Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1838-11-29)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 29de Novbr. 1838.

Kjære Grundtvig.

Hvorvel vi nu ikke længe har skiftet noget Ord sammen, har jeg dog af og til i mit klosterstille Liv høft en Gjenlyd af din levende Røst i din Stue og paa Katedret i vor store Stad, hvor du dog endelig, som jeg saa længe havde ønsket, fik Tungen løst. Paa sin Hjemrejse fra Kjøbenhavn besøgte Ferd. Fenger os forleden Aften og fortalte mig som Ørenvidne de kjærlige Ytringer om min Virksomhed, du, ved at omtale Litteraturen i Danmark fra vor Ungdomstid, lod flyve ud blandt en Generatjon, for hvem hin Tid med dens Liv og Poesi nok er temmelig fremmed.

Medens én Tidsaand forjager en anden, sørger Nordens Aand dog for levende Repræsentanter paa Overgangspunkterne, s. 223 der kan forplante det Liv, den en Gang har tilegnet sig, fra Slægt til Slægt. At du blev en saadan Aandens Præst paa Skillevejen mellem vort Aarhundredes to første Generatjoner, maa naturligvis i høj Grad glæde mig og enhver, der har været delagtig i den sidste Menneskealders Liv og Bestræbelser i Danmark.

Dit venlige Brev fra i Forgaars har jeg nu for mig. Jeg deler din Glæde over, at dit historiske Foredrag fandt aabne Øren og livlig Modtagelse, ikke blot blandt de gamle Aandsfrænder, men ogsaa blandt det unge Danmarks Sønner, som jeg frygtede for, kun havde Sans for det nærværende og vare helt druknede i Nutidens politiske og statsøkonomiske Møllestrøm. At vi trængte til en borgerlig Opvækkelse, erder vel ingen Tvivl om, og at der er kommet Liv iTingene, er øjensynligt; men den „Almenaand“, man har jublet over, var vakt, synes mig dog mere at høre til Tingenes end til Aandernes Sfære. De Livstegn i en dybere Retning, du tror at have bemærket og har faaet Lejlighed til at fremkalde, oplive ogsaa mit Haab om en Tid efter denne, som det kunde være lysteligt at leve i for danske Poeter; thi selv det mest poetiske Eremitliv i en helt prosaisk Tid vilde dog nok i Længden synes enhver af os lidt kjedsommeligt.

At jeg, med al Respekt for Humaniteten i god Bemærkelse, dog med vor Tids Realister under dig Sejren i din Romerkrig, skjønt jeg ikke kan synge din Romervise helt ud, derom maa „Ole Navnløse“ vidne for mig. At Afguderiet med Romerørnen er i stærkt Aftagende, synes mig klart. Den Fugl staar for mig som den store Grif blandt Stjærnebillederne, hvor den, som Dragen og Slangerne, hævder sin historiske Plads i Tiden og Rummet. Men ligesom hin Grif bærer Stjærnelyren i sin Klo, saaledes bærer den til Fantasiens Grif forvandlede Tidsørn mig ogsaa en Himmellyre: den store Billed- og Farve-Poesi i den italienske Kunstskoles rene Idealitet. Kun i Vurderingen af dette store Aandens Fænomen divergere vi. Dog, den samme Ret, du har ladet s. 224 Nordens nye Vavlundur vederfares, vil du maaske ogsaa en Gang indrømme hans Mestere 1) . — Festen for Thorvaldsen maa have været herlig og værd at tage Del i. Ingen udenbys er nok bleven opfordret til at deltage eller underrettet om Planen; havde jeg kunnet, var jeg dog kommen med uden Opfordring.

15

Jeg priser dit Forsæt at holde Forelæsninger for vore Idunner over Verdenshistorien „fra Spindesiden“, og jeg stoler paa din gode, gamle Vane: at sætte igjennem, hvad du med Liv og Begejstring tager fat paa.

Fenger har maaske fortalt dig noget om min Behandling af Højsangen og min Plan med Traditjonerne om Salomons Ring. Derpaa tænker jeg i denne Tid. En Samling af mine dramatiske Arbejder i 5 Bind har jeg foreløbig tænkt paa; men en Subskriptjon skal først vise mig Publikums Interesse derfor. Naar Fenger besøger dig igjen, maa han paa mine Vegne synge dig og dine mine „Aftensange“, som jeg med virkelig Sang ønsker meddelte; jeg har nemlig ingen anden Text ladet trykke, end den, der følger med Weyses Musik, der nok i disse Dage udkommer hos Lohse.

Din
B. S. Ingemann.