Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1842-01-13)

Grundtvig til Ingemann.
Kjøbenhavn. 13de Jan. 1842.

Kjære Ven!

Tak for dit Nyaarsønske, som jeg aldrig kan skynde mig saa meget med at gjengjælde, at du jo kom først; og da det var smukt af dig, maa jeg ordentlig rose dig for det, skjønt det holder lidt haardt med, hvad man selv har Skam af. Gid vi nu ogsaa maatte se, vi har faaet et nyt Aar, som duer noget! thi hidtil er det kun i Krogene, vi spore s. 248 det ny, som er netop det gamle, der har Erfaringens Vidnesbyrd for at kunne fornøje Folk og vare. En saadan god Krog er imidlertid Mærn blevet (mellem Præstø og Vordingborg), siden Børdam kom der ud; thi ogsaa dèr stadfæster det sig, at han har et mageløst Held til at tækkes Folk og, som Mundheldet lyder, gaa ind og ud af dem med Træsko paa. Naar det saaledes falder ham ind paa Prækestolen, siger han: jeg synes, det kunde være rart at synge „Et Barn er født i Betlehem“ (eller hvad det kan være), nu vil jeg sige jer det første Vers, syng saa med! — og hele Kirken synger med. Selv da de var samlede for at vælge Sogneraad, snakkede han saaledes for Bønderne, at han fik dem til med stor Fornøjelse at synge en Vise eller to om Frederik den sjette. Saadan var det, det skulde gaa; men R. er des værre endnu den eneste, som baade kan og vil tale og synge lige ud af Folkets Hjærte, uden at gruble over, hvad det kan nytte, eller hvortil det fører, at mindes, man er levende Mennesker, og arte sig derefter. Jeg ønsker tit mellem mine Konfirmander, at jeg ogsaa kunde tone en Salme og en Vise, det vilde bringe mer Livlighed, ond jeg med al min Tale kan fremkalde.

Du spørger om Nyaartidens Beskrivelse, som jeg har døbt med det smukke Navn, i Haab om, at den vil arte sig derefter; og det er vist, den har givet mig meget at bestille og maa give meget mer, før den bliver færdig; men hvad jeg har overkommet, fortryder mig dog ingenlunde, og dig tror jeg, det første Hæfte, som snart skal løbe af Stabelen, vil tiltale, da jeg, ved at benytte livligere Kilder, især om de store Opdagelser i Øst og Vest, har kunnet indføre Læseren i Nyaarstiden med fornøjeligere Syner, end man plejer at se i Slutningen af det femtende Aarhundrede.

Bindesbølls andet Hæfte slumpede jeg ganske rigtig til at læse, skjønt jeg havde sendt det første ubeset tilbage og havde agtet at behandle det andet ligedan, og det forbavsede mig ordentlig at opdage, at jeg havde med et s. 249 virkeligt Menneske at gjøre og ej med en „Per Vegener“, saa jeg ordrede det første Hæfte tilbage, uden dog at finde synderligt deri, saa det synes, som Forfatteren kun har sine lyso Øjeblikke; men — det er da værst for ham selv, og „Lyset er godt“, ihvor kort det skinner. Hans Oplysning er vist nok tarvelig; men at han baade turde og kunde se med sine egne Øjne, mens Vor-Herre havde gjort ham blind for Bøgerne, det er dog fornøjeligt og nærer Haabet om, at baade han og mange andre vil se noget nyt, naar de faar Øjnene op.

Ved at nævne Per Vegener, kom jeg til at tænke paa Karsten Hauch, som Baggesen forundrede sig over var et virkeligt Menneske; og naar du ser ham, vil du da foreløbig takke ham for Brev og Bog, som jeg gjæme paa det venligste vilde svare til, naar jeg vidste, at han kunde taale at høre, at hans Svend Grate er ikke fra den danske Middelalder og næppe et Aar ældre end han selv. Herom kunde du nok undervise mig ved Lejlighed; thi jeg vil ikke gjøre en skikkelig og dygtig Mand vred for saa lidt og kan dog, naar jeg skriver, hverken lade, som jeg ikke har læst Bogen, eller sige, jeg ser i den, hvad der i mine Øjne er ikke Spor af. Hvorfor har han ikke kaldt den „Palucini“ eller saadant noget, da tog man det smukke, som det var, og lod det passe, hvor det kunde; det kan vel andre endnu, men en gammel Student af Danmarks Historie umulig.

At du har gjort en Tur til Grønland, fomøjer mig; det høror dog nu en Gang aandelig til Danmark, og Missjonærerne er næsten alle som den Fin, der udspejdede Island for Harald Blaatand og kunde ingensteds komme i Land.

Endnu mere venter jeg imidlertid af dine danske Bryllupssange. Dit Hurra og din ny Holgervise hjalp Ferd. Fenger os paa forleden i Danske Samfund, da vi har faaet dem trykt i vort 4de Hæfte; og det er fra alle Sider klart, at skal der komme Liv i vore Folk, maa det ske med Glæden og med Sangen, saa om Hovedhængeriet end for andre Folk var s. 250 himmelsk, er det dog Helvede for os. — Naturligvis skulde Majfesten ride Sommer ad By med Majgreve og Majgrevinde, og i Mærn formoder jeg, det sker i Aar, enten Justitsraaden i Præstø ser sødt eller surt.

Kjærligst Hilsen fra os alle! gid Tandpinen faa Skam! det ler Tungen ad.

Din gamle
N. F. S. Grundtvig.