Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1840-10-06)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 6te Oktbr. 1840.

Kjære Grundtvig!

Den Pavse var for lang. — Uden at regne efter, hvor lang den var, eller hvem af os der har været mest doven i dette Stykke, vil jeg nu i Dag tage Initiativet og hede dig smukt huske paa, at et skrevet Ord dog er bedre end slet intet. Ved Fenger og andre gode Venner har jeg i Sommer af og til hørt, at der som sædvanligt var raskt og kjækt Liv i dig, og af mangen livlig Sang fra „Danske Samfund“ har jeg set det friske Fremtidshaab, du fremdeles lever i.

Af, hvad du har set fra mig, har du vel sluttet, at jeg har ligget paa den lade Side og kun set paa Skyer og Stjærner den lange Sommerdag — og Natten ligeledes 1) . Af mine Sommerbedrifter skal jeg rigtig nok ikke rose mig; dog, Vinteren er min sædvanlige Arbejdstid, og kan jeg nu finde Former for, hvad jeg i Sommer kun har tænkt paa, vil jeg dog ikke anse Sommeren for spildt. Hvad der i det sidste Halvaar næsten (for at tale moderne) har „paralyseret“ mig, er den evige Møllehjulbrusen og Hamren af vort indenlandsk-politiske Damp- Kandestøberi, som jeg intet Kald føler til at tage Del i, og dog heller ikke kan være ligegyldig ved. At der er noget væsentligt i Ulave i Statsmaskineriet, synes den foruroligende Klapren s. 236 vistnok at bebude; men hvad der nærmest vil være at gjøre, for at bringe den i Lave, synes selv vore sidste Folkerepræsentanter kun med liden Sikkerhed at vide. Uden en Hovedreparatjon frygter jeg, et Hovedhjul kan gaa i Stykker; men ved alle slige Operatjoner kan man let komme til at sande, hvad de franske baade har sagt og følt: „Le mieux est l'ennemi du bien“.

Hvad der en Del har forknyttet mig i Sommer, er min kjære Lucies Helbredstilstand, som endnu staar paa en betænkelig Fod. Med Guds Hjælp haaber jeg dog, hun med Tid og Taalmodighed vil blive saa rask igjen, at hun til Foraaret kan følge mig til Kjøbenhavn. I Sommer har hun ikke kunnet gaa til Enden af vor Have, og jeg har ikke uden Ængstelighed kunnet rejse fra hende nogen hel Dag over. Jeg var dog forleden med Waage ved Karrebæk, da Kongen og Dronningen steg i Land, og det glædede mig at gjense dem paa sælandsk Grund saa raske og tilfredse. Maatte nu kun de kjøbenhavnske Politikere ikke alt for meget fortrædige dem i deres Hjem!

Nu skal da Ritualkommissærerne samles, den 26de Oktober skal det første Møde være, og til Nyaar ventes deres Arbejde endt. Saa længe faar jeg travlt med at være Vice-Direktor. Om Sorø skal en stænderdeputeret have villet vædde, at inden et Aar skulde enten Akademiet være opløst og dets Docenter forflyttede til Kjøbenhavn — eller hele Artium og 2den Examen med alle danske Studenter være henlagt til Sorø. At her maa ske en Hovedreform med Akademiet, kan jeg naturligvis ikke andet end ønske; men hvor gjærne jeg drog til Kjøbenhavn, skulde jeg dog sørge inderlig over at se Ideen om et ret akademisk Liv i Sorø opgivet; og fik vi alle Russer her, blev Sorø vel en Kopi af de tyske Universitetsstæder, uden videre Vinding for den af Latinismen uafhængige, natjonale Udvikling.

Vort nye Skoleaar er begyndt med en Forøgelse af det latinske Timeantal i de nederste Klasser, hvilket formodentlig s. 237 vil endnu mere, end hvad tilforn er sket, undergrave vor saakaldte Realskole. Mod Filologernes Overvægt og vor Direktors Yilje hjælper mit og et Par andres dissentierende Votum i Deliberatjons-Protokollen kun lidet. Paa en Reform af Universitets-Direktjonen vente vi spændt. Engelstofts foreløbige Ansættelse anses som et Forbud derpaa.

En hjærtelig Hilsen fra min Lucie! Lev fremdeles i frejdigt Haab om Danmarks lykkelige Fremtid og hvad du kalder vort „Gyldenaar“! Meddel mig ret snart nogle nye Lysglimt af dit „Skjaldeblik paa Danmarks Stjærne“! Dem, du har samlet i den lille Bog, har jeg alt set. Gud velsigne dig! Kjærlig Hilsen til dig og alle dine!

Din hengivneste
B. S. Ingemann.