Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1847-07-05)

Grundtvig til Ingemann.
Bakkehuset. 5te Juli 1847.

Kjære Ven!

Naturligvis er jeg paa en Maade mer i Sorø end paa Bakkehuset i denne Tid, saa intet kan hos mig høre mere til Søgnedagens Orden, end at tale med dig om Sorø; men Ulykken er, at Sagen staar stille; thi den maatte efter mine Tanker heller, naar galt skulde være, gaa galt, naar kun Vejen var aaben, saa den ogsaa kunde gaa ret.

Uagtet jeg derfor er vis nok paa, det duer slet ikke med al den saakaldte Dannelse, som man ikke attraar for sin egen og sine naturlige Virkningers, men for et vist Levebrøds Skyld, og er lige saa vis paa, at naar kun en saadan ægte dansk Dannelse, som jeg mener, var at finde i Sorø, skulde der ikke fattes danske Ungersvende, som vilde lede den op, allermest paa en Tid, da den sælandske Jærnbane jo snart maa bringe Sorø Hovedstaden meget nærmere, end Roskilde hidtil har været, — saa skal jeg endda være fornøjet, naar blot s. 294 Højskolen aabnes for alle uden Examen, og naar det maa tillades mig personlig at komme der, naar jeg kan, og gjøre — andre ufornærmet — hvad jeg vil, saa det kan komme for en Dag, hvad vor Ungdom egentlig har Lyst og Hoved til. Saa meget er nemlig vist, at alt, hvad man betænker og indretter uden Hensyn herpaa, er Famlen i Blinde og maa blive saa meget mere uhensigtsmæssigt og ufrugtbart, som det herskende Begreb om Dannelse er blot formelt og fører derfor nødvendig til en Skolemesterleg eller til slet ingen Ting enten i aandelig eller verdslig Henseende, uden Dovenskab, Indbildning og Kjedsommelighed.

At Meningen med Knuths Ansættelse var, at han skulde være Overhofmester, tænkte jeg strax, og det glædede mig, fordi der dog mulig kan være Udkomme med ham, hvad der i denne Henseende umulig kan være med Direktjonen; og saa længe Kongen lader Sagen ligge i dens Haand, er den lagt paa Hylden eller under Bordet.

Min lille Bog har Kongen, efter et stærkt Udtryk ved Siden af ham, „slugt“; men, skjønt det naturligvis glæder mig, den har smagt, saa er jeg dog for gammel til at være fornøjet med andet, end hvad der frugter.

Tak, fordi du har læst den lille Bog to Gange! thi det er det store Skriver-Kors, at hvad man har pløjet mange Gange, sædvanlig fares over med en løs Harve!

Tak ogsaa for Sendingen til Svend! han har allerede fundet en „Mo’er Ellen“ paa Sevedø, som der er noget ved, og det kalder jeg store Ting; men hvem der er i Nærheden, skulde sørge for, at hun ikke tog sine gamle Viser i Graven med sig; og det vilde der være sørget for, naar man puttede Kæmpeviserne i Munden paa Børnene i næste Skole, — et nemt Husraad, som det er besynderligt, man endnu saa sjælden anvender. Du kjender jo Fiedler, mind ham om det!

Tak endelig for dit gode Sommerønske! da jeg véd, det kommer fra det rette Sted. Jeg er i Aar kommen „oven paa det“, nemlig paa Bakkehuset, og det huer mig godt, s. 295 med Haven og Kallebodstrand og den nu befolkede Jærnbane lige for Øjnene; men i Grunden kjeder jeg mig dog lidt; thi indvendig gaar det ikke længer saa fejende, og udvortes slæber alting saa jammerlig af, selv tit paa en Jærnbane, at, skjønt man ingen Lyst har til at lægge sig til at dø, siger Fornuften dog, det var det klogeste, man kunde gjøre.

Det bæres mig for Resten for, at vi dog nok skal ses i Sommerens Løb, og sker det i Sorø, faar jeg vel nok at bestille med at værge mit „Dummerhoved“; men det skader ikke, da jeg dog véd, I nænner ikke at rive det af mig.

Hils venligst din Lucie fra os alle, og saa dig selv, og naar du ser Søster Glahn og hendes, da i lige Maade fra

din Yen
N. F. S. Grundtvig.

P. S.

„S. T. Hr. Pastor Grundtvig, Ridder af Danebrog“, beder undskyldt, at han, dels for Papirets Stumpethed og dels for Hr. Etatsraadens Titels Længde, ej kan kappes i Artighed.