, som sætter Afvigelsen uden for al Tvivl, selv for Lægmands eg Menigheders Øjne, vil en bekjendt og agtet kristelig Lærers Udtrædelse deraf kunne frembringe en stor og sørgelig Forvirrelse og selv forarge den store Mængde Kristne, der aldrig have drømt om nogen Forskjel paa Statskirken og den almindelige hellige kristelige Kirke. En saadan Udtrædelse vilde da lettelig af slige uskyldige Sjæle kunne anses for et Frafald; og hvad deraf vilde følge for et Vilderede i mange Hoveder og Hjærter, er kun s. 121 alt for klart. At du har betænkt dette selv, tvivler jeg ikke paa; men om du ogsaa hos dig selv og dine, der kjende dig helt, kan bortrydde enhver Tvivl om Nødvendigheden og Rigtigheden af et saadant Skridt, vil der dog vist blive en stor Mængde fromme og oprigtige Sjæle tilbage, som aldrig ril kunne begribe det, og for hvem der paaligger os et stort Ansvar. Vist nok maa alle slige Hensyn bortfalde, hvor en Samvittigheds-Nødvendighed indtræder, — og jeg meddeler dig kun disse Skrupler i det Haab, at dette endnu ikke er eller nogen Sinde vil blive Tilfældet. Hvorledes det store og vigtige Spørgsmaal om kirkelig Frihed skal opløses, uden stor Forvirring i den kristne Menighed og det borgerlige Samfund, er en Gaade, som maaske den forbarmende Gud først kjærlig vil aabenbare vore Efterkommere; hans usynlige Kirke staar os, Gud ske Lov, aaben i enhver Tid, og hvad der en Gang er os aabenbaret, kan jo ingen fratage os. Har du læst Mynsters lille Dogmatik? han synes mig et Sted deri at se frem og ikke tilbage efter Aabenbaringens sande Lys, og at forvente af vort Aarbundredes Lærdom, hvad vore Fædre allerede trode at have fundet i de ulærde Apostlers Vidnesbyrd. Mynster skal ogsaa have skrevet den sidste Recensjon over Gjengangerbrevene i Maanedsskriftet, hvori vel indrømmes, at Poemet er Prosa, og den rimede Kritik i Hovedsagen er falsk, i det den sætter Formen over Ideen; men Forfatteren berømmes og takkes dog særdeles derfor, da Tidens Nød kræver Prosaiskhed, Flovhed og fransk akademisk Tvang til Modvægt mod Overdrivelsen af det poetiske, og for at hindre Sjuskeriet hos vore Døgnpoeter. Det er dog jammerligt med den Svaghed og Frygt for Ensidighed, der siden Wilhelm Meisters Tid gjør alle den dannede Verdens Heroer til Vendekaaber i omvendt Forhold, saa snart der i Vinden spores Aand.

Det skulde glæde mig, kunde Øhlenschlæger endnu paa sine gamle Dage af sin „Humanitet“ bevæges til at nænne s. 122 sig, hvad han trode at hurde fjærne sig fra saa længe; — men derom er mit Haal) kun ringe.

Vor gode Ven Olsen ligger syg og er efter Lægens Udsagn ikke uden Fare, — det er en Svækkelse i hele Konstitutjonen, som følger af hans gamle Leversyge og langvarige hæmorroidalske Sygelighed.

Din hengivne
Ingemann.