Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1833-11-26)

Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 26. Novbr. 1833.

Kjære Ingemann!

Dit Brev var saa meget bedre, som det var frit for alt, hvad der indskrænker i Tid og Rum 1) ; thi nu gjælder det til enhver Tid og hvor du flytter hen, hvad netop behøves, naar gode Venner ikke skal nødes til at opgive det rnaadelige, s. 158 men dog eneste Surrogat for Samtale, som Brevvexling er; og vi burde vist ikke opgive det, men altid, saa godt det vil lykkes, oversætte fra Papiret til Munden, og skrive det paa Oversættolsens Regning, naar det alligevel ikke faar den Tone, som altid tiltaler kjærlige Brødre, selv naar de trættes.

At du har kunnet læse min Historie ustokket, ublokket og unødt, glæder mig særdeles; thi vel tør jeg ikke deraf slutte, at Drengene vil, men dog, at de for en Del kan gjøre lige saa, hvad her er Hovedsagen. At Omridset af det græske Livsbillede fortrinlig har huet dig, er mig ogsaa meget kjært; thi midt under Lovtalerne i den lærde Verden er det gaaet Grækerne i Almindelighed som Polyb i Særdeleshed: at de behandledes som Fjender af Latinerne som af Romerne.

At jeg ikke har indrømmet disse et Haarsbred mer, end jeg trode, de kunde afnøde mig, følger af den Krigsfod, hvorpaa de selv satte dem mod alle Folks og hele Menneskeslægtens Aand; og hvis deres Oldsagn viste, at de havde drømt langt smukkere i Barndommen, end de siden handlede, da var det jo kun, hvad de havde Skam af. Men hvad Curtius og Regulus angaar, kan jeg ikke skjønne, de, selv i Sagnet, havde noget misundelsesværdigt, undtagen den Herskerkraft, Romerne saa længe beholdt og saa flittig misbrugte, at vi i deres vel afhjemlede Historie finde Lejlighed nok til at beundre den.

Hvad Panteismen angaar, da er det ingenlunde filosofiske Vaaben mod den, man fattes; thi Tænkningens Grundlov (Modsigelsens Grundsætning) protesterer soleklart imod, at Sandhed og Løgn, Ærlighed og Falskhed enten kan være udsprangne af en fælles Kilde eller i al Evighed sammensmelte; men hvor denne Protest ikke besegies af en tilsvarende levende Følelse i Hjærtet, vil den altid findes magtesløs, og i Skolen for verdslig Visdom vil Panteismen stedse være taaleligere baade end Ateismen og Dualismen; thi ligesom den første er en raa s. 159 og fnysende Protest mod alt aandeligt, saaledes vil Dualismen dèr stedse blive en ægyptisk Fordrejelse, hvorved Sandhed gjøres til Løgn og Løgn til Sandhed. Det er derfor Kristendommens Fordel, naar Panteismen hersker blandt de vantro; thi hvem der nægter det ondes Realitet, kan dog ikke godt udraabe Kristendommen for noget ondt, og hvem der vil finde Gud overalt, kan ikke laste, at vi finde ham i Kristus; ja, da Kristendommen virkelig selv er en Panteisme i alt godt, og tilintetgjør alt, hvad Verden kalder Individualitet hos os, opstaar der en tilsyneladende Harmoni, som vel frister de kristne boglærde, men gjør dog ogsaa, at vi kan have Skole til fælles med Verden.

Naar du kommer til Ljunge, som du dog vel gjør imellem, da hils venlig baade Fenger og Madam Olsen, til hvem jeg mod min Hensigt ej har faaet skrevet, siden vor Ven døde.

J. Møller skal være død, og jeg er ordentlig nysgjerrig for at se, hvorledes Mynster vil sætte Kronen paa det teologiske Fakultet, han, sig til en egen Navnkundighed, har skabt.

Nu, hjærtelig Tak for dit kjærlige Broderskab i Aanden, som jeg takker Gud for! Hils venligst din Kone, og vær selv saaledes hilset fra Søstrene og

din
N. F. S. Grundtvig.