Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Bernhard Severin Ingemann (1849-01-01)

Ingemann til Grundtvig.
Sorø. d. 1ste Jan. 1849.

Kjære gamle Ven!

Den første, jeg sætter Pen paa Papiret til i det nye Aar, skal være dig. Hjærteligst Tak for de mange Aars trofaste Venskab! Gud velsigne dig og dine fremdeles!

s. 299 Det var et stort Prøvelsens Aar, som gik forbi, baade opvækkende og ydmygende for os danske. Udbyttet af alle vore Anstrængelser var dog Oprørets foreløbige Sejr, med de to store hel- og halvtyske Statslemmers Affald — og Indledningen til en Allemands-Enevoldsmagt, som dog nok i Grunden er Galskab. At du ikke sørger over, at de tyske Lemmer falde af os i denne Radesygetid, véd jeg nok; har du noget Haab om at redde, hvad dansk der er deri, saa del det med mig! uden et alvorligt Sværdslag haaber jeg da ikke, vi lade os diplomatisere til at lade os lemlæste.

Hvad den Valglov, Kasinoministeriet gav os, duer til, mener jeg, vi tilstrækkelig har erfaret ved første Prøve; kan Rigsforsamlingen ikke raade Bod derpaa, vare nok vi gamle danske, der ikke have langt tilbage i denne Verden, de lykkeligste, naar ikke just Haabet om Folkets og Rigets Fremtid hørte først og væsentligst til vor Lykke. Dog, mismodig vil jeg ikke være; hidtil har Vor-Herre hjulpet. — Det maa være drøjt nok at sidde i Rigsforsamlingen og høre alle de Taler: jeg holdt det ikke ud. Naar du af og til river dem ud af de gamle Folder, kommer der dog noget Liv iblandt dem; men uden Snørlivet, som jeg vel kunde ønske dig fri for, men som holder megen Overflødighed tilbage — blev Rigsdagen til et Par Rigs-Evigheder. — Uden værnepligtig Krigshær — i alt Fald som en af Staten lønnet frit valgt Krigsstand — mener jeg ogsaa, vi maatte opgive at føre Krig, saaledes som Verden endnu er indrettet.

Tak, fordi du endnu vilde holde paa et tilkommende Liv i Sorø! Svaret blev, som jeg ventede det. Jeg har nu ventet min og mine Kollegers Afsked til Nyaarsgave. Den er dog ikke kommen endnu, men udebliver næppe ret længe. Om to Maaneder ere vi færdige hor. Jeg mener for Resten med Flor, at flere smaa Røddinger ere de bedste højere Folkeskoler. Hvad jeg ventede mest af ved Kristjan VIII.’s Højskole, var den nye, frie Vej, den skulde aabne uden om vort lærde Skolevæsen til en mere dansk og naturlig dannet s. 300 Embedsstand. Nu kommer vor studerende Ungdom atter i det gamle Snørliv. Saa længe man ikke faar Lov til at drage Kapitalerne fra Sorø, vil der dog endnu være Haab om, at her rejser sig en Højskole en Gang. Men i vor Tid sker det næppe. Du ser, at det saaledes ser noget tyndt ud med mit Haab om det nye Aar for Danmark i det hele og for Sorø. Har du, som du plejer, endnu Overflødighed af ungdomsfrisk Haab, saa lad mig ved Lejlighed faa lidt deraf!

Sommeren gik hen i en Feber-Spænding, hvori jeg duede til ingen Ting; Vaabenstilstanden slog mig et Kar koldt Vand over Hovedet, som gjorde den aandelige Feber galdeagtig. Først i de sidste Maaneder er det lykkedes mig at befri mig lidt i et — Æventyr 1) . Det har jeg nu sendt til Pressen. Har du faaet Ro til noget andet Arbejde end „Danskeren“ og Rigsdagssagerne? — Det har undret mig, i det jeg tænker paa Rigsdagen, at Wegener har været aldeles stum. Hans lille Skrift om Slesvigs uadskillige Forbindelse med Danmark synes mig i sit Slags af Betydenhed.

Hvad jeg sidst har undret mig over, er den Mængde poetiske Frembringelser, der er udkommet til denne Jul. Jeg har endnu ikke faaet læst Halvdelen. Det er dog Tegn til, at her er en Del Liv tilbage. — Hvad synes dine Sønner om at ligge i Felten? Du har jo set dem i Julen. Hils dem, naar du skriver dem til!

Og nu, tag til Takke med dette lidet sammenhængende Nyaarsbrev! Plager det dig at skrive, saa opsæt det, til det gaar dig som mig nu, og du ikke kan lade det være!

De kjærligste Hilsener til dig og dine fra os begge her.

Din bestandig hengivne Ven
B. S. Ingemann.