Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1840-01-12)

Grundtvig til Ingemann.
Kristjanshavn. 12. Jan. 1840.

Kjære Ingemann!

Tak for sidst, kort og godt! Længe har jeg villet sende dig mit „Frisprog“ 1) og vedlagte Smaating; men saa travlt har man i Hovedstaden, at mig synes, det endog kan tjene til Undskyldning for mig, som dog kun meget i det smaa kan siges at have min Del deraf. Ja, du smiler sagtens ad en, som det synes, saa haartrukken Undskyldning; men det s. 232 urimelige kan dog ogsaa være sandt, og er det ej saa sjælden hos Folk, som vi og vore Lige, der ej kan lade, paa voi Maner at tage levende Del i, hvad hele Verden tror klart at kunne bevise, kommer os slet ikke ved. Jeg kan saaledes i denne Tid slet ikke have Ro paa mig til at gjøre andet, end hvad Dagen nødvendig kræver, fordi jeg bestandig er sysselsat med Tanken om, hvad der vil og hvad der, efter mine Tanker, kunde og burde ske i den nye Konges Tid. I Mandags stod jeg da omsider for hans Ansigt, da han, efter at have set min „Hylding“ 1) , lod mig sige gjennem Dronningen, at han gjærne vilde se mig. Det var en lang Standret i Forstuen, og Samtalen var — forholdsvis — hverken død eller kort; men hvad Majestæten kan bestemme sig til i de Ting, der borgerlig især ligge mig paa Hjærte: kirkelig og i det hele aandelig Frihed, det véd jeg ej stort mere om end før, skjønt Majestæten selv med Flid førte Sognebaandets Løsning paa Tale og taalte meget naadig mit Forsvar derfor, der dog aldrig ĺhar været saa kjækt og dristigt som da. Da det, saa at sige, var et Vilkaar for min Indladelse, at jeg skulde være skikkelig, betjente jeg mig end ikke af Kongens hele Langmodighed; men jeg ser, man vil lægge alle de Hindringer, man kan, i Vejen for den kirkelige Frihed; saa naar vor „Løser“ ikke var saa stærk, som jeg véd, han er, blev den vist ikke vunden ved alt, hvad jeg kunde sige.

Baade Kongen og Dronningen har jeg imidlertid fundet paa Tronen som nær [ved] og langt der fra, og det har inderlig glædet mig; for, hvem Vor-Herre frier fra at svimle i Højden, vil han vist ogsaa oplyse til at benytte den vide Udsigt, det ophøjede Stade aabner for dem.

At Bønderne dog komme til at bære Kong Frederiks Lig i samme Retning som Frodes, véd jeg, vil ikke mindre fomøje dig end mig; skjønt jeg, ved at skrive Vise om det forud, vovede min Trøje, som nu bliver helskindet.

s. 233 Om Sorø fik jeg ikke sagt et Ord til Kongen denne Gang, uden hvad der ligger i „Hyldingen“ og i Begrebet af den „Folkelighed“, jeg ivrig fremhævede, tillige med den aandelige Frihed, som Betingelserne for en Regering, mageløs siden Valdemarernes Dage, i det jeg lykønskede Kongen med Danmark, ligesom jeg havde lykønsket Danmark med Kongen.

Nu Guds Fred og Farvel til vi ses! Et stort Haab har jeg sat til Guds Gjerning i dette Aar, imens endnu vor gamle Konge levede, og jeg kan slet ikke tænke paa, det skulde beskæmmes under den nye; men Tiden vil vise det, og naar vi véd, det gaar alt som Vor-Herre vil, da véd vi ogsaa, hvad vi kjønt skal uøjes med: at det vil gaa saa godt som muligt.

Hils venligst din Kone og dig selv fra os alle! og tænk med gammelt Venskab ogsaa i det nye Aar paa den gammeldags Frænde, der holder strængt over Hilsenen fra fordum Tid: glædelig Fest og lyksaligt Nyaar!

Din
N. F. S. Grundtvig.

Mange Tak for din liflige Julevise! den har glædet os allo, og i Gaar lærte Børnene den levende i Dronningens Asyl.