Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1834-12-25)

Ingemann til Grundtvig.
Juledags-Aften 1834.

Kjære Yen!

Til en ret glædelig Jul for mig hører det ogsaa, saa vidt muligt at være samlet med mine bedste Venner, og derfor vil jeg nu besøge dig en Times Tid med Pennen i Haanden, om det ogsaa kun bliver fattige Ord, der falde ud af den med Blækket, og maaske intet af dem, der heller vil gaa over Tungen. Først Tak for sidste venlige Brev, hvorved det dog ikke lykkedes dig at gjøre mig begribeligt, at man af Kjærlighed til den danske Ordbog taalmodig bør finde sig i, at Lexikografen tilsøler vore Bøger, for at han kan blive i godt Humør selv og skrive flittig paa Ordbøgerne. At han skulde have Lov til at gjøre Hauch Uret, fordi hans Bog var uden Navn, kan jeg heller ikke være enig med dig i; men at du af Medlidenhed med en gammel Yen, der lider af Spleen og i denne Sygdom skærer Næsen af Folk, vil overtale os til at antage de angrebne Næser for Skygger, — det kan jeg finde meget forklarligt og smukt; og i min Sag mod Molbech paa egne og Poesiens Vegne forlanger jeg ikke, du skal være en uvillig Voldgiftsmand, helst du ikke kjender Akterne i Sagen. — Hvad jeg i mit forrige Brev havde ytret om vor gode Ven, Landsbypræsten, var ingen væsentlig Anke, men gjaldt kun noget ydre og hvad man kalder Manerer, Gestus og sligt, som bragte mig en anden Personlighed ind i Forestillingen, der dog ikke var til Stede, og saaledes en Gang lidt spøgelseagtig havde forstyrret mig. Mod Tilegnelsen af den Anskuelse, jeg ønsker enhver god Præst, har jeg naturligvis intet, — og hin Lighed var mulig ogsaa en Illusjon. Jeg har ikke set ham nylig, men véd, han lever vel og virker med Iver og Held i Menigheden. — Hvad du fortæller om vor nye „Sagamand“, som vil laane Bøgerne Tunge og aabne Ørene paa Folk, har jeg ogsaa hørt af andre, og det glæder mig.

s. 167 At det for Resten er højst urimeligt at have stor Respekt for de gamle Fædre, som i Grunden vare Børn mod os, og som vi i alle Henseender overgaa, — kan vi nu med Menigmand læse i Almanakken, i en populær Afhandling af H. C. Ørsted. Han er dog med sit snilde Hoved bleven en prosaisk Spidsborger, der ikke kan se, hvorledes Folket vil tabe langt mer, end det vinder, naar det lærer at tage Glansen af Fortiden, for at stille sig selv i et prægtigere Lys. Du skulde dog læse den lille Folketale. At vore Fædre hverken vare saa ærlige eller saa gode Kristne som vor Tids kloge Mænd, bliver der ogsaa deri indprentet Menigmand. Næste Aar gaa de vel et Skridt videre og give os deres nye Katekismus i Almanakken. Det er et Kunstgreb, hvorved Universitetets Almanak-Monopol med Tiden kan blive af større Betydning, end nogen maaske drømmer om, naar vi betænke, at det er den eneste Bog, hver Bonde læser, og den har gammelt Ord for, selv at være klogere end Præsten. Hvad der under Ruudetaarns Stempel vil gaa uden for Sol og Maane og Vejr og Vind, kunde vel være en Drøftelse værd. for Avtoritetens Skyld og Million-Publikumet, der let tager alt prentet for gode Varer. Dog, da man skal stave sig dertil, har det vel ingen Nød, mener du; — men ved Borgestuens indbyrdes Undervisning behøver kun én at have stavet sig fra det 4de Bud, for at bringe lige saa mange Tunger i Gang imod det som mod det 6te og [mod] alt, hvad Kjød og Blod og Selvklogskab helst vil have ud af den gamle Katekismus.

Som jeg hører, skal den politiske Stemning i Hovedstaden i den senere Tid røbe en næsten vulkansk Gjæring, og Kandestøber-Koterierne tage stærk Overhaand. Mundkurvesystemet gjør det næppe bedre. Gjensidig Aabenhjærtighed mellem Hoved og Krop var nu vist ønskeligst. Gid der kun ingen Koldesot maa være kommen i Hjærtet! den kan i vor Tid let gaa over til en hidsig Forraadnelsesfeber.

s. 168 Min „Prins Otto“ har opsat sit Besøg til efter Nyaar. Din Beskuelse af Middelalderen længes jeg efter; naar kan den se Lyset? — Du tager vel ingen Notits af den teologiske Handske, en vis Kand. Møller har kastet til dig angaaende din Paastand om det apostoliske Symbolum som Trosnorm? Jeg har ikke læst Pjecen, men kun dens Anmeldelse i Bladene.

Gamle Holger har jeg lagt hen; det er kun Fragmenter af et uskrevet Digt i en fingeret Recensjon derover, — en Grille af et egensindigt Lune, som mine gode Venner maa sige mig, hvad duer til, inden det gives Fjenden til Pris. Jeg har nu hegyndt paa en Margrete; men hvad det bliver til, véd jeg ikke. Udvortes forstyrres jeg i denno Vinter af vedvarende Sygelighed i Familien og andre deraf følgende Misligheder. Min Kone og jeg selv ere dog, Gud ske Lov, friske. Min Søstersøn Spur har sagt mig, at du ikke befandt dig fuldkommen vel; jeg vil haabe, det nu er forvundet. Kjærligst Hilsen til dig og alle dine med Ønsker om al Velsignelse i det nye Aar, baade fra min Hustru og

din hjærtelig hengivne Ven
Ingemann.

Hvad der nu prædikes med mest Liv i Tyskland, er Læren om et nyt Folkeliv, uafhængigt af alt positivt og af al historisk Udvikling. Efter Börnes og Heines Opraab til Menneskeslægtens Emancipatjon ved total Løsrivelse fra alt det forgangne, er der nu fremtraadt en vis Wienbarg med „Aesthetische Feldzüge, dem jungen Deutschland gewidmet“, der med en besynderlig Blanding af Genialitet og Galskab erklærer Historien for „en smagløs Løgn“ og vil bygge det nye Liv paa Foragt for alt det gamle.