Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1844-01-09)

Grundtvig til Ingemann.
Kjøbenhavn. 9de Jan. 1844.

Kjære Ingemann!

Tak, fordi du husker paa mig i det nye Aar, som for dit trofaste Venskab i de mange Nyaar, som blev gamle! og Tak, fordi du saa venlig tager dig af de gamle Viser og deres unge Udgiver! Det er jo dog ogsaa et godt Varsel, at det gamle begynder at komme igjen ved de unge, som der staar skrevet: Jeg vil sætte dine Sønner i dine Fædres Sted!

Ja, jeg er rigtig nok kommen paa Stolen for Damer og Herrer med græske og nordiske Myter; og da der gjærne hver Gang er sprunget noget nyt frem for mig selv, er det blevet ret livligt efter fattig Lejlighed; men at vi er fattige paa Liv, har jeg rigtig nok ved denne Lejlighed ret faaet at mærke; thi jeg har rystet som en Kryster, naar jeg skulde der op og være rask og være morsom! Til Dels kommer det nu vel af, at jeg véd, jeg spiller paa min Hals ved at gjøre alle Døgnets Afgudsbilleder latterlige for Damerne og for Ungdommen, og da først og sidst Minervas Uglebillede, som jeg i Aftes ret egentlig udstillede ved Siden af den levende Pallas Athene; — men det samme vidste vore Kæmpefædre, hver Gang de gik i Kreds eller rykkede i Marken, og de rystede dog ikke; saa Fattigdom er og bliver det, hvordan vi vende os; men er selv vi, som synes rige, fattigo, hvor trængende maa da ikke Folket være til al den Understøttelse, Livet kan modtage! Det gjør mig derfor des mere ondt, at du ser dig skuffet i din Forventning om Sor; men, kjære Ven! s. 268 hvi var du ogsaa saa tryg? du maa jo dog have lært, hvor lidt de fleste Folks Ord er at lide paa, især naar der skal sejles mod Strømmen!

Men kan og vil du da ikke komme ind og drive paa, hvor Afgjørelsen skal komme fra, og hvor Ubestemthed er en daglig Gjæst? For Øjeblikket kan jeg næppe gjøre noget for Sagen; thi man anser mig hel eller halv for en Apostat for min Tale i det skandinaviske Selskab — og Fortalen! Men kom du, og erindrede blandt andet om, hvad jeg før har slaaet paa — og fandt, slaar an —: at Sagen i Slesvig viser, dèr vil blive en folkelig Højskole, uvist i hvis Hænder, da tror jeg vist, vi vandt Sejer. Læg det dog paa Hjærte, gode Ven! Øjeblikket er i alle Maader kostbart! Vi ser nemlig paa én Gang baade, at det er den høje Tid, og at det dog er Tid endnu til at vække og oplive en Del — ingen véd hvor meget —; og mens vi patriotiske Digtere paa anden Omgang leve, kastes aabenbart Tærningen for Folkelivet, og der kommer en Nat, da ingen kan arbejde! Hvor dejligt dog endnu alt kan gestalte sig, har jeg ret følt i denne Tid, da jeg første Gang lod, saa vidt muligt, Grækenland og Norden levende mødes hos mig og i det vingede Ord, mødes overalt som Kvinde og Mand, Natur og Historie, til at fortsætte og fuldende det fuldstændige Menneskeliv; og naar vi kun fatte Mod til at gjøre vort bedste, hvor lidt det er, da vil Guds Forsyn og Velsignelse gjøre, baade hvad der er os umuligt og hvad der synes umuligt for vore Øjne!

Nu, et lyksaligt Nyaar — saa lyksaligt som det kan blive paa Jorden ved de smilende Udsigter til Himlen — være dig og dine, den folkelige Højskole, Danmark, Norden og hele Menneskeheden tilønsket i Jesu Navn! Baade Jule- og Nyaars-Aften har Barnet i Betlehem tilsmilet mig saa sødt i Forsamlingen, at jeg maa have godt Haab, ikke blot for mig selv, men for den hele Slægt; thi det er jo en Glæde, som skal vederfares alt Folket! Vi ældes vel, men s. 269 Vor-Herre vil gjøre os unge igjen som Ørnen, naar vi skal røgte hans Ærende!

Alle hilses ved din Yen

Grundtvig.