Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1847-07-31)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 31te Juli 1847.

Kjære trofaste Ven!

Brevet med din kjærlige Lykønskning til mit og Lucies andet Bryllup betog os vel det Haab, som en Fugl havde foresunget os, om den Dag at se dig her Ansigt til Ansigt, og jeg savnede dig tit den Dag i Skoven, hvor vi næsten tilbragte hele den smukke, uforglemmelige Dag; men at du aandelig og kjærlig var til Stede blandt os, hørte vi allerede i den stille, herlige Sommermorgen, da din lige saa poetisk dejlige som inderlige Sølvbryllupssang tonede ud over Søen fra Vejen ved vor Have. Lucie var netop bleven paaklædt, saa at hun kunde komme ned i Haven med mig og hjærtelig bevæges med mig ved den Kjærlighed, der saaledes paa den skjønneste Maade klang os i Møde. Ingen kjærere eller kjærligere Ven kunde givet den Ord, og mange venlige og smukke Stemmer gav den Vinger. Om Aftenen bleve vi overraskede ved et Fakkeltog, der udgik fra vor Studenterbolig og hvori baade Akademiets og Byens, jeg tør næsten sige, hele Befolkning deltog.

Hvad der især glædede mig i en smuk Sang af Præsten Paludan-Müller, var, hvad han deri sagde om Lucie, og — hvad mig selv angaar — om den Lykke, jeg mest takker Gud for: som Visemand for Børn og Bønder.

Din Samtale med Kongen om Sorø vidner om, at han under os det bedste. Som Præst vilde du dog næppe her blive tilfreds og vel ofte komme til at tænke paa Præstelivet i Præstø; dog nej, Kirken skaffede du vel nok fuld, — men s. 298 skal her blive fulde Avditorier for Folk, der ikke her har hjemme, maa ikke blot den sælandske Jærnbane gaa her igjennem, men Jærnbane gaa her fra til enhver Virksomhed af Betydenhed — Kongens Tjeneste og Landets som Stat ikke udelukket. Kongens Idé med Sorø er baade folkelig og statsklog: vilde han sætte den i Værk uden at spørge de saakaldte „rette vedkommende” — og allermindst Universitetet — til Raads, kom din Højskole snart i Stand og fik en Støtte, der stod fast og hængte sammen med Statslivet som med Folkelivet. Men faar de Lov til at raade, som kun vil dele og adsplitte her og samle alle Kræfter i Hovedstaden, — bliver Sorø kun til et Herlufsholm Nr. 2 inden ti Aar.

Dog, i Dag vil jeg ikke tænke paa, hvad der tit gjør os Livet surt, hvor det kunde og burde være smukt og lifligt. Kunde jeg kun bidrage noget til, at der en Gang kunde blive noget varig betydende af Absalons og Holbergs Arv, vilde jeg gjærne nøjes mod den lille Del i Værket og for Resten passe min egen og oprindelige Dont, saa godt som man efter sit Sølvbryllup — ogsaa med sin Muse — formaar det.

Og nu lev vel for denne Gang! Endnu en Gang min og Lucies hjærteligste Tak for din kjærlige Deltagelse i vor Lykke! Bring alle dine, navnlig de kjære Landsmandinder fra Falster, inderligst Tak, fordi de ogsaa ved denne Lejlighed saa venlig har erindret mig!

Din gamle tro Ven
B. S. Ingemann.