Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: B. S. Ingemann (1831-09-07)

Ingemann til Grundtvig 1) .
Sorø. d. 7de Septbr. 1831.

Kjære Ven!

Velkommen hjem fra din tredje og — som jeg nu dog formoder — sidste angelsaxiske Pilgrimsfart, og til Lykke med dit Foretagendes heldige Fremgang! At du var vel tilfreds denne Gang i England, havde jeg allerede hørt paa anden eller tredje Haand; det glædede mig i Dag at se det bekræftet af dig selv og fra Kristjans-Havn, som det i denne Storm- og Kolera-Tid kunde være blevet dig vanskeligt nok at naa. Det gjør mig ret ondt, at du ikke traf Børnene raske — Gud holde sin Haand over dem og os alle! Her i Huset ere vi dog endnu, Gud ske Tak! ved Helbred, paa Pigen nær, som har Koldfeber; men i den hele Sorøegn er Sygdommen og Dødeligheden i stærkt Tiltagende, og her i Byen selv skal der være over 70 syge. Jeg var hos Olsen i Lynge i forrige Uge; han og hans Kone vare friske, men hvert Øjeblik kom der Budskab om Sygdom eller Dødsfald i Menigheden. Fattigdommen er tillige meget stor, og de fleste har ikke Raad til at betale Apoteker og Læge; inden det kommer i Orden med det offentliges Hjælp i denne Nød, bliver det for mange for sildig. Det er næsten allerede, som man levede i Pestens Tid, og den er dog endnu kun for Døren hos os.

Tak for din Deltagelse i min kjære gamle Svigerfaders Tab for os! Det var en haard Sommer, især for min Kone; dog, Gud være lovet! hun er nu inde i Livet igjen og tænker paa sine Altertavler. Jeg har heller ingen Nød: Fjenden i Litteraturen har intet Banesaar tilføjet mig; nu, da jeg har begyndt at gaa offensivt til Værks og bruge de Vaaben, jeg har, tager jeg mig den Ting langt lettere end tilforn. Mit Svar til „den lille Anklager“ i Maanedsskriftet s. 126 har jeg ikke sendt dig, da det er en Bagatel paa 1 Ark; det er udkommet hos Sejdelin 1) . Jeg vilde dog nok, du skulde læse det. At Ørsted har læst „Huldregaverne“, som Fanden læser Bibelen, vil da enhver deraf kunne se. Vil han og vedkommende nu ikke tage Skeen i en anden Haand, tager jeg den i en anden og giver dem en Epilog til Huldregaverne, trykt som Manuskript for Fjender, hvorved jeg tænker at kunne ende dette Felttog med en formelig Afsættelse af det usurperede Oligarki i Litteraturen. Spasen har moret adskillige (blandt andre vor gode Ven Olsen), og Fjenden har alt drevet det saa vidt, at han ikke kan te sig galore, om han end til sidst — som vel fortjent — bliver udlet. Det bedste Svar paa al Kritik, som du opmuntrer mig til, tænker jeg virkelig ogsaa paa midt under disse Skjærmydsler. Dog, hvad det skal blive til, derfor maa Tid og Omstændigheder eller rettere Vor-Herre raade. Nu, da jeg ikke længer er den blot lidende Part i Krigen mod mig, og da jeg paa Skriget kan mærke, at jeg ogsaa kan ramme, føler jeg mig langt friere til Mode; og hvor jeg ser, man sætter kun Flueskam paa mine Klæder, kan jeg uden al Bitterhed i Sindet blive ved mit Arbejde, medens jeg kun af og til jager Fluerne fra Næsen. — Jeg har i Vinter dog tolv Studenter at holde Forelæsninger for, det er her et stort Antal og giver strax lidt mere Liv i Tingene; der er flinke Hoveder iblandt, og jeg fornøjer mig til dette Kursus; dog— vildo du tage min Plads paa Katedret, satte jeg mig gjærne ned blandt Studenterne. Nu, medens Jærnet er varmt af din sidste Rejse og dit vel optagne angelsaxiske Foretagende, skulde og burde der smeddes dig en akademisk Lærestol. Tænkes der ikke derpaa?

Til Bevis paa, hvor fredelig jeg er stemt midt i Krigen, vil jeg afskrive dig, hvad jeg nylig har lært af — en Tyrk.

s. 127 Menneskets Engle 1) .

(Efter en Muhamedaners mundtlige Fortælling til Lic. theol. Fenger paa hans Eejse i Grækenland.)

To Engle smaa
Os følge, hvor vi gaa:
Usynlig de paa vore Skuldre hvile.

Ved højre Kind
Den ene titter ind
I Sjæl og Øje, naar vi kjærlig smile.

Hver ærlig Id
Han skriver op med Flid,
Hver Tanke from og god han tro bevarer;
Hvert Palmeblad
Han strax forsegler glad,
Hver Midnat han til Allah med det farer.

Med strænge Flid
Paa hver uærlig Id
Og paa hver ufrom Tanke ser den anden;
Ved venstre Kind
Han ser i Øjet ind
Og læser Brødens dunkle Skrift paa Panden.

Hvad Ondt han saa’,
Han strax opskrive maa;
Dog tøver han en Stund med Seglets Gjemme:
Eaab til din Gud!
Og — Englen sletter ud,
Hvad angerfuld du bad din Gud forglemme.

Men vender du
Før Midnat ej din Hu,
Og Angerstaaren ej dit Øje væder:

s. 128 Dit Syndebrev
Forsegler han, der skrev; —
Men — Englen paa din højre Skulder græder.

9

Gud velsigne dig! Lev vel! Hils kjærligst alle dine fra min Kone og din hjærtelig hengivne Ven

Ingemann.