Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1832-02-12)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 12te Febr. 1832.

Kjære Grundtvig!

Mit sidste Brev til dig flød mig nok af Pennen i en forstemt Time, hvoraf jeg, Gud ske Lov, dog ikke har ret mange. At Polemikken ikke er den Sfære, hvori jeg befinder mig bedst, or vist nok, og nu vilde jeg selv ønske, jeg havde ladet det sidste Udbrud af min Indignatjon og Harme over Recensentkjævleriet blusse op i Fidibusser. Jo mindre heldig jeg imidlertid har været i at give ondt af mig, des bedre maaske for mig selv; thi des mindre fristes jeg til herefter at gjengjælde ondt med ondt. Nu kan da baade Venner og Fjender se, at jeg ikke er nær saa skikkelig, som man har indbildt sig; men deraf vil man da ogsaa se, hvor mislig den anvendte Opdragelsesmetode har været. For aldeles at udrive mig af dette Vrøvleri, har jeg gjort en Udenlandsrejse — at sige i Stuen —: jeg har besøgt Neapel igjen; og de Livsbilleder, jeg har medbragt fra denne Rekreatjons-Fart, haaber jeg til Paasken skal forlige dem med mig, som ikke mene mig det alt for ilde. Hvad der saa maaske en hel Del nemmere vil smutte gjennem „Øresundet“, vil jeg ogsaa tænke paa. Hvad den Læseverden angaar, som hidtil har bekymret sig om os og vor Skrift, da mener jeg dog nok, den har lige saa godt kunnet læse, som nogen tilkommende vil lære det, og nok saa godt, som den nærværende forstaar det, der uuægtelig kun maadelig véd at skjelne mellem Sjælelyd og Gjenlyd. At Aandens Sag langt bedre fremmes ved den positive, end ved den negative Opposition mod Aandløsheden, er der vist ingen Tvivl om; men naar Tomhedens Ekkoklang næsten overdøver enhver anden Lyd, kan man vel fristes til — selv uden medfødt Krigerkald — at hugge løs paa Sækkepiberne og Blærerne, om man saa staar Fare for at kvæles af den Luft, de indeholde. Saaledes gik det nok mig; men nu er det forbi, og den s. 134 Luft, jeg gav mig selv ved denne Lejlighed, var nødvendig for ikke at faa Astma, Paa et Par gode eller slette Indfald mer eller mindre kommer det under slige Omstændigheder vel ikke stort an.

Det glæder mig, at du nu selv er kommen til et Standpunkt, hvor du kan bygge, uden stort videre at behøve at rydde Grunden. Din nye nordiske Mytologi længes jeg efter, saa vel som Udbyttet af dine engelske Valfarter. Aanden og Tonen i Sibberns Skrift om Stænder har ogsaa glædet mig. Af Sagen selv haaber jeg med Tiden det bedste; saaledes som denne Tidsalderens nødvendige Frugt udvikler sig og modnes hos os, ligesom af sig selv, vil den, i Forening med den sande og evige Livskjærne i Folkets dybere Natur, vist ingen Askefrugt blive.

Din hjærtelig hengivne
Ingemann.