Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1844-01-30)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d 30te Jan. 1844.

Kjære Grundtvig!

I det jeg paa Embeds Vegne sender dig dette Program — post festum, der altsaa skulde være et Epigram, hvis det ikke dertil var noget for langt — griber jeg Lejligheden til en lille privat Penne-Underholdning med dig.

Tak for dit sidte venlige Brev! — At jeg ikke — selv uden din Opfordring — rejser til Kongestaden og personlig søger at understøtte vort o: Akademiets — for saa vidt det er indstillet — Forslag, saaledes som det maatte blive, naar det skulde udgaa med Stemme-Pluralitet fra vort Raad, har til Dels sin Grund deri, at hvad mange skal være enige i, kan hver enkelt sjælden være helt enig i. For ikke at omstyrte det hele, har jeg selv trot det nødvendigt at holde paa noget halvt; — og hvor vidt det halve og selv det hele ved Udførelsen kan lykkes og vinde nogen levende Deltagelse hos Folket og dem, der skal give Ideen Virkelighed i Tingenes ydre Verden, — se, det er det, jeg maatte være ganske anderledes sikker paa, end jeg er, for at kunne staa frem og sige: saaledes vil jeg staa inde for, det ikke blot kan gaa, men efter al Sandsynlighed vil lykkes. Saa længe jeg ikke selv med større Bestemthed og Sikkerhed kan paapege ikke blot hvad, men hvorledes, maa jeg nøjes med efter Evne og Omstændighederne at have rørt op i Sagen og bragt en Plan med folkelig Retning i Forslag, saaledes som jeg, uden at staa ene, kunde bringe den i Forbindelse med den Opgave, den maatte støtte sig til, og hvorved der dog kom mange flere s. 270 Hoveder under én dansk Hat (vist nok med latinsk Skygge), end man skulde have anset for muligt, — medens jeg maa overlade det hele til Dels ydre Maskineri med et fuldstændigt Real-Akademi med alle dets Enkeltheder til den eller dem, der bedre forstaa det; — og i vor Maskintid er det mere smukt og poetisk end praktisk udførligt, at ville opføre en Bygning, som den, vi tænke paa, uden en nøjagtig detailleret Plan og et Apparat af Stilladser og Maskinerier, som hverken du eller jeg kan eller vil have med at gjøre. Jeg har saaledes, efter at have afleveret Resultatet af alle vore Overvejelser, besluttet mig til taalmodig at forvente de Ting, som skulle komme, medens jeg søger at bringe saa meget som muligt ud af det interimistisk her bestaaende.

Vil du sige til Svend, at de fire Sange, Fru Bredsdorff har meddelt, har hun hørt i Laaland, dog ikke af Almuen, men af sin Svoger, Kjøbmand Sidenius i Maribo. Den femte: „Om alle disse Bjærge“ har Bredsdorff hørt i Fyn; af hvem, vides ikke. Til Jomfru Galskjøtt har jeg skrevet angaaende de forlangte Oplysninger og Visebøger, men endnu ikke faaet Svar. Jeg har flere Garn ude, og hvad jeg fanger, skal han faa. Ferd. Fenger har nylig kapret nogle ret interessante Varianter til gamle Viser hos en Bondepige, blandt andet det mærkelige Omkvæd til Visen om Lindormen og Jomfruen: „Saa vælde de Ord over Volde!“ Det glæder mig ret, at Svend har arvet baade sin Faders og mange Mødres og derhos sin Gudfaders Kjærlighed til den folkelige Poesi og de gamle Minder. Det er dog en Trøst, naar man ser paa de Haar, der nu blive graa, at der i den Slægt, der nu skal have Ordet, er en og anden, der har Sans for andet end Politik og Statsøkonomi; for Resten indrømmer jeg gjærne vore unge Statsmænd, at det paaligger den nye Tid at opdyrke mangen Brakmark fra de forrige Dage, som man vel ensidig overlod til Kvæget.

Det Foredrag, du holder for Damer og Herrer i Hovedstaden, vilde jeg gjærne have en Gjenklang af ved Lejlighed s. 271 gjennem Pressen; thi det er, med al Respekt for det levende Ord, dog en Indskrænkning ved det, at det ikke kan høres uden for de fire Mure.

Din hengivneste Ven
B. S. Ingemann.