Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1847-01-08)

Grundtvig til Ingemann.
Kbhvn. 1847. Jan. 8.

Kjære Ingemann!

Da jeg skottede til dit helt uventede og endnu mere uforskyldte Brev af det nye Aars Førstegrøde, da havde jeg en lille Forsmag af Kjeltring-Følelsen ved glimrende Beviser paa Ædelmodighed: det fule Nag, som giver Skam til Takke; thi jeg havde alt næsten et helt Fjerdingaar baaret paa en ond Samvittighed for dit Vennebrev af Oktober forrige Aar, med Wegeners rare Mindesmærke om Anders Vedel, og havde nys ved Hjælp af H. E. Glahn snot mig fra Gjen- gjældet med den lille Mytologi, saa mig syntes, det var alt for gloende Kul, du paa Timen rystede paa mit Hoved. Dog, Kjeltring følte jeg ingen Lyst til at være, thi Forsmagen var mig allerede vederstyggelig, og jeg besluttede da angergiven at benytte de første nogenlunde bekvemme Øjeblikke til at rose i det mindste den Ædelmodighed, jeg ikke var i Stand til at efterligne. Det gjorde jeg da ogsaa mundtlig, da F. Fenger forleden Aften bragte mig din Hilsen, og giver nu sort paa hvidt for Resten.

Altsaa, mange Tak for begge dine rare, aldeles uforskyldte Vennebreve, og dermed for dit sjældne, uforanderlige Venskab, der vel nu, lige gammelt med de „sorte Riddere“, har tilbagelagt, hvad vi kalde en hel Menneskealder! Tak da ogsaa for det gode Øje, hvormed du har læst og betragtet min lille Mytologi, der vel ikke er bleven nær saa morsom, som jeg ønskede, men er dog Frugten af langt mere Flid, s. 287 end jeg havde trot endnu at kunne anvende paa denne Gjenstand, og har skjænket mig selv langt mere Nydelse, end jeg ventede. En Gang vil man vel ogsaa skjønne paa, dog endelig at have faaet en Udsigt over Grækernes Myter, som i Korthed giver omtrent alt, hvad os er levnet fra første Haand. — Har du lagt Mærke til Sønnen af Musernes Amme, den plumpe Krotos? jeg véd ikke længe, jeg har faaet saa hjærtelig en Latter, som da jeg først fik Syn paa den Krabat.

Naar jeg imidlertid, som i denne Vinter, i Grunden gaar og skranter, og mindes levende om, hvor nær den Aften vel er, da man ikke kan arbejde, da er jeg tilbøjelig til at fortryde baade den Tid, der er anvendt paa denne Bog og meget mere, da en Kirkehistorie og en Nordens Historie dog egentlig længe burde haft Krav paa al den Tid, jeg kunde spare til Pennen, og Joh. Müllers Breve, som jeg ret har læst i denne Tid, har ikke blot stemt mig vemodig over alt, hvad der dèr og med ham gik tabt, men ogsaa over, hvad der synes at skulle gaa tabt her og med mig. Vist nok er det for en stor Del kun Skin, da Bøger dog i Grunden hverken nytter Tiden eller Folket, naar Aanden ej paa ny kan faa dem sat i Bevægelse; men naar man ret havde kjøbt den belejlige Tid i de onde Dage, vilde ogsaa i denne Henseende dog vist en Del ladet sig udrette, før Røsten i Møllen blev lav og Vinduerne dumme. Paa Onsdag har jeg lovet at tale ved Studenterfesten om Nordens historiske Minder; og det kunde gjøres hart behov, naar det kunde hjælpe; men saa skranten som jeg er, tør jeg knap tænke paa det.

Dog, Klynken nytter ikke, har heller aldrig været min Sag, og skal med Guds Hjælp heller ikke blive det i mine sidste Dage, uden naar Naturen gaar over Optugtelsen i et Suk over det forhexede Land, hvor den splittergale Optugtelse endnu underkuer og truer med i Bund og Grund at ødelægge den herlige nordiske Natur, som aabenbar af Skaberen var bestemt og af Gjenløseren kunde benyttes til store og glædelige s. 288 Ting. Da Vor-Herre nemlig er baade meget klogere og meget bedre end nogen af os, saa sker upaatvivlelig baade det bedste og det viseste, hvad saa end Verden vil eller gjør, saa vor eneste Sorg skal være over os selv og vore Børn; men den kan ogsaa være stor nok, naar den falder over os.

19

Det er et daarligt Nyaarsbrev, men det kunde i Dag ikke blive bedre, og jeg vilde dog ikke som sædvanlig foretrække ingen Ting.

Et langt lyksaligere Nyaar, end det for Øjeblikket tegner til, være da, ej uden Haab, dig med alt dit og Norden med os alle tilønsket fra ham, som er god og hvis Miskundhed varer evindelig!

Kjærligst Hilsen fra os alle ved

din Ven
N. F. S. Grundtvig.