Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1834-11-10)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 10de Novbr 1834.

Kjære Ven!

Jeg har længe ladet det blive ved Tanken om at skrive dig til, og jeg haaber, du har fundet det skammeligt, at jeg ikke engang har takket dig for sidst — tror jeg. I Sommer havde Heden nær gjort Ende paa mig. Med din Englænder 1) har du vel faaet en Hilsen fra mig? Det var en ganske s. 160 vakker Mand. Om han fandt noget af, hvad han søgte her nede, véd jeg ikke. Blandt andet fandt han Chr. Molbech, som var grov baade mod ham og de fleste andre her, og da ogsaa mødte adskillig Muggenhed til Gjengjæld. Jeg undgik ham 1) .

11

Jeg har læst dine Prøver af din Behandling og Fortsættelse af Rimkrønniken. Skal den blive levende igjen, er den kommen i de rette Hænder. Broder Niels har ingen kjærligere Ven og Frænde i Danmark, og du kan give ham, hvad han mangler, for at komme helt ind i Digternes Lav. Om han desuagtet vil finde saa villige Øren, som i 15de og 16de Aarhundrede, vil komme an paa et Forsøg. Men det var vel værdt at forsøge. At jeg holder 10,000 Gange mere af det 19de end af det 15de Aarhundredes Broder Niels, skjønt jeg ikke miskjender den gamles naive Danskhed, — det maa du kjønt tilgive mig. — Min Roman „Prins Otto af Danmark og hans Samtid“ kommer maaske ud til Nyaar. Det bliver min sidste Roman over vor Middelalder og maaske i det hele. Længere gik ikke min Plan. En Margrete paa Vers er jeg endnu betænkt paa. Dog, derpaa er der ikke begyndt. I en Fortale til den sidste Roman vil jeg gjøre Rede for min Mening med det hele Foretagende og om muligt forklare Godtfolk, hvorfor jeg ikke, trods hin „al Danskheds Ven“, har bundet dem mere paa Ærmet, end jeg trode, de ingen Skade kunde have af.

Siden jeg har set den fortrolige Kakkelovnsflamme i min Stue, er der, som der plejer, kommet mere Liv i mig, end selv naar Skoven er grøn og Fuglene de sjunge. Jeg har skrevet adskilige mindre Ting, som jeg tror, der er Liv i. Blandt andet har jeg tænkt paa at lade gamle Holger Danske komme tilbage et Hundrede Aar efter, at vi ere s. 161 gangne her fra, for at lade ham se, hvad der kommer ud [af] denne Tidsaands Tendenser. Det er og bliver dog kun Fragmenter. Jeg fik det Indfald at meddele dem som Prøver i en Recensjon over et uskrevet Digt i 36 Sange. I en Oversigt af Ideen skulde Anmeldelsen supplere det manglende, i det den tillige parodierede Tonen i slige Referater. Dog, saaledes at forene noget negativt og positivt, tror jeg nu næppe lader sig gjøre til manges Fornøjelse. Det bliver i alt Fald saaledes kun et Spøgelse — Sjælen af et ihjelslaget Digt, som enhver selv kan digte færdigt efter Behag og lægge saa meget Liv i, han har ved Haanden. Mere kommer der dog ikke ind i, hvad man læser, tænkte jeg, og et helt langt Digt paa Vers læser ingen mer i vor Tid. Som et saadant Spøgelse staar det nu for mig, kuriøst nok for en og anden maaske, men dog kun et Spøgelse.

Hauchs Vilhelm Zabern maa, du endelig læse; jeg finder den fortræffelig. Der er i det hele taget en alvorlig og nu tillige kristelig Stræben i Hauchs Genius, som jeg er vis paa, du vilde agte, naar du kjendte den. En Afhandling af ham i Prometevs om Menneskets højere Opdragelse har ogsaa meget interesseret mig. Der er upaatvivlelig en Dybde i ham, som, naar det rette Lys nu fra oven kommer til, har rigt Indhold. Har du set, at Søtoft kæmper i Bladene for Afskaffelsen af Korset og dets Betegnelse? Han er dog en Filister. Ferd. Fenger ser jeg undertiden. Han efterligner dig vel meget, naar han præker; det har for mig, som al Efterligning, noget forstyrrende; men Menigheden er meget glad ved ham, og han er vist en fortræffelig Præst.

Fortsætter du din Historie, og hører man snart noget fra dig? Hvad synes du om N. M. Petersens Behandling af Sagnhistorien? Af ham mener jeg, vi kan love os mer end blot Lærdom og Kritik; han har Kjærlighed og levende Syn for de gamle Skatte. Dr. Francke, som er Konrektor i Flensborg, har ogsaa en dansk Sagnhistorie under Arbejde; han har nylig leveret nogle historisk-genealogiske Tabeller; s. 162 af nogle Breve fra ham ser jeg, at han vil behandle den danske Historie og er fuld af Liv og Begejstring for deus Herlighed og Rigdom. Se, det er jo ret glædeligt Nyt. Venligst Hilsen til dig og dine fra min Lucie og

11*

din hjærtelig hengivne
B. S. Ingemann.

Jeg har længe længtes efter at høre fra dig, men jeg har jo ikke hidtil fortjent det. Sank nu Gløder paa mit Hoved og skriv snart! For at bringe dig til at skrive, har jeg, som du ser, sat et Par Stikpiller til, som jeg nær havde glemt. NB. hør ikke fejl af deres Tone!