Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1833-01-05)

Grundtvig til Ingemann.
Kriatjanshavn. 5te Jan. 1833.

Kjære Ingemann!

Et lyksaligt Nyaar ønskes dig med venligst Tak for det gamle, hvori alle Aarene, vi har kjendt hinanden, indslutte sig; og Tak for dit kjærlige Brev saa vel paa egne Vegne som paa min lovtalte Bogs, der vel næppe har været artig nok til at takke selv, skjønt det er vist, at brød den ikke engang Tavsheden ved denne Lejlighed, maa den enten være utaknemmelig i højeste Grad eller, som jeg formoder, døvstum g dermed undskyldt.

Dog, Brevet er da ligesaa, og kun forgjæves vilde jeg da bede det udvikle dig Forskjellen bedre end Bogen mellem s. 140 Ordet og dets blotte Tegn, men faar indtil videre nøjes med den Triumf, der allerede ligger i, at min Bog slet ikke kan gjøre dig og andre gode Venner den soleklare Forskjel indlysende; thi kunde Bogstaver udrette saa store Ting, da havde jeg naturligvis Uret; men kan de ikke engang saa lidet, maa jeg nødvendig have Ret.

At det kun er en Misforstand, naar Folk som du opponere mod det levende Ord, følger for Resten af sig selv; men just derfor er det saa mærkeligt, at Misforstanden ikke med Bogstaver lader sig hæve, skjønt man dog ellers, som Poeten siger, træffer overhovedet let en Forening, naar man i Grunden er af samme Mening. Vel kan jeg godt forstaa, du kan føle paa din Samvittighed, at Bøger maa kunne gjøre Gavn, naar de ellers duer noget, da det blandt andet ellers var umuligt, at Aanden kunde drive nogen til at føre Pennen, som dog, Gud ske Lov! tit er sket; men hvordan du kan tvivle om, at min Følelse er netop den samme, falder ikke saa let at forstaa, da jeg jo blot paastaar, at hvad Liv vi under Boglæsning spore, maa nødvendig være i os selv og ej i Bogen, hvis Dødhed er unægtelig, saa Fænomenet kan aldrig falde os saa uforklarligt, at vi maa stræbe at forklare det af en Umulighed som den, at en stendød Ting skulde være en Livskilde.

Vist nok er det en sørgelig Betragtning for os Sildefødninger af Odinsætten, at vi for det meste maa nøjes med Helhesten til at trave eller humpe Landet om; men vore Kaar blive sandelig ikke blidere og vor Virksomhed ej kraftigere, fordi vi lukke Øjnene og tage Pennen for en Slejpner; tvært imod er det ene Synet af Tidens Pinagtighed, der kan hjælpe os til at formindske Vanheldet; thi naar vi se, det kommer dog i Grunden an paa Munden, om Ordet skal faa Magt, da snakke vi for vor Æske (med Æblerne i) det bedste vi kan og opmuntre gode Venner til at gjøre ligesaa, hvad aldrig vil være ganske forgjæves; i Steden for at, saa længe vi har Overtroen paa vore Runers umulige Trolddom, s. 141 forsømme vi det eneste Middel, der kan ligesom trylle Liv i dem. Ogsaa en anden Kunst lægge vi da mere Vind paa, naar vi, som du især, har godt Handelag til den; og det er at putte, hvad der huger os bedst, lumsk i Munden paa dem af vore gode Venner og Veninder, som har den smukkeste Stemme; thi dermed bygge Alferne Skibbladner til Frej af saa fint Tømmer, som smukke Fruentimmerlæber med Sang paa Enden unægtelig er; og det er utroligt alt hvad det lille Skib kan bære, som Kæmpevisernes Historie ret kostelig lærer. Medens det derfor ikke er af Vejen at udbasune gode Venners Bøger, som jeg, naar jeg fik Munden op, vel ikke for Øjeblikket var den mindst skikkede til, saa kunde jeg dog, naar du ej vilde bruge det flittigere end hidindtil, misunde dig Grebet paa Æolsharpen eller de sjungende Læber, som i vore Dage ej blot er en stor Sjældenhed, undtagen mellem Flaskerne, men er tillige det virksomste Middel til at oplive og nære de døende Levninger af Poesien i Folket. Nye Kæmpeviser, som man bedst gider hørt og sunget dem, vil derfor med Guds Hjælp blive Frugten af den Indsigt hos dig, at det mundtlige Ord er Sønnen, og Bogstaverne kun Trælle i Aandens Hus; saa, med Forudsætning af en glædelig Jul, som er det ene nødvendige for os alle, kan jeg ikke ønske dig nogen bedre Nyaarsgave, end Opdagelse af det Kogleri, hvormed Dødens Aand længe forblindede os og vore Fædre, saa vi tog Tegnet for Tingen og Skyggen for Legemet, tog Skrift for Ord og smurte hinanden om Munden med Blæk, for at faa til at tie stille, hvad ene kan tale baade for Aanden og alt dens Værk. Sandelig, det er paa den høje Tid, det har jeg især under Arbejdet paa Mytologien lært at se med forskrækkende Klarhed; derfor vil du tilgive min Paatrængenhed med Pennen, som vilde være tvært imod min Grundsætning, naar ikke Erfaring viste, at poetiske Læsere især af gode Bekjendteres Skrift kan derved komme paa Tanker og Spor, det var Synd at skylde Pennen for.

s. 142 Tak din kjære Hustru dobbelt for Bemærkningen om Fruen i Indledningen! da den, som du nok ser, indeholder en Finte til somme andre, som mene, man med Bogstaver kan gjøre Mirakler og kan dog ej engang dermed sætte forsvarligt Skjel mellem Plutos og sin egen Kone.

Hilsen og Venskab fra os alle

ved din
N. F. S. Grundtvig.