Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1832-12-26)

Ingemann til Grundtvig.
Anden Juledag 1832.

Kjære Grundtvig!

Kan du ikke i Dag høre mit Ønske om en glædelig Jul, er det ene og alene Mundens og den levende Røsts Skyld, som ikke engang kan faa Bugt med 10 lumpne Mil; men Pennen er uskyldig: den gjør, hvad den kan, og bringer dig dog Ønsket i Overmorgen, skjønt post festum og dødt, som du paastaar, hvorimod jeg dog protesterer. Hvad du end siger om alle skrevne Ords Livløshed og „Mén paa Mælet“, har dog din gjenfødte, i mine Øjne levende Mytologi i disse Dage bragt mig en god Slump af din Aand og dit Liv, og jeg har hørt din vel bekjendte Røst saa grandgivelig tale ud af Bogen, at det ret har glædet mig; skjønt Bogen derved selv har protesteret imod, hvad du har nødt den til at paastaa. Mangen Gang har jeg lét lystig med den over Mytografeme og Pedanteriet; af og til har jeg vel ogsaa afbrudt den med en forbavset Indvending; men den har hverken haft Mén paa Svar eller Mæle: den gav mig tit en drøj Stikpille til Svar og lo mig dygtig ud tilligemed alle s. 137 dens andro Opponenter. Paa disse Godtfolk og mig var der dog den Forskjel, at jeg gjærne vilde og for det meste ogsaa kunde forstaa Talen, da vore Tankeveje, selv hvor de synes mest divergerende, dog i Grunden maa mødes i vor fælles Kjærlighed til Asalivet, saaledes som det, efter dit Syn derpaa, endnu Gud ske Lov rører sig i os og blandt os. Hjærtolig Tak for Bogen! Jeg stod ellers alt og læste den, da jeg fik den; Rimbrevet maatte du helst have sat sidst i Bogen, som for dine floste Læsere indeholder Nøglen dertil. Indledningen har ret forlystet mig; jeg underskriver hjærtens gjærne Fejdebrevene mod Komertyranniet og det hele aandløse Jættevæsen; dog — som sagt — med al min Respekt for Munden og det levende Ord, som jeg ønsker maa faa dygtige Røster, mener jeg dog, du har gjort Pennen Uret. Vare end alle Digtere og Tænkere skaarne for Tungebaand som du og Steffens og — jeg véd ikke flere at nævne —, vilde dog Livsrøsterne i vor Tid og med vor hele kunstige Verdens- Indretning hverken naa langt eller tone længe, hvis Aanden ikke kunde gjøro Blækket til Livsblod og Flammeskrift for levende Sjæle. Shakspeares ene Pen — mener jeg — har bragt os mere Liv og Aand end fast alle hans Landsmænds Røster og Parlamentstaler tilsammen. Jeg undtager naturligvis deres første kristelige Missjonærer. Kirkeordet maa være umiddelbart levende, og Kristus var ikke Skribent; men saa sandt Aanden kom over Apostlene, kom der ogsaa Liv og Aand i deres Skrifter. Jeg nægter ikke, at Folkenes poetiske Liv rører sig herligst i den levende Traditjon gjen- nem Folkepoesien; men hvad Liv vi har modtaget gjennem Kunstpoesien og den hele Videnskabelighed, maa vi jo dog, næst de ellers bortfarne Aander, takke Penne-Ordet for; og var det stendødt, kunde det jo lige saa lidt vække Liv, som det uden Liv og Aand kan modtages. Jeg maa formodentlig havo misforstaaet dig, hvad denne Sag angaar. Men hvad jeg ikke har misforstaaet, og hvad der ved din Bog er en herlig Ting, er, at du ikke blot river ned, hvad der er s. 138 raaddent og hvad jeg haaber er faldefærdigt, men har lagt Grund til en ny Bygning og givet tilkommende Bygmestre Vink til at fortsætte Værket. Dit as-odinske Sejershaab — din Thors-Fortrøstning til alle Jætters og Uhyrers Undergang, trods Ragnaroksmørket, har ret oplivet og styrket mit Haab til Nordens Aand.

Hvorledes du har faaet Universalhistorien til at spejle sig i Mytedybet, har ofte forbavset mig, skjønt jeg kjender din Maade at se frem og tilbage paa. Siden vi ikke behøve at laane noget Billede paa det evige Liv af Hedenskabet, kan vi nu vel have Raad til — hvad de gamle dog næppe havde — at lade Livsfornyelsen og Gjenfødelsen efter Ragnarok betegne en aandelig Sejersperiode i Tiden; derved vinder Billedet en opmuntrende Livlighed for alle Tiders Kæmper, som de kan trænge til. Det var mig kjært, du fik Lejlighed til at ytre dig om de eddiske Heltesange og hvad du hos Saxo regner til Myterne; men er du ikke gaaet vel vidt med at gjøre Mytetidens Heroer til universalhistoriske Ide-Repræsentanter? Jeg kom i det mindste flere Gange end du selv til at tænke paa Myten om Thorvaldsen og Sir Hope, saa vel som den Myte om Napoleon, du nok kjender.

Dersom du ikke havde kaldt Romanerne „Æblekællinger“, vilde jeg tro, det kunde interessere dig at vide, at min nye historiske Roman „Kong Erik og de fredløse“ venter at komme af Pressen til Paasken; saa kommer jeg nok selv med den og kan forfægte dens Sag med „Munden“. — Jeg har nylig haft et kort Besøg af en gammel vidt berejst Mand, Jerusalems Skomager; og hvor jødisk han vel er endnu, finder jeg dog, dot er en højst mærkelig poetisk Person, som jeg nok kunde ønske at faa Hold i.

Din lille Bog om Daaben 1) har jeg læst. Den Moderatjon, man med Rotte roser den for, vil vist bidrage til at vise selv de vrangvilligste Fordringens yderlige Billighed.

s. 139 Venligst Hilsen fra min Kone; hun kom ret til at le ved at tænke paa dem af dine Læsere, som i al Enfoldighed vil tage Fruen i Fortalen for din virkelige Kone. Dog mod det Slags Læsere har du maaske vel betænkt sat en Skildvagt i Rimbrevet.

Gud velsigne dig! Et glædeligt nyt Aar for dig og Asalivet her i Norden! Gaar det under, er det ikke din Skyld: du har som en ærlig Hejmdal blæst i Gjallarhornet og slaget fra dig med „Hovedet“. Tak de kjære falsterske Søstre for den venlige Hilsen, og bring dem en lignende! Ogsaa paa Dannekvindens Vegne skal du have Tak: du har hævdet hendes Forsæde i den poetiske Høresal.

Din hjærtelig hengivne Ven
Ingemann.

Olsen skal jeg bringe din Hilsen, naar jeg ser ham. Lad mig ved Lejlighed vide Titelen paa den Salmebog, du taler om! jeg vilde nok have den fat. Hils den hidtil saa kjække og livlige Blom! Gud give ham Styrke i Sorgen!