Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1837-09-22)

Grundtvig til Ingemann.
22. Septbr. 1837.

Kjære Ingemann!

Tak for Brevet og for Morgensangene, hvoraf især Vaarsangen behager mig! Endelig har jeg faaet 1ste Bind af Sangværket saa vidt, at jeg kan sende dig et Exemplar, som s. 196 jeg er vis paa, du, med al den Forskjel, der i det enkelte er paa vore Meninger, vil i det hele modtage og betragte venlig. Hvad der især glæder mig ved det, er den Sammensmeltning af Toner fra alle Hovedgangene i den almindelige Kirke, som under Udarbejdelsen naade mit Øre og rørte mit Hjærte; og skjønt jeg nok kan vide, at de forskjellige Toner ved at gaa igjennem mig har tabt meget af deres Ejendommelighed, tør jeg dog haabe, der er Spor tilbage, der vil fryde troende Sjæle som Forbud paa den ny Sang, hvormed alle Stammer og Tungemaal prise ham, af og ved og til hvem alle Ting ere!

Min Hensigt var nu i Vinter at give en Række af bibelhistoriske Sange, til at oplive Betragtningen af Guds underlige Gjerninger i begge Pagters Dage og da især af Frelserens jordiske Levnedsløb; men om det lader sig gjøre, er et andet Spørgsmaal, da jeg har saa meget af den græske Tvillingnatur i mig, at jeg næsten altid efter et Besøg i de levendes Land maa opholde mig en Stund i de dødos Rige; saa jeg føler mig virkelig dragen til Nyaarstidens Historie, som beskriver Slægtens Nedfart til Helvede baade i kirkelig, borgerlig og videnskabelig Forstand. Vist nok er det ikke Helvede, som frister mig, men jeg lokkes af den græske Paaskesang „I Dag sukker Helved og klager“ til at se og vise, hvorledes Afgrunden igjen har forslugt og forregnet sig, og vil nødes til, med Kristendommen, at give Slip paa alt det menneskelige, der vel havde forskyldt Døden, men trøstede sig dog ikke forgjæves ved „Naaden og Sandheden“, som opvækker døde og gjør levende hvem han vil. Alle vore Dages Oprør og Opstande staa nemlig for mine Øjne som lige saa mange Forbud paa Opstandelsen af alt det folkelige og menneskelige, som virkelig har været paa Jorden, og med den Tro kan vi sidde rolig og betragte Jordskjælvet, om end Bjergene rave og smelte i Bølgerne.

Jeg sender dig et Par Blade, som du vel ikke har set, da Kancelliet kun vilde tillade Forhandlingen under haanlige s. 197 Vilkaar 1) , og nogen Eftertanke om en folkelig Højskoles Nødvendighed har de dog vakt i Norge, hvad saa end Følgen deraf kan blive. Jeg agter nu ogsaa at udgive et Par Bind Smaadigte i Norge 2) , dels fordi jeg dèr uden al Vanskelighed har fundet en Forlægger, og dels fordi jeg tror, Nordmændene kan have godt af, der kommer lidt saadant ud hos dem selv, da det sandsynligvis derved baade bliver dem mere bekjendt og mere velkomment.

Onde Tunger vil for Resten sige, jeg i denne Sommer, der efter et behageligt Ophold synes at ville tage ret kjærlig Afsked, har „ligget i Grøften“ 3) ; men du kan tro mig paa mit Ord, at den uskyldige Anledning til det Vanrygte kun er, at jeg — ligesom man jo gjør i Sor — har ligget lidt paa den lade Side og battet mig i Solen. — Nu tænker jeg ogsaa stærkt paa at trække i Vinterkvarter og tage ordentlig fat, hvad jeg haaber, man ogsaa i Sor enten har eller faar dog i Sinde, saa man kan spørge Tidende derfra om Axels og andre smukke Folks Opstandelse, hvis Grave I slet ingen Ære har af at sætte latinske Indskrifter paa, hvormed I kun bestandig mane Aanden dybere ned.

Nu far vel og lev vel med din Kone og med din Muse, som jeg véd bor venlig sammen og gjendrive den gamle Snak, at man med to Kjærester, naar de due noget, ikke skulde kunne have Fred i Huset.

Din
N. F. S. Grundtvig.