Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1832-01-07)

Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 7de Jan. 1832.

Kjære Ingemann!

Vel har jeg ogsaa som Korrespondent i det gamle Aar saa daarlig opfyldt de Løfter, jeg sagtens gjorde ved dets Begyndelse, at det er bedre ingen at gjøre i dette; men dog har jeg ret tit og ej saa lidt længtes efter at tale med dig om mange Haande Ting, og da især om, hvad der nu i tre Maaneder ivrig har beskjæftiget mig: Indledningen nemlig til den Nordens Mytologi, du vel har set, jeg er i Færd med at skrive. Du smiler vel over, at jeg er bleven staaende i Døren saa længe, og huger kanske ilde til ved Tanken om den lange Snak i Forstuen, hvor det trækker, og Fødderne blive kolde; men skjønt det rigtignok til sidst blev mig selv for længe, saa jeg af Medlidenhed med Læseren maatte give mig til at begynde forfra igjen, hvorved det hele blev, om ikke stort kortere for jer, saa dog dobbelt saa langt for mig, — desuagtet, ja, uagtet jeg har maattet skrive fire Gange saa meget som der bliver trykt, har jeg dog fornøjet mig kostelig og haaber altsaa, Læseren ikke vil være saa uartig at sige, jeg har kjedet ham.

Ganske forunderligt, kan du tro, det var, saaledes efter mer end tyve Aars Forløb at komme tilbage til de Høje, hvorpaa alle Ungdomsdrømmene drømtes, og Synerne udsprang, og se, hvorledes alt i den mattere Belysning træder s. 129 klarere frem, og finde ved nærmere Bekjendtskab med Aser og Vaner, at det er af de ordentlige, ægte Naturer, som man maa tilstaa, var al den Begejstring, man følte for dem, fuldelig værd, og mere til.

Min Indledning begriber i øvrigt tre Stykker i sig: universalhistorisk Vidskab, Myter og Mytologier, og den nordiske Kæmpeaand, hvoraf du strax vil se, der er nok baade at tænke paa, at tale og at skrive om, ja, egentlig for meget til det sidste, saa man maa være nær ved at fortvivle over saa klodset et Taleredskab, som en Pen, der ikke kan give en Lyd fra sig til Læseren, dog unægtelig er.

Var den ikke det, vilde jeg ogsaa gjærne meddele dig noget af det vigtigste, der i denne Tid er gaaet op eller har klaret sig for mig; men selv med gode Venner nytter det ikke stort at skrive om, hvad man ikke først har snakket om; thi vel maa vi og vore Lige kunne forstaa en halvkvæden Vise, men en ukvæden er noget ganske andet, den forstaar ingen af os.

I øvrigt har jeg i alle Maader travlt; thi jeg gaar ogsaa i Skole hos Fenger, som kom fra Grækenland, for at lære lidt Nygræsk i Steden for den gamle Latin, som jeg daglig slaar ihjel af alle Kræfter. Det har jeg just ikke bogstavelig lært i England, hvor Klassikerne er de eneste Folk, man tager Hatten af for; men desuagtet er jeg dog i Grunden, særdeles siden mit sidste Besøg i England og Asgaard, bleven saa utysk og ramengelsk, saa uhyre praktisk, at, skjønt du vel kjender Anlægget igjen, vil du dog vel forundre dig.

Dog, af al den Snak bliver du lige fed, og derfor vil jeg ønske dig og din Kone et ret glædeligt, lyksaligt Nyaar, som jo ogsaa var det, jeg greb Pennen for. Hos os har det kun set daarlig ud; men nu haaber jeg, vi med Guds Hjælp skal være raske, og glæder mig til, at du jo dog endelig til Paaske vil se her ind, skjønt jeg finder, det er ordentlig en Skam, det da skal være to Aar siden, vi mødtes, paa ikke længere Afstand end mellem Sorø og dette.

9*

s. 130 I am told, you are a good hangman; og skjønt det just ikke or det Talent, man enten ventede hos dig eller skal udvikle for meget, saa er dog enhver Ting god til sit Brug, og man trænger virkelig til at lære, at naar Intolerancen ingen Grænser har, da maa Tolerancen have en.

De falsterske Søstre, som forgjæves har sukket efter dig i Julen, hilse dig smukt

ved din Ven
N. F. S. Grundtvig.