Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1836-11-11)

Grundtvig til Ingemann.
Mortensdag 1836.

Kjære Ingemann!

Da jeg sidst saa’ din Kone og hørte, hvor du var henne, havde jeg rigtig nok nær sagt: ja, saa er han jo Pokker i Vold, men jeg slugte det dog og sagde nok kun: ja, saa er han vel forvaret. Da du imidlertid blev rent borte med det samme, var jeg nær ved at fortryde min Beskedenhed, til jeg nu saa’ af dit Brev, at du var dog flydt op igjen i Sor, saa man atter véd, hvor man kan træffe dig. Er for Besten din Holger Danske ikke mer at stole paa i en snæver Vending end hans gode Fader, da trænger han ubeset til at kalfatres.

Det er spurgtes til Sorø, at jeg har snakket Latin, og det er vist nok Nyt, som sjælden sker, thi siden jeg tog Attestats 1803 er det ikke gaaet mig over; men deri bestaar ogsaa hele Mærkeligheden, thi at det var slet Latin, behøver jeg næppe at bemærke, og det var ingenlunde for at aftrætte Rothe hans fixe Ideer, hvad jeg længe har vidst, end ej lod sig gjøre paa ret godt Dansk, men blot fordi jeg ved at blade i Disputatsen fandt, han kaldte os ærlig troende „æquo justoque simpliciores“ (utilladelig dumme), hvad mig syntes, var dog i det mindste det halve for meget, saa jeg fattede det fortvivlede Forsæt, uden at skrive et Ord op, at klamres med ham paa Latin, til han gav Kjøb eller sank i Knæ. Saa snart jeg imidlertid blot lukkede Munden op paa det forbistrede Kragemaal, sank det romerske Aag, sagtens for at hævne sig, med en saadan Vægt paa mine Skuldre, at jeg, af hvem Skyhaarene dog skulde være blæste, følte selv, jeg rystede som et Æspeløv; saa havde jeg ikke haft med en Kryster at gjøre, var jeg uden Tvivl drattet, før jeg fik mig fattet; men nu bragte jeg snart Modstanderen til at vige og skyndte mig da, langt fra at forfølge Sejren, med Anstand at trække mig tilbage, saa man siger for første Gang i s. 184 Kjøbenhavn, jeg bar mig pænt ad og roste min Modstander.

For første Gang, sagtens ogsaa for sidste, sad jeg fremdoles forleden med saa mange, ja med alle de andre, og tyggede og drak til Pæls i Kongens Forgemak, hvor jeg vel fandt det mindre kjedsommeligt end ellers, især da man oven i Kjøbet fik Penge for det 1) , men maatte dog gaa sulten fra Bords, mens jeg saa’ mine Gjenboer gotte sig dels med Østers, som jeg ikke gider haft, og dels med andre Rariteter, som ingen bød mig, og som jeg ikke gad anstrænget mig for at naa.

Det første Hæfte af Sangværket sender jeg ikke med Historien 2) , fordi jeg véd, at du helst vil have helt Brød i din Pose, og ser desuden, du har kikket, hvad du vilde indtil videre, hos din Sidemand; men dine Udsættelser skjænker jeg dig naturligvis derfor ikke. Ingenlunde vil jeg imidlertid tvistes med dig om Smag og Behag, dels fordi det er omsonst, og dels fordi det er med en Samling af gudelige Sange som af andre Smaadigte: at de ikke samtlig kan være beregnede paa nogen andens Smag end Udgiverens; saa det er kun Sagen, at alle de, der bryde dem om Slagset, kan finde noget, der huger dem; saa Goethe har unægtelig Eet i, at enhver saadan Samling kan betragtes som et Herremaaltid med mangfoldige Eetter, hvorimellem Gjæsterne kan vælge; og naar de finde nok, der smager dem, skulde de nødig gaa i Eette med Værten om, hvad der kun smager ham og nogle andre gode Venner, som dog ogsaa skulde have noget. Mellem Digtere fremfor alt gjælder Latinernes: hanc veniam datnus petimusque vicissim. Kun da, fordi vor Smag i Almindelighed stemmer overens, er det Umagen værdt at tale om Undtagelserne, for at opdage, om de komme af noget tilfældigt eller af en virkelig Forskjel; og det første, synes mig, gjælder om dine Udsættelser paa Sangværket. Vi er nemlig ganske s. 185 enige om, at det er en hel mislig Sag med alle liettelser og Omarbejdelser af ældre Digte og Sange, da man med Føje kan sige, at enten er de ikke Umagen værd eller tage sig bedst ud i deres egne Klæder. Desaarsag har jeg ogsaa hidtil kun rørt lidt ved vore gamle Salmer, men gjort mit til, at de igjen kunde komme for Lyset i deres oprindelige Skikkelse, blive bekjendte og skattede. — Med alt folkeligt Sangværk, gudeligt eller verdsligt, er der imidlertid ogsaa en anden vigtig Standpunkt at betragte Sagen fra. nemlig Nyttens, der fremfor alt i Kirken maa foretrækkes [for] Smagen. Om nu mine Rettelser og Kalfatringer i det hele vil tækkes Kirkegængerne, er vist nok et stort Spørgsrnaal, men et ganske andet end det, om de vil tækkes Digtere og smagfulde Læsere, og kan kun besvares af en Erfaring, jeg som Menighedens Tjener skal hjælpe den til at gjøre, da det var uforsvarligt, om gamle opbyggelige Salmer maaske gik af Brug for saadanne Brøst, som jeg kunde bøde, eller et alt for gammeldags Snit, som jeg kunde ændre. Menigheden maa derfor meget gjærne finde som du, at de gamle Salmer skal blive som de er, naar den kun ikke lader dem ligge ubrugte; men jeg har al Grund til at tro, at mange vil synge de gamle Salmer i den nye Skikkelse, som ellers lod dem ligge, og derfor tør jeg ikke undslaa mig for det i øvrigt meget utaknemmelige og bestandig mislige Arbejde. En ganske anden Sag er det med Laan af Davids-Salmerno og andet fremmed Gods, hvormed man paa eget Ansvar har fri Haand, og naar du i den Henseende gjør Indsigelse mod „Hænderne i Skjødet“ ej engang paa den poetiske, men paa den unaturlige Smags Vegne, da har du aabenbar Uret. Ebræeren siger nemlig: „tag Haanden ud af din Barm“, og hvem der ikke støder sig over denne Ebræisme, maa heller ikke støde sig over den tilsvarende Danisme „sid ikke med Hænderne i Skjødet“, og for hvem begge Dele støde, eftersynge vi naturligvis ikke Davids-Salmerne. Den skarpe Grænselinje mellem guddommeligt og menneskeligt, som vore s. 186 Teologer endnu sædvanlig trække, er desuden, efter min fulde Overbevisning, kun kristelig, hvor de ikke lide den, fordi den giver Gud alt: Riget, Magten og Æren, da det guddommelige og menneskelige for Resten aldeles smelter sammen i Kristus og skal saa efterhaanden i alle virkelige og levende, altsaa uophørlig virksomme, fremskridende Kristne. De stillestaaende vil derfor nødvendig finde langt mere at udsætto paa Sangværket end Smagsdommerne, og de vil sagtens finde mere, jo længere det rykker frem; men vi to vil i det hele nok enes, naar du blot ikke glemmer, at ved denne Lejlighed maa Præsten bestandig føre an, og Digteren se til at holde Skridt med ham, men heller blive tilbage end være ham i Vejen. Alt, hvad jeg tror, Kristne paa de forskjelligste Trin kan have Gavn og Glæde af at synge enten hjemme eller i Kirken, eller kun af at læse paa Rim, det har her sin rette Plads, hvor mange Indvendinger der end paa ethvert andet Sted med Føje kunde gjøres derimod. At mange Fejl ved denne Lejlighed vil løbe med, er naturligt, men derfor maa vi ikke sidde med Hænderne i Skjødet; og da jeg, for at tale med Grækerne, ej har foretaget mig Arbejdet „uden en Guddom“, tør jeg haabe, det i det hele vil lykkes.

Nu, lev vel med dine, kjærlig hilset fra os! og lad os vexle, hvad Skjæmt og Alvor vi i Skikkelighed kan!

Din Ven
N. F. S. Grundtvig.