Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1847-07-26)

Grundtvig til Ingemann.
Bakkehuset. 26de Juli 1847.

Kjære Ingemann!

Det var min Betænkning at have gjæstet dig i denne Uge og Ansigt til Ansigt bragt dig og din kjære Lucie min broderlig venlige Lykønskning til eders anden Bryllupsdag, som vist nok for faa Ægtepar opliver saa mange uafbrudte, dyrebare Minder fra et sjælden lykkeligt Ægteskabs mange henrundne Aar; men da jeg nu ser, Omstændighederne ikke vil tillade mig at søge denne Glæde, som jeg véd, vilde ogsaa været eders, saa lad mig dog i det mindste i Aanden se eders glade Ansigter og trykke eders Hænder med en mild Taare i Øjet ved Tanken om Sorrig og Glæde, som vandre s. 296 til Hobe her neden, men ogsaa med den glade Følelse, som vi dele: at Herren er god og hans Miskundhed varer evindelig! Han skjænke eder endnu mange glade Dage og Aar, med Øje paa den fuldkomne Glæde, hvortil han faderlig kaldte os med sin enbaarne!

Endelig har jeg da en Gang igjen talt med Majestæten om Sorø i en Privatavdiens hos Dronningen; og skjønt jeg er for gammel til at spinde store Drømme ud af et Gran Virkelighed, tror jeg dog, det var et lille Skridt fremad, da han baade lovede at tale med mig under Sagens videre Udvikling og fandt selv, at den ikke for Øjeblikket var i de bedste Hænder, samt at jeg vel turde have Eet i, at min personlige Medvirkning ved Udførelsen ej vilde være overflødig. Han slog ved denne Lejlighed paa, om jeg vilde forflyttes til Sorø som Præst; og, skjønt jeg forklarede, at det just ikke kunde være mit Ønske, saa føler jeg dog, at naar jeg ikke paa anden Maade kunde komme til at gjøre mit bedste i den store Folkesag, der ligger mig saa inderlig paa Hjærte, da maatte og vilde jeg ogsaa finde mig deri. Jeg har desuden betænkt, at naar Meta, om Gud vil, i Aarets Løb bliver gift, da paa en Maade at skille mig ved alle mine Børn og en hel Del af mine Bøger, saa jeg kan være lettere til Flytning, baade kort og langt; og hvad jeg især føler, fattes til Fuldendelse af mit Dagværk, er dog ingenlunde de nye Bøger, jeg kunde have Lyst til at skrive, men den nye Retning i Folkelivet og dets Oplysning, jeg længe har følt mig kaldet til af alle Kræfter at arbejde paa. Dog, han, i hvis Haand jeg har stræbt at lægge Sagen, — mere uindskrænket, jo bedre jeg lærte, hvor langt jeg selv var fra at være den voxen, — han vil sikkert udføre den paa bedste Maade.

Lev nu vel og skjænk mig paa Fredag en venlig Tanke, som aandelig og hjærtelig nærværende hos eder med uskrømtet Glæde og inderlig Lykønskning fra os alle, og, som du nok kan vide, ej mindst fra de falsterske Søstre, som vel har s. 297 været for godhjærtede til at misunde din Lucie, men des varmere til at lykønske hende med sin Perle af en Mand.

Eders gamle Ven
N. F. S. Grundtvig.