Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1838-03-05)

Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 5te Marts 1838.

Kjære Ingemann!

At Danskens tro Venner var overkomplette i jert 20-Raad, maatte man jo nok slutte af Udfaldet; men dog anser jeg dette mere for Frugten af en sær Forblindelse hos Latinens Vaabendragere, der vil komme den dyrt at staa; thi havde man virkelig indrømmet Dansken sin beskedne Konkurrens, havde den maaske en Stund nøjedes dermed; men nu vil det nok gaa Dansken med Latinen, som det i Krigens Tid gik Jyden med Franskmanden, hvem han havde skaffet Vin og Hvedebrød, saa længe han kunde; thi da han saa’ Sablen over Hovedet, greb og brækkede han den med de Ord: „næ, ska a dø som en Best allivaller, so ska du dov ske en Ulykke“, og puttede saa Franskmanden firdobbelt ned i en Tønde.

I er ellers nogen forunderlige Folk: du tror, Skrift kan udrette meget mer end jeg, og mener dog, at Skrift i en nordisk Retning slet ingen Ting kan udrette i Norden, med mindre man ved en umulig Proces kunde mane de døde op, hvad, i Forbigaaende sagt, for at overgaa Smaatøjet i Vittighed, var saare unødvendigt. Mig synes dog, I skulde ogsaa i en god Retning, som oven i Kjøbet er folkelig, tiltro Skrift lige saa megen Virkning, som jeg, der nægter den Magt til at forplante et Liv, den selv af Naturen fattes, men tilskriver den, i Medhold baade af Erfaring og Menneskenaturens Love, Bekvemhed til lige saa vel at tjene Livet som Døden til Billedbog og Pegepind. Ved at styres af en levende Haand og føres til Livets Tjeneste, vil Pennen da ganske sikkert, hvor der er mindste Liv i Læserne, ej blot overvinde Dødbiderne paa Fjendens Side, men lukke Munden op, til selv at indtale sine Rettigheder. Men om det [end] ikke var saa, skulde dog vi, som har Livet kjært og Pennen til Tjeneste, gjøre vort yderste, og naar vi se, at den periodiske Litteratur har mest Indflydelse paa vor s. 213 Læseverden, inderlig ønske os et Organ i den, især naar det kan faas, uden at vi selv skal have Ulejlighed med det. Barfods Forslag var mig derfor som en buden Helligdag og, mig synes, burde være os alle saa, da vi intet forpligtes til, men faa Lejlighed til alt; og jo bedre vi indse, at der ved den rene Polemik intet vindes i Aandens Verden, des villigere skulde vi findes til at bidrage vort til en naturlig, livlig og folkelig Synsmaades Udbredelse i Læseverdenen. Den nødvendige Antipati mellem Liv og Død fritager os fra al direkte Kamp, undtagen naar Livet angribes med nogen Kraft, og da har vor Pen med Livet i Baghaanden aabenbar samme Fordel i de dødes Rige, som Herkules og Odyssevs, der kun behøvede at lade Sværdet blinke, for at forfærde Skygger i Tusendtal. De Smæk over Fingrene, der imellem kan behøves, skal det da, vil Gud, jeg beholder mit Haandelag, ej mankere paa; men til at gjøre Tidsskriftet ej blot læseværdigt, men i det hele muntert og morsomt, hører Sammenvirkning af flere og forskjellige Penne; og vil derfor I godt Folk i Sorø ej gjøre Gavn, da anser jeg alt forud Foretagendet som mislykket, men kun ved jeres Skyld. For al mulig Frihed og vidt Spillerum fik jeg Held til at sørge, og skal ærlig, som jeg har lovet, gjøre hvad jeg kan; men lige saa lidt som jeg vil paatage mig Redaktjonen, kan jeg holde det ved lige. Det nytter vist nok ikke, at I love Medvirkning, naar I ikke har Lyst, men jeg kan slet ikke forstaa, hvorledes den i Grunden skulde fattes, og kun derfor pirrer jeg til.

Nyt hører jeg intet af, undtagen Fredslutningen paa Is mellem Sæland og Skaane; men ogsaa den fornøjer mig; thi den er en aldeles naturlig Følge af koldsindig Eftertanke, som viser, vi kan intet vinde ved at slaas, men meget ved at forliges; og et nordisk Tidsskrift, trykt med latinske Bogstaver, aabnet for svenske Bidrag og halvsvensk af Udseende, hvor Raskianerne skrive, kan ogsaa med rette anses som en aandelig Isbro over Sundet, hvor Studenterne venlig mødes.

s. 214 Nu glæder jeg mig til, at Paasken nærmer sig, da jeg haaber, du ikke sviger os, men bereder dig paa en ordentlig Passiar, som den kan falde paa Amager, hvor Landet vel er plat, men Udsigten dog ganske kjøn.

Hils venligst din Kone fra os alle! og for Resten Hauch, Hagen og hvem der ellers imellem husker paa mig, fra

din
N. P. S. Grundtvig.