Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1843-01-28)

Grundtvig til Ingemann.
Kjøbenhavn. 28. Jan. 1843.

Kjære Ingemann!

Tak for dit gode Nyaarsønske, som jeg vel i Tankerne har gjengjældt, men ved Døden i Gladsaxe 1) og meget andet er blevet hindret fra at give Sort paa Hvidt for! At vi nu ogsaa begge har et Nyaarsønske for Akademiet i Sor, for Modersmaalet og Danskheden, det véd jeg; men om du har ytret det nogensteds, hvor det mulig kunde gavne og selv bidrage til sin Opfyldelse, det véd jeg ikke, og det vilde jeg gjærne lægge dig paa Hjærte, at Modersmaalet og Danskheden kræver af dig, og venter saa meget sikrere, som din Stilling i Vakansen unægtelig baade opfordrer dertil og kan, med Guds Hjælp, have en Vægt, som mit f. Ex. fattes. s. 255 Hvordan du bedst kan ytre dit Ønske: enten offentlig eller ved Betænkning til Direktjonen eller privat Brev til Kongen, eller der endnu er et fjerde, det véd ingen uden du selv; men vi véd begge, at hvad der i saa Henseende falder os naturligst, er vort bedste; og medens jeg godt kan forstaa, at din øjeblikkelige Stilling er dig til Byrde, skulde du dog ikke arbejde saa stærkt paa at skyde den fra dig, at du forsømte at benytte den til maaske at skabe en anderledes god og fornøjelig baade for dig og andre, som elske gamle Danmark. Det er sikkert ikke blot paa den høje Tid, men paa den yderste Time, siden jeg føler mig dreven til [at udtale], hvad du véd, jeg ellers tier med: hvad jeg tror, mine Venner kunde og burde gjøre. Men det er da ogsaa en Sag, der slet ikke kan kaldes min, uden for saa vidt jeg er dansk; og trængte de danske til en skarpere Spore for at sætte sig paa Bagbenene end de slesvigholstenske Ryttere nu har sat os i Livet, da maatte de vel ogsaa have opgivet Aanden.

Kjære Ven! tag dog det i Betænkning, og gjør hvad du kan for vor søde Moder, hendes Maal og Børneflok! hun har jo lønnet os forud, hvis Hjærte hun sødt bevægede, og hvis Øren hendes liflige Toner fortryllede; og opfyldes kun nogenlunde vort Ønske, da lønnes vi dobbelt.

Dine Kjøbstedviser huer mig godt, og blandt dem, jeg har hørt, den til Kjøge fortrinlig; men de, saa vel som alt, hvad vi føler og gjør i folkelig Retning, kræver, for at bære Frugt hos Folket i det hele, aabenbar den Middelpunkt og Brændpunkt for Ungdommens danske Dannelse, som vi aldeles fattes; saa, opgive vi den som en Umulighed, da opgive vi dermed vort levende Eftermæle og nøjes med det døde, knap tilmaalt under Deling med Virgil, Horats, Ovid etc. Det forbyde Gud! ikke blot for vores, men for Danmarks, for Hjærtelighedens, for Menneskelighedens Skyld! Saa gjør i Guds Navn, hvad du kan, enten du saa tænker, det kan nytte eller ikke! thi hvad der tusende Gange synes slet ikke at nytte, synes at gjøre Mirakler, naar Guds Time er s. 256 kommen; og den er i Løn forberedt ved alt, hvad der virkelig higede og længtes efter den.

17

Der var vel mere, jeg kunde have Tanker om at skrive; men den store Tanke om Danskhedens folkelige Gjenfødelse fylder mig Barmen, saa den for Øjeblikket ej finder Rum til andet, og jeg ønsker inderlig, Gud vil lade det være saa nu med alle Danmarks Venner og ægte Børn! thi da vil det utrolige ske, og hvad der kaldtes umuligt, blive virkeligt.

Venligst Hilsen fra os alle til dig og din kjære Lucie

ved din gamle Ven
N. F. S. Grundtvig.

Paa Svends Vegne maa jeg dog takke dig for Opmærksomheden; hans andet Hæfte, som længe har været trykt, men søles med, indeholder adskilligt, der, som nyt og dog beslægtet fra Storøen, vist vil være dig baade kjært og mærkeligt.