Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1841-04-26)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 26de April 1841.

Kjære Grundtvig!

Kommer jeg nu ogsaa igjen og forstyrrer dig i dit Studium af den Ærkeskjælm Machiavel, véd jeg dog, du finder dig kjønt deri for gammelt Venskabs Skyld, om det, jeg har at fortælle, end ikke har stort at betyde og langt fra er saa snildt som din vælske Kontubernals gode Raad til Tyranner. At jeg overraskede dig i den Karls Selskab, var mig ellers meget kjært, siden han dog næppe med alle sine Djævelskunster vil forføre dig, medens jeg nu véd, du vil bruge ham, som de gamle kloge Præster tit fortælles at have brugt en vis Mand, nemlig til Hjul for Vognen — her den, der skal samle dig Bygningsmaterialier til „Nyaarstidens“ historiske — „Tempel“ vil jeg just ikke sige — men et Kolosseum kunde det vel blive — og paa det romerske Kolosseum har jeg set, at selv dets hedenske Ruin midt i Pavestaden maatte dog blive til et Slags Kirke i Grunden.

Hjærteligst Tak for sidst baade til dig og alle dine! Jeg føler mig ret oplivet af den Paaskerejse, ligesom mit Ønske om at lande i Axels og hans Frænders „Havn“ endnu derved blev mere levende. Min Lucie traf jeg, Gud ske Lov! vel saa rask, som jeg forlod hende, og jeg har nu godt Haab om hendes Helbredelse. — For Øjeblikket sidder jeg nu selv s. 242 midt i Direktor-Pølen for en 14 Dage øller 3 Uger; „ma tutte Jinisce“, siger dine Machiaveller, og den Trøst kan være god nok til slige Sorger; for Eesten skal jeg frabede mig den. Hvad jeg mindst vil have Ende paa af alt, hvad der hører denne Verden til, er Haabet om et nyt dansk Folkeliv i Danmark; og skjønt jeg er langt fra at finde det, som jeg ønsker det, i vort nuværende statsøkonomiske Køre, mener jeg dog, der maa være en nødvendig Sammenhæng i disse Eørelser med det Liv, jeg tænker mig gamle Holger som Repræsentant for. Kun naar man tror, — som man i en Afkrog som min let fristes til, — at der ingen andre og højere Interesser findes hos den nærværende Generatjon, end de, den periodiske Presse er Organ for, taber man Haabet om en poetisk Fremtid og sin Ungdoms Begejstringer, som en stækket Pegasus i Filisteriets og Kandestøberiets Aa g, pisket af Satirens og det kolde Vids Svøbe og kapsunet af Hegelianismens og den frostige Dialektiks Begrebsformer.

16*

Her slog min Pen et Par store Klatter som Punktum finale for sin haabløse Betragtning, som jeg dog for en Del fik talt mig ud af blandt de gamle poetiske Venner i Kjøbenhavn. Selv med Indrømmelsen af det Livs prosaiske Tendens, som nu er det mest højrøstede, er der dog ingen, som holder modigere fast paa Haabet om Danmarks Fremtid end du. Øhlenschlæger kom jeg ikke til; — han syntes mig mut og tvær, da jeg traf ham i Parkettet, og jeg opgav det ham tiltænkte Besøg. Hvad jeg ønskede at finde hos ham, vil jeg nu søge i hans Behandling af Ørvarods-Sagaen, hvor han jo er traadt ind paa sin gamle Poesis Enemærker. Mon han ikke endnu skulde være skikket til paa sine gamle Dage at omskrive Sagalitteraturen og gjenindføre den i Læseverdenen?

Og nu god Lykke til Fuldendelsen af Nytidsbilledet! Lad mig snart høre fra dig! Hils hjærteligst hele dit Hus, samt Dr. Kierkegaard og Børdam! Min Lucie hilser venligst.

Din hengivne
Ingemann.