Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1844-10-09)

Ingemann til Grundtvig.
d. 9de Oktbr. 1844.
(afsendt d. 12te.)

Kjære gamle Ven!

Med Hilsen fra Sorø, som du her ser et Stykke af i det smaa 1) , og med hjærtelig Tak for sidst paa lille Tuborg og i Axelstad, — ogsaa min Tak for allersidst, nemlig i Gaar og i Dag, da jeg saa godt som uden Afbrydelse har haft dig lyslevende hos mig og — trods al din Protest — virkelig i et Par Dage har hørt hvert Ord, du i et halvt Aars Onsdage fra Lærestolen har sagt til Damer og Herrer forrige Vinter, at sige for saa vidt du har betroet det til den tro Pen, du saa tidt utaknemmelig har skamfilet 2) . Den kan i det mindste for mig ikke alene tale meget tydelig og velklingende Dansk, men endogsaa efterligne din Stemme mesterlig og dertil give mig et nøjagtigt Daguerreotypbillede af enhver Forandring i dit Ansigt og ethvert Smil paa din Læbe. At Pennen som Odins Runepren er en mægtig Tryllestav, er der jo ingen Tvivl om; men jeg har et Slags Mistanke om, at den listige Loke, du traf i England og vilde tale et godt Ord for her hjemme, har koglet sig ind i en af dine engelske Staalpenne og af og til paa egne og Pennens Vegne har villet spille dig et lille Puds, til Tak for din Fordragelighed mod den valhalliske Mefistofeles og din Nedsættelse af den s. 272 gamle Runemesters Tryllestav. Saaledes var det vel hin Skjælm, der fik dine Fingre til at give dine Brageord Titel af ,,Snak“ og til at røbe for hele Læseverdenen de smukke Ting, du har sagt Damerne paa Borchs Kollegium og lægge dig ud med den skinsyge Ungdom, der vil have Eneret til at gjøre Kur til de smukke. — Jeg har imidlertid som sædvanlig med Fornøjelse opsøgt den Plads blandt Damerne, hvortil du har givet mig Fribillet, og meget godt fundet mig i, at du tog Luven fra mig i at være deres Paladin og Berømmer. I Følge min Del af den kvindelige Natur, vi vel alle har noget af, er det rigtignok af og til gaaet mig, som du selv tror, det er gaaet dine Kollegiedamer: at din specialhistoriske eller geografiske eller etymologiske Myteforklaring og Ordfortolkning har været mig noget for vilkaarlig og lunefuld; men det har ikke hindret mig i at se, i alt Fald indtil videre, hvad du pegede paa i det Lys og fra det Stade, Øjeblikkets Mimer, Alf eller selv Loke anviste dig, og more mig over de ejendommelige Spring, hvormed din Genius altid véd at finde Billedet for sin Ide i alt, hvad den med levende Interesse beskuer. I Myteverdenen, som i Naturen og i Æventyret, ser jeg, som du, gjærne en stor Symbolik, hvori Menneskelivet og Menneskeaanden med de højeste og skjønneste Ideer afspejler sig; og ligesom man i forskjellige Stemninger selv kan læse yderst forskjellig i sine Billedbøger, saaledes maa man kunne forstaa og glæde sig ved enhver poetisk Fortolkning af det store Billedsprog; dog, jo mindre Beskuelsen begrænser sig i enkelt Begreb, ydre Moment og Fænomen, jo mere tiltaler den mig, — jo mindre allegorisk og jo more symbolisk Billedsproget fortolkes, jo mere sympatiserer jeg med Billedtolken.

18

Naar du i din Kamp mod „Latinskolen“ (som jeg nu for Resten snart maa anse for udkæmpet fra din Side) ser Eomeraandens Ulveamme i Fenrisulven, og i din Fejde mod den døde Stivstikkerpen ser Filisternes Blækhorn i de sorteste mytiske Dyb, — saa kan det vel altid more dine Venner som en s. 273 skarpsindig polemisk Vittighed; men saa springer du ud med os af Symbolismens Ideverden og ned i Allegoriens og Forstandsfantasiens Pulterkammer og lader din Protegé fra England rumstere med alle Tiders Skramlerier som en „Poltergejst“. Dog, derfor gaar jeg ikke i Eette med dig i din frie Tankefantasering, som jeg ogsaa til sine Tider vil have Lov til. Hvad der altid holder mig i Aande derved, er den dybe, levende Aand, der altid leger Skjul bag dit Talegitter, — hvad enten det er som Tavsens i Viborg eller det er Fønix-Fugleburets, eller det er et Pindegitter-Blændværk af hin Øjeblikkets Loke, og som du selv kan laane Pinde til af de Etymologer, du rider til Vands. Men hvad der altid maa gjøre mig til en god Ven af din Staalpen — enten den stikker eller sprutter, og hvor mange Systemer, Hensyn og Hjærnespindsverdener den slaar Klat over, — er den Grund- Sympati i Livsanskuelsen og den Gjensidighed i vor gode aandelige Forstaaelse, som jeg saa ofte føler, ser og hører baade i din Tale og i din Skrift.

Hjærteligst Tak da for Aanden og Livet og det uudslukkelige Fremtidshaab for Norden i, hvad du kun har kaldet Snak af gamle Brage!

Hvad man ogsaa vil regne fra, som Entusiastens subjektive Privatejendom, bliver der dog altid saa meget af en ren objektiv Natur tilbage, at man deraf i vor „plutoniske Jæmalder“ kan faa et Glimt af din Fønix-Orm at se i Asken og derved smække Laaget til for Utysket, der spiller paa Eanden af Pandoras-Æsken, og hvis rette Navn du nok har opdaget. Dette siger jeg baade med Hensyn paa vort borgerlige og aandelige Natjonalliv — og paa vore nuværende Forhaabninger om et nyt Liv i Sorø. — Alt, hvad vi fornemme dertil, er nu Tavshed for oven — og Ormegnaven for neden.

Venligst Hilsen til dig og alle dine fra min Lucie og

din hengivne
B. S. Ingemann.

18*