Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1835-04-22)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 22de April 1835.

Kjære Grundtvig!

Skjønt jeg nu haaber at se dig i næste Uge, kan jeg dog ikke lade dit venlige Brev ligge ubesvaret for mig; det har allerede et Par Dage manet mig, og jeg har i lang Tid haft stor Lyst til en Konferens med dig. Af din lange Tavshed var jeg nær ved at tro, at hverken min Otto eller de tre Fortællinger vare efter dit Sind, og det var naturligvis to Streger i min Kegning. Saa meget mere glædede det mig ved dit sidste Brev at se de to formentlige Streger reducerede, til omtrent 2/3 Dermed vil jeg da indtil videre nøjes, skjønt jeg mener, du gjør Otto nogen Uret, naar du henregner ham til Paafuglenes Klasse, som kun ved Halen forliger os med hele Resten. Vel bruger du ikke dette Billede, men skulde du finde det passende, vilde jeg gjærne, hvis jeg ikke selv var Hovedpart i Sagen, dokumentere dig, at hin Skabning dog paa en Maade hørte til Sangfuglenes Klasse og ikke blot havde sin Styrke i Halen, skjønt dens s. 172 Sang er noget skærende, som den sønderrevne Folkeaands, og skjønt Hovedet er Kristoffer-Lighanens, og Klørene tilhøre hans Søn. Dog, derom vil vi fægte ved en fredelig Pibe Tobak. Har du været lidt kræsen med „Otto“, saa har du taget des bedre til Takke med det lille Trekløver, og det var mig en Trøst, da jeg, strax efter at have læst din Ytring derom, saa’ sort paa hvidt for i „Søndagsbladet“, at man vel ikke vilde forvise mig fra Fædernelandet, men at jeg med mine Drømmerier og Spøgelseskikkelser hellere maatte være født i Spanien, end her, hvor man nu har faaet det rette Kjød paa Tand i „Hverdagshistorierne“. Jeg lider selv godt nogle af det Slags Historier (fornemmelig Mesalliancen), men jeg vilde netop erindre om, der ogsaa uden for Hverdagslivet findes et Menneskeliv, der i sit Slags kan være lige saa sandt og naturligt. Det lykkes mig dog ikke, undtagen hvor slig Erindring er overflødig, som hos dig og dine Aandsfrænder, Mængden finder kun Sandhed og Natur, hvor den finder sig selv med Hud og Haar og fremfor alt med Kjød, og min Karnatjon kan aldrig blive dem stærk nok.

Jeg længes nu efter at høre, hvor vidt du er rykket frem i din Middelalders-Rejse; selv er jeg paa en Maade løben paa Grund. Jeg har indtil videre taget alle Sejl ind og fordybet mig i døde Yerdensomsejleres Beskrivelser over Tidsoceanet. Til at blive flot igjen synes mig, der hører Kæmpekræfter, saaledes som Vind-Strømmen nu gaar, min egentlige Kaas tvært imod. Thi skjønt jeg finder, at Strømmen i Grunden gaar sin naturlige Gang, og at den politiske, statsøkonomiske Passatvind har sin Grund i Jordens bevidstløse Rullen mod Øst, hvorfra det ydre Lys kommer saa vel som det indre, kan jeg dog ikke faa den Illusjon ud af mit Hoved, at det er en midlertidig Krebsgang, hvorimod al Opposition er forgjæves, og at bemeldte kolde Øst-Passat maa være Modvind for den, der ej vil baglængs frem, men vil vende Næsen mod det rette Hjørne.

s. 173 Jeg véd ej, om jeg har betegnet min Mening til fulde; men du kjender den jo nok.

Din hengivne
Ingemann.