Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1837-01-10)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 10de Jan 1837.

Kjære Grundtvig!

Hilsen og Venskab i det nye Aar! Paa mit sidste Brev ser jeg nok, du ikke vil give mig- andet Svar, end livad jeg nu kan læse i mange af dine for Aanden og Livet begejstrede Sange i 2det Hæfte af dit Sangværk. Du vil vel ikke spilde flere Ord paa min Vantro angaaende den totale Død og Aandløshed i al menneskelig Skrift og i alt Billedværk, — en Paastand, der synes mig maa følge af den udelukkende Antagelse af alt Liv og al Aand i Røsten og Læbeordet Bliv ikke kjed af mine Indvendinger, men lad os dog ogsaa i dette Stykke forstaa hinanden ret! Sans og Lemmer ere og blive jo dog kun Sans og Lemmer og ere jo alle tilsammen kun Organer for Livets og Aandens Rørelser i os; hvad skal vi med den skarpt adskillende Rangorden mellem disse Aandens og Livets Tjenere? Øjet og Haanden kunne jo endogsaa gjennem Tider og Slægter være virksommere Organer for Aanden og Livet, end Kjødtungen og Bruskøret, saa sandt den aandelige Røst og Hørelse har hjemme i Sjælen og ikke i Legemet, hvis Organer tilsammen kun ere Aandens og Livets temporære Tjenere. Alle Rafaelers mundtlige Veltalenhed skulde kun hjulpet os lidet, naar ikke Aanden og Livet hos de Godtfolk havde fundet Udgang gjennem Fingerenderne. Hvert mundtligt Ord fra Saxos og Shakspeares Tunge er jo som dødt og usagt for os, medens det Liv og den Aand, der har rørt sig i dem, endnu taler levende til os fra hvert Blad i deres Bøger.

Jeg kan ikke forstaa, at vi herom virkelig kunne være af nogen forskjellig Mening. Udtrykker jeg mig maaske tydeligere i Vers, saa sig mig kun — uden Hensyn paa, om du finder Fremstillingen poetisk eller ej — om du er enig med mig i Meningen af de to Strofer paa næste Side!

Lad mig dog kjønt høre fra dig og sig mig, hvad s. 190 du lever i og arbejder paa! Har du ikke taget fat paa et universalhistorisk Billede af „Nyaarstiden“ eller paa en Litteraturhistorie? det var et Værk, som jeg vilde give meget til, du en Gang tog dig paa.

Jeg har sendt min „Holger Danske“ ind til Pressen, og jeg tænker, han om et Par Maaneder skal gjøre dig sin Opvartning. Kjærligst Hilsen til dig og dine baade fra min Lucie og

din hjærteligst hengivne
Ingemann.

Rygtet giver os nu Waage til Direktor. Jeg skal foreløbig have været i Porslag som akademisk Direktor, og Henrichsen som Skolerektor; men Kongen vilde ingen Forandring gjøre i Statuterne. Jeg for min Del var ret glad ved, at det Forslag faldt igjennem, da jeg hører, at Bestyrelsen af Opdragelsesanstalten skulde have været forenet med det akademiske Direktorat.

Tegn og Billed.

For Aanden har Aander udødelig Røst,
De gjennem Aartusender sjunge.
End Ordet har Liv fra Profeternes Bryst
Og fra Patriarkernes Tunge.
Dog Brystet af Ben og Tungen af Kjød
Ej Livsflammen ene bevarer;
Men Sjælenes Tanker, fra Verden blev fød,
Hvert Aandernes Tegn aabenbarer.

Hvert Bogstav er dødt; men hvert Ord har dog Liv,
Naar Aanden kan Sifrene stave.
En Verden af Sjæle opstaar ved dens Bliv
Fra Skjaldes og Kunstneres Grave.
Er Kjødøret døvt og Kjødtungen stum,
Dog Livets Apostler ej døder
Hvor Sjælen har Øre og Aanden har Rum,
De flammende Tunger end gløde.