Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1854-07-21)

Grundtvig til Ingemann.
Rønnebæksholm. 21 Juli 1854.

Tak, kjære gamle Ven! for Vidnesbyrdet om din hjærtelige Deltagelse i min dybe Sorg! thi vel var et saadant Vidnesbyrd i Verdens Sprog overflødigt; men hvor Deltagelsen findes, flyder den jo dog kun over i Vidnesbyrdet og kan aldrig være for rig. — Ja, kjære Venner! I saa’ jo kun lidt til vort Samliv her, hun var saa rig paa alt menneskeligt, og hendes Kjærlighed var saa yndig gavmild, at man strax maatte se, det var en Lykke at elskes af hende, og en usigelig stor Lykke at elskes af hende, som hun elskede sin gamle Mand.

Dog, hun hørte Gud til i alle Maader; han gav og han tog, og, trods alle de Indvendinger, Verden og Egenkjærligheden gjør derimod, maa den troende Sjæl dog lægge til: „han være lovet!“ Han gav saa rigelig, at det overgik de dristigste Forventninger, og han tog saa faderlig, at ogsaa det var over al Forventning, da han først gav os i den lille s. 321 velsignede Dreng et levende Minde og et levende Haab, i hvem, med hans Velsignelse, vort kjærlige, kristelige Samliv ej blot vil spejle sig, men er gjenfødt til en yndig Væxt.

At hans Veje er usporlige og hans Raad uransagelige for os, det har han selv givet os den gyldige Grund for: at de er nødvendig saa højt over vores, som Himlen er over Jorden, saa at glemte vi det, er Fejlen ene paa vor Side. Og naar jeg nu bag efter overskuer det vidunderlig rige og gavmilde Hjærte, Gud aabnede mig som en gjemt Hjælpekilde for mit Alderdoms-Liv, da maa jeg sige: ja, der skulde vist ogsaa stærkere Ben end mine til ret længe at bære saa gode Dage; thi var jeg ikke allerede bleven uretfærdig mod alt i denne Verden, der ikke var som hun, og treven til alt, hvad der ikke var for hende! og det uagtet hun med hele sin Kjærligheds Kraft drev mig til levende Deltagelse og indgribende Virksomhed overalt, hvor en Dør stod aaben for, hvad ædelt er i Himlen eller paa Jorden, og var mig en vidunderlig Medhjælp i alle Retninger, med Øje for alt, hvad der er værdt at se, og Hjærte for alt, hvad der er værdt at elske! Ja, jeg har, Gud ske Lov! altid ophøjet Kvinden som „de levendes Moder“, det hele Menneskelivs Kildespring; men at Kvinden kunde og vilde være alt, hvad hun var, endogsaa for saa gammel en Mand, det overgik dog langt min Formodning, derfor vel ogsaa min Evne til ret at skatte og benytte det.

Nu, kjære Ven! du véd, at det eneste, man i Sorgens Dage kan tale levende om, er, hvad man savner og sørger over; derfor slutter jeg, uden at tale om andet, med kjærlig Hilsen til din Lucie, som det glæder mig, ogsaa fandt sig tiltalt af min elskværdige Marie, og Tak endnu en Gang, fordi du ikke opsatte at lindre min Sorg med kjærlig Tiltale og Ros over min Alderdoms Trøst og Støtte, som, given af Gud, er hos Gud, og vilde end ikke her høre det mindste om, at hun kunde være noget uden Gud, som er den ene gode!

Din Ven
N. F. S. Grundtvig.

21*