Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1833-11)

Ingemann til Grundtvig 1) .
[November 1833.]

Kjære Grundtvig!

Tak for Vennebrevet! Jeg vidste nok, alt vilde klare sig, saa snart du saa’, hvad jeg mente; den underlige Misforstaaelse s. 155 selv var mig i Grunden en sand Glæde, da den gav mig et nyt højst elskeligt Bevis for Livet og Ilden i dit danske Broderhjærte, som strømmer over af Kjærlighed, selv naar du tror at tale dine Venner for haardt til. Mig har aldrig noget Ord af dig saaret, selv om det klang mig lidt haardt; thi jeg hørte altid den kjærlige Grundtone deri, der undertiden kun behøvede sit Supplement for at opløse Dissonancen i den store Harmoni, hvori Aand og Hjærte mødes evindelig.

Det er vist godt og betimeligt, at vi en Gang imellem raabe til hinanden: „Lad Fuglen ej dø !“ De mange Filistre i den store Juleleg tage plumpt paa den, og Filosofferne indbilde os, den er kun Papir og en virkelig Fidibus. At Poesien ikke har bedre Kaar, er intet Under, naar de vises Gud nu kun vegeterer i Planten, lever bevidstløs i Dyret og stræber efter Bevidsthed i Menneskenaturen. Med Goethe og Hegel er egentlig, efter den moderne Filosofi, Gud død i Fjor, da de var Menneskeaandens o: Guds Aands Repræsentanter, hos hvem Guddommens Stræben efter Bevidsthed var kulmineret. Om hin døde, i sig selv tilbagefaldne Gud skal leve op igjen, beror efter samme Filosofi paa Hegelianerne og den dannede Verdens Modtagelighed for denne Lære. Du skulde dog læse Heibergs lille Pjece om Filosofiens Betydning, med Trydes Recensjon i Lit. Tid. og Heibergs Replik (Lit. Tid. Nr. 46); jeg tror, han er en temmelig rigtig Oversætter af Hegelianismen, som jeg for en Del, og næsten uden at vide det, har skildret i Trond Fisilier 1) . Mærkeligt er det dog, hvorledes næsten altid Spekulatjonen fører tilbage til Panteisme, som man nu jo ogsaa kalder Filosoffernes Religjou. De tro at befinde sig meget vel ved egentlig selv at være deres Gud, og føle sig opløftede ved den store Resignatjon paa individuelt Liv efter Døden. Dersom denne de dannedes Anskuelse ikke ved filosofiske Vaaben kan bestrides, vil den nu sikkert gjøre sig gjældende i en langt større Kreds, end man tror.

s. 156 Jeg har læst deu 1ste Del af din Haandbog i Verdenshistorien helt igjennem, og det gik let; der er Liv og Aand i Fremstillingen, og jeg tror i Særdeleshed det er lykkedes dig at bringe Helhed og Sammenhæng i de store Verdensbegivenheders Følge og Menneskeaandens Udvikling gjennem Tiderne, saa man bestandig ser og fastholder Ariadnetraaden i den store Labyrint. Din Forkjærlighed for Hebræer og Græker og dit Had til Romeraanden har i mine Tanker givet Fremstillingen et Liv, som den ellers havde maattet savne. Dog vil man maaske finde, selv om man i Grunden deler din Anskuelse, at du har betragtet Romerlivet for meget fra én Side: de faa virkelig store Træk i Romerfolkets Billede vilde jeg nødig have udslettet: Curtius- og Regulus-Sagnene ere mig lige mærkelige, enten de grunde sig paa virkelige Fakta eller ikke; har kun Folket tilegnet sig dem, ere de jo Fostre af dets Aand og Liv; og jeg vil dog heller se den sidste Romer i en Cato end i en Nero. Hvad der mest har fornøjet mig, er din Skildring af Grækerlivet; her er det Kjærligheden, der giver Skildringen Livet, og andet kan jo i Grunden ikke fremkalde det; paa den negative Vej kan det naturligvis ogsaa ske, ved Oppositjon mod det falske og døde; men det er, som al Krig, dog et nødvendigt Onde. — Dog, Gud ske Lov for Heltene, helst dem i Aandens Verden! Til Romeraandens Spøgelse begynder man nu ogsaa at stikke i Litteraturens Borgestuer, og det er godt: det er dog Tegn til, man faar Øjnene op; der vrævles vel en Del ved samme Lejlighed, og om mangen Pennefægter selv i det rette Hjørne kan Reformens Modstandere vel ganske vittig sige, „at han har faaet ind at skrive paa“. Det skal nylig være sagt om Using 1) , og Indfaldet kunde ligne Mynster.

Naar jeg med faa Ord skulde fortælle dig min svensknorske Rejse, vilde det hedde alt for lakonisk: Kullen, Ramløse, Troldhætten, Frederikshald og Sarpen; Hersleb, Sverdrup s. 157 og Krogkleven, Stortinget, Kolerine og Hjemve; og til eu udførlig Fortælling vilde der høre nogle Arks Skrift og en større Taalmodighed hos dig, end jeg kan forlange. Nu plages de slemt af Kolera der oppe, de Stakler! og jeg har i flere Uger forgjæves ventet Brev. — Hvad den norske Frihed angaar, vil jeg kun bemærk, at Grundloven er dem et Palladium og ses ofte hos Præster og Bønder i Glas og Kamme paa Væggen; men blandt Embedsmændene klagedes der ved sidste Storting almindelig over Bonde-Tyranniet, og det ikke uden Grund, da Bønderne og Spækhøkerne i Aar regerede og sørgede mere for sig selv end for det almindelige Bedste. Dersom dette Misforhold tiltager, kan det let fremkalde en Oppositjon, der kan være de svenske Aristokrater velkommen og kuldkaste Konstitutjonen. Der er imidlertid vakt en Natjonalaand, som man dog næsten faar for meget af, naar man ikke forstaar sig paa Landets Husholdning eller har selv med den at gjøre. Stemuingen med Hensyn til Danmark var venlig; det wergelandske Parti af Danefjender og Ultrapatrioter var i almindelig liingeagt blandt Folk af Betydenhed. — Fra Pastor Fenger her i Ljunge skal jeg hilse. Venligst Hilsen til dig og Familien fra min Kone og

din hengivne
Ingemann.