Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1840-10-18)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 18. Oktbr. 1840.

Kjære Grundtvig!

Venligst Tak for Brevduen, med dine livlige Sange og det dejlige Fønix-Digt under sin Vinge! Det har ret glædet mig, i din smukke Behandling at gjøre Bekjendtskab med Angelsaxernes Opfattelse af hin store, skjønne Myte. Den angelsaxiske Fønix-Unge, som, med Livet og Aanden i Menneskenaturen og i Verden, i sin Overgangsperiode til sin nye Sangtid nærer sig af „Morgendug“, har vist ogsaa kvidret for Eddasangernes Øren. Jeg synes at høre en Gjenklang af dens Fornyelses- og Gjenfødelseskvad i Vaftrudnersmaal, Strofe 44—45 i Myten om Lif og Lifjtrasir, som efter RagnarokTiden og Ygdrasilsbranden skjule sig i „Kredsjættens Skov“ og „nære sig af Morgendug“, til af dem det nye Menneskeliv udvikler sig, naar den nye dejlige Jord opdukker herlig grøn s. 240 af Urdavældet (der for mig er Ideernes evige Hav). Billedel af Ormeskikkelsen minder mig om det gamle Udødelighedsbillede i Sommerfuglens Forvandlingsproces og om den hele Psyche-Myte, hvormed Fønix-Myten mulig er beslægtet.

16

Dette hindrer mig ingenlunde i med dig at lade hele det historiske Menneskeliv afspejle sig deri og at more mig over din frejdige Bogorm-Lignelse. Dersom Ørnen paa Ygdrasils Top havde Sangrøst, som den har „Ord“ (se Grimnersmaal Str. 32), vilde vi maaske i den gjenkjende Yerdenslivets Fønix. Dog, finde vi ikke dens hele Billede i vore egne Oldtidsmyter: Glansen af dens Fjedre se vi dog i Idunsæblerne, og dens Sang har vi hel og holden paa Brages Tunge. Jeg har ikke sammenholdt din Behandling af Digtet med den latinske Oversættelse, som vel er ordret (med Originalen lader jeg det være af visse Aarsager), men jeg har en stærk Mistanke om, at denne Fønix’s smukkeste Fjedre ere fra din Haand. Findes den latinske Oversættelse i det Haandskrift af Exeter-Bogen, du har afskrevet? Kan Kædmon anses for Digtets Forfatter?

Jeg vilde ønske, jeg kunde dele din Anskuelse af Fønixlivets Gjenfødelse i den Tid, som nærmest kommer; i de politisk buldrende Tider og paa Overgangsstadierne i det statsborgerlige Liv er det vel snarere Fønixfuglens Alderdom end Ungdom, der nærmest er for Haanden. — Dog, det siger i Grunden ikke stort, naar den kun lykkelig udkryber af sit Gjem og flyver som Fugl igjen til Paradiset med Faderens Aske. — Lige saa gjærne som jeg vilde dele dit altid friske Haab om den Herlighed, der skal komme i denne danske Timelighed, lige saa gjærne gav jeg alt det Liv, jeg har tilbage, til Morgendug-Næring for hin Fønixorm, hvis den ikke saa’ mig saa lindormsagtig ud gjennem Tidsaands-Mikroskopet, at den truer med at opsluge al Poesi, for i sin nærmeste Forvandling at blive til en uhyre Filister-Oxe med nordamerikanske Horn, i sin lige saa nødvendige som lidet poetiske Overgangsform. Hvor vanskabt Bæstet saa bliver, inden det bliver s. 241 Fugl igjen, er enhver Kraft dog vist spildt, der vil forhindre, hvad der kun kan forsinkes, og derved maaske endog gjøre Pinen længer og værre.

Og nu lev vel for denne Gang! — Endnu en Gang Tak for hin Fønix! — Men det er vel en Misforstaaelse, naar du synes at regne Tyskerne blandt upoetiske Folk (Pag. 15)?

Din
B. S. Ingemann.