Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1838-07-27)

Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 27de Juli 1838.

Kjære Ingemann!

Den seneste Hilsen fra dig fik jeg nok med den engelske Præst i Helsingør 1) , som besøgte dig, og i hvem jeg formoder du ogsaa fandt en sjælden ligefrem, hjærtelig Engelskmand. Vel har jeg tænkt paa selv at aflægge et Besøg hos jer; men det gaar uden Tvivl som med Besøget, jeg ogsaa havde tiltænkt Norge, saa der for denne Gang bliver intet af. Her som altid er sagtens Hovedgrunden til, at man ingen Vej kommer, den, at man bliver, hvor man er; men hertil er dog forskjellige Grunde, og naar jeg ellers benytter Ferien godt, har jeg en meget gyldig Grund til Kværsæde i de historiske Forelæsninger, du nok har hørt, jeg sent fik Lov til at holde og begyndte hovedkulds ved sidste Solhverv. Da det nemlig blev Alvor, fandt jeg det baade for den historiske Vankundigheds og for det borgerlige Selskabs Skyld s. 217 nødvendigt at begynde med den nyeste Historie eller med hvad der er sket i Mands Minde 1) ; og denne Del af Historien har jeg overhovedet forsømt og i Grunden ringeagtet, saa jeg, for at gjøre Nytte med den, maatte fra Koden af, saa vidt muligt, optage især den franske Revolutions i det enkelte højst ubehagelige og i det hele kun daarlig behandlede Historie. Den sidder jeg nu midt i, og medens jeg paa den ene Side godt kunde behøve lidt Opmuntring, trænger jeg paa den anden til al den Tid, jeg kan faa, for at være i Forhaanden ved Feriens Udløb, da jeg — mellem os sagt — var nær ved at fortvivle, inden jeg naade den, dels fordi der var saa meget at læse, og dels fordi min Hukommelse ikke vil staa mig nær saa godt bi som i Ungdommen, hvad der ved historiske Foredrag, som ej maa være Oplæsninger og skal dog være ordentlige Fortællinger, er en stor Forlegenhed. Da jeg imidlertid selv under disse ugunstige Omstændigheder fandt en Del frie Tilhørere, haaber jeg naturligvis at overvinde Vanskelighederne og indlede en levende historisk Vexelvirkning mellem de ældre og yngre, som aabenbar er, hvad vi fattes og kan dog ikke undvære. Da jeg har forbeholdt mig at lade stort og smaat følges ad, saa Danmarks lille og min egen langt mindre Historie ogsaa værdiges en Opmærksomhed, selv den billigste Tysker maatte fortvivle over, tænker jeg ogsaa dermed at kunne holde min Deltagelse ved lige og prøver i alt Fald mine Tilhøreres, der til en vis Grad maa interessere sig baade for Fædernelandet og for mig, hvis Forsøget skal lykkes. — At der i Sor slet intet Forsøg synes at skulle gjøres, uden det lige saa gruelige som fortvivlede: at ofre en romersk Griseso paa Danskhedens Alter, slagtet oven i Kjøbet paa Absalons Kappe og fedet med Holbergs Komedier, det er naturligvis min daglige Sorg; men den kan Blæk umulig slukke, saa ogsaa i den s. 218 Henseende er mine Forelæsninger det svage Rør, jeg under Skibbruddet maa holde mig ved.

Mine gamle Vers, ret godt optrykte, men slet korrigerede i Norge 1) , vil du venligst laane Hus og med din gode Kone ligesaa erindre os gamle paa Amager!

Din
N. F. S. Grundtvig.