Danmarks Breve

GRUNDTVIG OG INGEMANN. GRUNDTVIG OG ...

s. I GRUNDTVIG OG INGEMANN.

s. II s. III GRUNDTVIG OG INGEMANN.

BREVVEXLING

1821-1859,

UDGIVEN OG INDLEDET

AF

SV END GRUNDTVIG.

KJØBENHAVN.

FORLAGT AF SAMFUNDET TIL DEN DANSKE LITTERATURS FREMME.

1882.

s. IV Kjøbenhavn. — Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri.

s. V Forord
og
Indledning.

I den til Samfundsraadet i „Samfundet til den danske Litteraturs Fremme“ af de Herrer Dr. Edv. Lembcke, Dr. C. Ploug og Kollaborator C. P. Christensen Schmidt afgivne Komitebetænkning hedder det:

„Vi ere enige i at anerkjende, at denne Brevvexling „har en betydelig Interesse, ved det klare og levende Billede, „den giver af to mærkelige Mænds saa højst forskjellige „Personligheder, og det Lys, den kaster over en Del af Samtidens „aandelige Bevægelser og deres Delagtighed deri; og „vi tro, at den vil blive modtagen med Tilfredshed, baade af „de fleste af Samfundets Medlemmer og af en stor Del af „Publikum. “

Udgiveren tror, at det første er uimodsigelig rigtigt, og kan kun ønske, at det andet maa vise sig at være ligesaa.

Det mangeaarige fortrolige Venskab mellem de to Digtere har i og for sig Krav paa Interesse, ogsaa bortset fra den Betydning, der kan tillægges deres Udtalelser om mangt og meget. Uden da i mindste Maade her at tilsigte nogen Karakteristik eller Vurdering af de to Personligheder og deres Virksomhed, skal Udg. i dette Forord give en Bække suppierende s. VI Bidrag til Belysning af de to Mænds Venskabsforhold i Løbet af et halvt Aarhundrede.

Forud for disse rent historiske, efter Tidsfølgen ordnede Bilag, skal Udg. kun tillade sig et Par Bemærkninger om Karakteren af dette Venskabsforhold og om den Plads, det indtog i enhver af de to Venners personlige Liv.

Det er da for det første utvivlsomt, at Venskabsforholdet til Ingemann spillede en stor Rolle i Grundtvigs Liv. Ikke saaledes, at hans eget Aandsliv væsentlig paavirkedes af Samlivet og Tankeudvexlingen med Vennen, eller at G. hos ham søgte eller fandt Støtte for sine Meninger og Handlinger i sin altid staaende Kamp — dertil var han en alt for stærk, udpræget, oprindelig og selvstændig Personlighed, og jo desuden sex Aar ældre end Vennen —; men han følte sig tidlig inderlig hendragen til den unge sværmeriske Digter, lige saa meget af Forskjellen som af Ligheden i deres aandelige Syn og Væsen; han saa’ i ham ligesom sit aandelige Komplement og vilde i Venskabets Vaartid paa en Maade have den hele poetiske Verden delt imellem sig og ham, saaledes at han selv overtog Menneskehistoriens Afspejling i Poesien, medens Ingemann fornemmelig skulde varetage Naturens, ogsaa Menneskenaturens, Optagelse i Aandens Sfære, i det de begge fandt den væsentlige Enhed i den religjøse, kristelige Betragtning af Tidsløbet og den hele Tilværelse. G. følte sig lykkelig ved at have vundet den milde Digters Venskab og Sympati: han, den ensomme Kæmpe, uvant til Forstaaelse af nogenlunde jævnbyrdige Aander, betragtede denne Sympati som en kostelig Skat, den han altid vedblev at glædes ved og at værne om. Det var ham en Hjærtetrang at elske I. og at elskes af ham; og ved Siden deraf var det ham en dyrebar Bevidsthed, at han, som af de fleste ansaas for saa kold og haard, stræng og stridbar, havde vundet den varme s. VII og bløde, blide og fredelige Digters Hjærte. En Tanke, som derfor oftere kommer til Orde, saa vel i hans Breve til Ingemann som i lians offentlige Udtalelser, er den, som i et Referat af G.’s Ord ved sit Sølvbryllup 1843 (i „Breve til og fra I., udg. af V. Heise“, Nr. 194) gjengives saaledes: „Han (G.) havde kæmpet, det var sandt, dog ikke af Stridslyst, „men af Kjærlighed til Fred; og et Vidnesbyrd derom „var det, at den mildeste, den kjærligste, den „Danmarks Hjærte kjæreste Digter aldrig havde „ophørt at være hans Ven, hvorpaa han ogsaa i Dag „gav ham et Bevis“ (ved den af I. forfattede Sølvbryllupssang). 1) Grundtvigs Udtalelser lige overfor Ingemann vidne alle — fra den første til den sidste — om denne stærke og ømme Kjærlighed. Ligesom han i Ingemanns Ungdom, naar Kritikken saarede den bløde Digter, strax var rede til at drage Sværdet eller svinge Svøben til hans Undsætning og da at tage for sin Part, hvad der fulgte paa, saaledes greb hau bestandig siden enhver Lejlighed til at fremdrage og hylde „Hjærteskjalden“.

For det andet er det, naar man læser denne Brevvexling, lige saa umiskjendeligt, at Forholdet ogsaa fra Ingemanns Side var sandt, varmt og inderligt, og at det for ham maa have været af væsentlig Betydning. Han føler sig løftet, støttet og oplivet ved dette Venskab, i det han i højeste Grad anerkjender, beundrer og sympatetisk bøjer sig for G.’s stærke levende Aand, selv hvor han efter sin Natur ikke kan følge den, men maa hævde afvigende Synsmaader. Det er for saa vidt endog ham, der er den aktive Part, som han idelig spørger til G.’s Arbejder og udtaler sig om dem og s. VIII dores Virkning paa sig, ligesom han ogsaa altid længes efter at faa en gunstig Dom af ham om sine egne Arbejder. Han hentyder gjentagne Gange i sine Breve til den Betydning, G. har haft for ham ved at drage ham hen til poetisk Behandling af hjemlige historiske Æmner, og til den oplivende Virkning, deres personlige Møder havde for hans hele aandelige Liv. Det er ogsaa altid ham, der paa ny knytter Brevtraaden, naar den er ved at briste. Men, om end Ingemann saaledes sandt og inderlig har gjengjældt det Venskab, Grundtvig nærede for ham, saa er der dog en ikke uvæsentlig Forskjel. Medens G.’s Kjærlighed er som den stærkeres til den svagere, fuld af Ømhed og Omhu, saa er der i I.’s Kjærlighed til G. vistnok en hel Del Frygt: baade nogen Frygt for G.’s „Pederssværd“, som han stadig kommer tilbage til, ikke uden derved tillige at tænke paa Malkus’ Øre, ogsaa den svagere Aands Frygt for at tabe sin Selvstændighed og overvældes af den stærkere, samt tillige — det tør ikke dølges — en hel Del Frygt for Omverdenen og for, hvad den vilde sige. Naar vi ikke havde den her udgivne Brevvexling, saa vilde man ikke let falde paa, at G. havde spillet nogen betydelig Rolle i I.’s Liv. Grunden hertil kan ikke let være nogen anden end den, at I.’s Forhold til G. dog altid havde en vis nikodemisk Karakter: han har — heri ganske ulig G. — kun meget sparsomt vedkjendt sig dette sit Venskab lige overfor en Verden, hvor han længe var vel set, medens G. var det modsatte. Endskjønt I. ellers ingenlunde var sparsom med at offentliggjøre rent personlige Digte, saa lod han dog aldrig noget til G. rettet Digt trykke før de fire Linjer under hans Portræt 1832, og foruden dette kun Sølvbryllupssangen 1843 og det meget reserverede Digt i „Fædrelandet“ paa G.’s Jubelfest 1861. Han lod ikke det Digt trykke, hvormed han i 1815 sendte G. sin „Røsten i Ørkenen“, ej s. IX heller det dog vel egentlig for Offentligheden bestemte Svar paa G.’s Rimbrev i Skilderiet for 1816 1) , og ikke heller — hvad der er særlig mærkeligt — det varme Hyldingsdigt til G. ved hans Ansættelse i Præstø 1821 2) . Ved at gjennemlæse de 296 af V. Heise 1879 udgivne „Breve til og fra Ingemann“ og de 64 Breve i den af samme 1881 udgivne „Brevvexling mellem Ingemann og Fru Rosenøm“, maa man — naar man kjender de mellem G. og I. vexlede Breve — højlig undres over kun at finde G. nævnet i saadanne af I.’s Breve, som ere rettede til G.’s nærmeste Venner; men derimod aldrig i noget Brev, som er stilet til en af I.’s mange Korrespondenter, som ikke saa’ mildt til G., at finde et Ord til Vedkjendelse af Forholdet eller beregnet paa at stemme nogen gunstig for G. eller at hævde og forsvare ham mod Miskjendelse. — Og gjennemlæser man Ingemanns efter hans Død udgivne „Tilbageblik paa mit Liv og min Forfattervirksomhed fra 1811 til 1837“, saa vil man vel dèr (S. 15, 27, 29—30, 64) finde udtalt Anerkjendelse af G.’s Betydning i Almindelighed, ogsaa Erkjendelse af G.’s trofaste Venskab for ham, men ingen Fremhævelse af ham som fortrolig Hjærtensven og intet Ord om G.’s Indvirkning paa eller Betydning for ham, som paa nogen Maade kunde svare til hans direkte Udtalelser i Breve til G.

s. X Selv bevarende i kjærligt og taknemmeligt Minde den elskelige, milde og joviale Digter, i hvem han fra sin tidligste Barndom saa’ sin Faders altid med Jubel hilsede Hjærtensven, — har Udg. kun modstræbende kunnet nedskrive disse Bemærkninger, der synes at blotte en Svaghed hos den afdøde Ædling; men han har trot at skylde den historiske Sandhed, ikke at holde dem tilbage.

s. X Det første bevarede Brev, vexlet mellem Grundtvig og Ingemann, er fra Juli 1821, da I. havde været G.’s Gjæst i hans daværende Hjem i Præstø. Deres Bekjendtskab er dog ældre. I Brev 33 siger I., at de mødtes hos Povel Dons 1812, og at G. da gav ham sin i Slutningen af samme Aar udkomne lille Verdenskrønnike med en venlig Tilskrift, til hvilken han atter kommer tilbage i Brev 145. Denne Tilskrift lyder: „Til Digteren Ingemann med det aabne Øje for det guddommelige i Skriften og Mennesket, med de inderligste Ønsker om Guds Velsignelse til at stride den gode Strid og fuldkomme Løbet, venskabelig fra Forfatteren.“ I et Evemplar af Verdens- krønniken 1814 (udkom i Juni) skrev G.: „Til den fromme Skjald Bernhard Ingemann venligst fra Forf.“ — Venner blev de dog først, efter at G. var bleven helt greben og vunden af Digtet „de sorte Riddere“, som udkom i Juni 1814, og som G. læste samme Sommer, hvad han endnu mindes i Brevet af 7de Juni 1859 (her Nr. 146), hvor det hedder: „Jeg husker ogsaa grandt, at da du med venlig Hu havde „foræret mig dine sorte Eiddere, og jeg — endnu lidt tvivlraadig „om, hvorvidt din kjønne Musik var til mer end at „danse efter — sad og læste Bogen ovre i Pilehaven ved „Torkildstrup Præstegaard, som du nok husker, da gik s. XI „det op for mig, at din Musik var i samme Toneart som „Kæmpevisens, som jo Færingerne endnu danser efter, men „som man dog ogsaa godt kan baade synge og slaas og „tænke og elske efter.“ I en utrykt Afhandling af Gr. fra 1822, bestemt for et udenlandsk (svensk?) Tidsskrift, med det Formaal særlig at henlede Opmærksomheden paa Ingemann som Digter 1) , hedder det: „født 1789 i Landsbyen „Torkildstrup paa Falster, hvor hans Fader var Præst, indtraadt „offentlig paa Digterbanen 1811, [var han] hartad fra „samme Øjeblik især de danske Læserinders erklærede Yndling. „Allerede dette er i mine Tanker et gyldigt Vidnesbyrd „for, at hans Køst var liflig og hans Toner søde; men „derfor kunne Mændene vel have Ket, naar de fandt, og „finde det til Dels endnu, at hans Syn var svagt, hans Teguing mat, og hans Billeder taagede. Selv hørte jeg en „Stund til dem, med hvad Ket, véd jeg ikke, da jeg aldrig „siden er kommen til at læse hans første Digte; men hans „„sorte Kiddere“, et romantisk Epos i ni Sange, udgivet „1814, skilte mig for bestandig fra dem, der kun vilde høre „Fuglen sjunge højt i Sky over Kæmpehøje, men ej med „Glæde se i Dalen smile bly Vaarfiolens Øje, som den elskelige „Digter kvæder i Danmarks Vise. Jeg kjender intet „Digt, hvormed jeg kunde sammenligne dette besynderlige „Værk, og saare faa, der aabnede mig saa nye og store Blik; „jeg har ikke læst det i otte Aar, ej siden jeg første Gang, „kun med smaa Forventninger, aabnede Bogen, baade aandelig „og legemlig under de høje Popler, Digterens Fader „havde plantet, — thi visselig anser jeg Ingemann for en „poetisk Søn af Øhlenschlæger, i hvis Skov ogsaa jeg fandt „min Hytte, paa hvis Harpe jeg greb min Tone, og af hvis „Vinge jeg trak min Pen.“ — Ingemann véd ogsaa, at det var hans sorte Riddere, som vandt G. for ham, naar han i s. XII sit „Tilbageblik“ siger derom (S. 26—27): „Denne mit „Ungdomslivs mærkeligste Udgydelse er kun bleven set og „erkjendt med poetisk Blik af faa; men blandt dem kan jeg „nævne nogle af mine aandrigste og mest geniale Venner, „blandt andre Digteren Grundtvig, som fra den Tid sluttede „sig til mig og min hele følgende aandelige Virksomhed med „trofast og uforandret Kjærlighed.“

s. XII I Grundtvigs Efterladenskab er forefundet et udateret og ufuldendt Digt i hans Haandskrift fra denne Tid, med Overskrift „Til Bernhard Ingemann.“ Det er uden Tvivl skrevet om Sommeren 1814 i Torkildstrup Præstegaard, hvor G.’s ældre Broder da var Præst, og det lyder saa:

„Hisset, hvor Poplerne stande
ranke i Krins og i Rad
og over vædskende Vande
ryste det raslende Blad,
dèr under løvfulde Grene
sad jeg i Lunden alene,
og, for at lyde paa Kvad,
dèr i det grønne jeg sad.

Ikke fra Poplernes Kroner
Sang af de fjedrede smaa
denne Gang lyded jeg paa;
nej, paa de vexlende Toner,
Skjald! af den Fugl, som i Haand
fløj mig fra Valkendorfs Have; 1)
den som et Bud fra din Aand
bar mig den venlige Gave,
s. XIII hilste fra Løvhytten fin
og fra det Loftskammer lille,
hvor nu for Sangfuglen din
du monne fløjte og spille,
hvor, mens du skuer og lytter saa stille,
Tonerne avles og Taarerne trille.

Hvor i de forrige Dage
toned mit Kvad og min Klage,
hvor jeg med Staalhandsker paa
greb i de brusende Strænge,
lysted med Sværdet at slaa
Spydstagers Væv, — ak! for længe,
indtil mig Harpen af Haanden
faldt mellem Helvedes Helte,
og, sønderknuset i Vaanden,
blodige Taarer jeg fældte, —
dèr fra din Fløjte og Citar, o, Skjald!
Tonerne strømme i rislende Fald.
Over de helliges Grave
alt i den Kirkegaards Have
atter til Hvile sig lægge
under den tonende Sky
de, som med Bulder og Gny
jeg til en Kamp vilde vække.

Hvad mon har virket og voldt,
at jeg saa længe opholdt
Fuglen den favre og fine,
Tolken af Tonerne dine:
at over Lund, over Bølge
hun maatte flyve og følge,
før hende venlig jeg bad
sjunge sit tonende Kvad?
s. XIV Vidt var det over min Evne,
Ven! dig den Løndom at nævne,
havde paa underlig Maade
selv jeg ej gættet den Gaade;
men, der din Fugl under Sky
kvæded i Poplernes Ly,
raslede vævre og glade
over mig Poplernes Blade.
Og, som jeg kunde forstaa,
hvisked de saa:

Hører du, Søster!
tonende Røster?
Kan du fornemme,
her haver Sangeren hjemme?

Tit over Tag
hen til den hærskeste Længe!
Tit gjennem Glarret i Glugge
hist, hvor de Linklæder hænge!
Dèr haver standet hans Vugge,
standet og rokket paa Gænge,
alt som vi vugge og gynge
Reden med Fuglene smaa,
indtil de Vingen udslaa,
flagre og flyve og synge.
Ja, vores Frænde med Ære
monne den Sanger end være.
Tit over Pilenes Toppe!
Tit over Muren dèr oppe!“ 1)

s. XV Fra samme Aar 1814, uvist om før eller senere end ovenstaaende, dog snarest det første, er G.’s Tilskrrift til I. i Roskilde-Kim (der udkom i Marts):

„Dig dufte mere nær
til hjærteligt Behag,
dig vorde Dag for Dag
den Eose mere kjær,
hvis Pris jeg her mon kvæde!
Og naar da toner mere from og sød,
o, Skjald! din Sang om Kosen purpurrød,
da lyttende jeg viger dig med Glæde.
I Sang jeg viger; men i Verden her
jeg favner dig alt som en Broder kjær;
og hist, hvor Stjærnen udi Rosenhjem
staar evig stille over Betlehem,
dèr favner os den rette Rosenkilde
med favre Kranse og med Bølger milde:
ja, han, i hvem Guds Rosenvæld udsprang
før Morgenstjærnernes den første Sang,
den Rosenrod til hvert et Rosenskud,
som knoppes her, og springer hisset ud.“ 1)

Samme Aar 1814 tilhører da ogsaa det Sted i G.’s Skrift „Imod den lille Anklager, det er Prof. H. C. Ørsted“ (Fortalen dateret 5te Januar 1815), hvori G. første Gang offentlig hilsede og hyldede Ingemann, naar det hedder (S. 196—97): „Glæde for Danmark, at hun har fostret en „Søn i de sorte Ridderes kjærlige Skjald, som er „Broder til Novalis, men som i Gudsfrygt frelste s fra hans „Vildfarelse og synes beskikket til at afbilde det Naturens „gaadefulde Tempel, Novalis stirrede paa, afbilde det som „en sand Guds Kirke, hvor Morgenstjærnens Sang gjenlyder s. XVI „i hellige Toner, livor hag det flygtende Mørke Morgenrøden „forkynder det evige Lys, som brødes paa Korset, men „sprængte Dybets Lænker, fordunklede Solens Skin og lyser „evig ene i det ny Jerusalem. Ja, et Omrids har han alt i „Havkirken tegnet, hvis Mage endnu ingen saa’ fra Skjaldskabs „Pensel. Gud bevare ham i Ydmyghed og barnlig „Hengivenhed og stadfæste ham i Jesu Kristi Sandheds Tro! „Da skal han se større Ting end disse og vorde den kommende „Tids Seer i Naturens Spejl, som han alt var dens „Herold; da skal Harmoniens fuldbaarne Tone klinge liflig „i hans Øre fra det fjærne; han skal opgive den daarlige „Forventning: at høre den fra Dybet, at høre den i denne „Verden; men des vissere skal han skjelne dens brudte Lyde „fra Sirenestemmerne, des vissere skal han høre den klarlig „i sig og om sig, naar han som en forklaret Støvharpe „svinger sig til det forjættede Land, hvor Tonen som Længslen „har hjemme og gjennemklinger Evigheden som en Jubelsang „for den gamle af Dage, som en Brudesang om Sønnens „evige Bryllup i Faderens Hus, om Sandheds og Skjønheds „evige sammensmeltende Formæling, som en Takkesang af „Bruden til den sande Herkules, der hengav sig i Døden, „for at udrive hende af Plutos Vold og Mørkets Fængsel.“

Senere hen paa Aaret 1815 udkom Ingemanns „Køsten i Ørkenen“. Det til G. skjænkede Exemplar har denne hidtil utrykte Tilskrift:

„Til Digteren og Religjonslæreren Grundtvig venskabeigst fra Forfatteren.

I Aanden jeg et Verdensdrama saa’,
i Tidens Fylde det sig aabenbared.
Før Morgnens Glans den frelste Jord opklared,
jeg saa’ i Strid med Natten Dagen staa.
Men gjennem Skumringsstunden Længslen vanked
forventningsfuld i Haabets Stjærneskjær.

s. XVII Saa gik jeg selv en Gang i Verden her,
og saa’ ej ham, for hvem mit Hjærte banked.
Men med hans Engel jeg fortrolig blev,
— som han, jeg ogsaa Verdens Frelser savned; —
til Ørknen mig Johannes’ Røst henrev,
dot var, som dèr hans store Aand mig favned.
Se! derfor tegned jeg et Grundrids her
af Billedet, som ingen Pensel maled;
ej Jorden anden Gang Johannes ser,
kun én Gang Røsten gjennem Ørknen taled.
Dog, lad det staa et Helgentræsnit her,
med kjærlig Haand til Bibelmærke givet!
Forarges ej derpaa, men hav det kjær!
Det higer dog jo stille op mod Livet.

Ingemann.“

s. XVII Sidst paa Aaret 1815 udkom Grundtvigs „Hejmdal, dansk Nyaarsgave for 1816,“ og i det deri til sidst optagne „Forslag til Norges Heltedigt“ anvendes og til Dels anføres I.’s „Rejnald Underbarnet“ (der vel bærer Aarstallet 1816, men som da maa være udkommet forinden), og her forekommer denne Tiltale til Ingemann S. 263—65):

„Ja, kjære, danske Broderaand
med Æolsharpen i det fromme Hjærte!
vil andre Skjalde end forsmaa den Haand,
jeg rækker dem i Skin af Danmarks Kjærte, 1)
du vil det ej, om end din Muse bly
sit Blik fordølger under Gaadesløret
for Verdens Øjne, og bortvender Øret
fra Sagavalens høje Vaabengny.

b

s. XVIII Gak trøstig kun med Gud i Trylleskoven!
Sænk med hans Lejde dig kun dybt i Voven!
Gak under Slør af Himlens Fuglevinger!
Udsjung kun from, hvad sødt i Hjærtet klinger!
Udsend i Verden kun som Æventyr
de dybe Kvad om Blomst og Fugl og Dyr!
Men vogt dig vel for Verdens Tryllelyst!
Og klyng dig fast til Sandheds rene Bryst!
til hans, som blev i Fattigdom vor Lige,
for os med Himlens Dressel at berige!
til Guds enbaarne, til den Helt saa stærk,
der ene Faderens Forløsningsværk
ved Kjærlighedens Gaadekraft fuldkommer,
som Verdens Frelser og som Verdens Dommer!
Klyng dig til ham i from og barnlig Tro!
Da skal hans Aand i Hjærtetemplet bo
og luende paa Æolsharpen aande,
saa den udtoner Kreaturets Vaande,
saa den udtoner Fangenskabets Gaade
og Haabet om Forløsning ved Guds Naade,
som er forjættet i al Sandheds Bog:
om Frihed fra Forfængeligheds Aag,
naar Herren løser Støvets mørke Bælte,
naar Himle vige, Elementer smelte,
naar Verden, igjenfødt for Aandens Sans,
forklaret deler Kristi Legems Glans.

Du lyver ej, naar Sandhed du adlyder,
om og du klæder den i mystisk Billedflor;
jeg lyver ej, naar jeg din Sang udtyder
med Sagastaven efter Sandheds Ord.
I samme Aand vi Herrens Komme haabe,
forenede vi vil i Ørken raabe
og jublende det Underbarn bebude,
hvis Glans vi skimte gjennem Støvets Rude,
hvis Rørelse alt under Moderhjærte
s. XIX i dit forkynder sig saa underlig,
hvis Lignelse afbilder sig for mig
paa Sagas Skjold i Skin af Ordets Kjærte.

Ja, vist vor Moder føde skal den Helt,
der paa Guldmanken, som din Viduvelt,
i Pagt raed hver hensovet Herrens Kæmpe
skal Mørkets Overmod i Verden dæmpe.“

Grundtvig skjænkede Ingemann sin Hejmdal med denne hidtil utrykte Tilskrift:

„Af saa mangt et Vennemøde
lærte jeg med Fryd og Lyst,
at, naar vore Kinder gløde,
blandes vore Aanders Røst,
og som danske Hjærtefrænder
samme Lue os antænder,
og alt mer den danske Tunge
stræber os at sammensjunge.

Om da end en Stund henrinder,
før sit favre Rosenbaand
Kjærlighed i Sløjfe binder
trofast mellem Sjæl og Aand,
det en Gang os dog skal binde,
glæde med sin Løndomsglans
mer, end om vi kunde vinde
Verdens største Digterkrans.

Ja, en Gang, om ej før hist,
i den store Morgenrøde,
samles vore Sjæle vist,
som naar Straaler sammengløde.
Men jeg véd, det Ønske flammer,
ja, jeg véd, det Ønske bor
i mit varme Hjærtekammer:
gid vi enes alt paa Jord!
s. XX ja, gid vore Hjærter gløde
ømt i Vennekjærlighed,
før end Nyaars Morgenrøde
overskinner vore Fjed!“

b*

I det af C. Molbech udgivne Maanedsskrift „Atliene“ begyndte Peder Hjort i Juli 1815 en vidtløftig anonym Artikel „Om Digteren Ingemann og hans Værker“, fortsat i Oktoberhæftet samme Aar og fremdeles i Februarhæftet 1816, da „de sorte Riddere“ maatte holde for paa 40 Sider. Denne Anmeldelse kaldte Grundtvig frem, og han traadte i Skranken i Nyeste Skilderi af Kbhvn. f. 16de Marts 1816 (14 Dage efter, at „Valhalslegen“ med Baggesen var afsluttet med G.’s „Fejdebrev“ sammesteds) med Digtet:
„Til Bernhard Ingemann
i Anledning af ingenting.

Hør mig, Frænde kjær i Brage!
Hør min Sang om ingenting!
Ingenting i vore Dage
er den store Tryllering,
hvori alt sig rører, spejler,
hvormed Aanden alt besegier.

Ingenting for Muldvarpvrimlen
er det største Undersyn,
ingenting er Gud i Himlen,
Ordets Røst og Aandens Lyn,
og som ingenting opvejer
Tiden alt, hvad Tiden ejer.

Ingenting heraf du lære!
lære Tiden at forstaa:
agte for din største Ære
af dens Aand at nævnes saa!
Ingenting paa Tidens Tunge
er, hvad Skjalden skal udsjunge.

s. XXI Hør Athene da berømme
Ridderskaren hærdebred,
Serafines Kirke-Drømme,
og Balsores Kjærlighed!
Et og alt, jeg skulde mene,
ingenting er i Athene.

Lad kun Ugle-Ungen flyve
fornem over Kirketag,
sig i Mosedynd fordybe,
deri finde Hold og Smag!
Serafine ej om Smagen
strides vil paa Fastedagen.

Lad kun andre kunstig bygge
Kroppe ret med Kjød og Blod,
mens du tegner from en Skygge
af, hvad dig for Øje stod!
Vi paa Sandheds Legem bygge,
naar vi tegne tro dens Skygge.

Mal du trøstig kun „i Vandet“!
tegn kun du i Tidens Vand,
paa den Ø, hvor du er strandet,
Skyggen af dit Fædreland!
Vist den skal i Ebbestunden
findes klar og fast i Grunden.

Vær du kun dig selv en Gaade,
som en Blomst paa Havets Bund!
Aldrig, hvo sig selv vil raade,
vorder Hjærtegaadens Mund;
Glimt af Herrens Gaadekjærte
er det Lys, vi har i Hjærte.

s. XXII Gud indaandet har af Naade
Støvet Gnist af Guddomsliv,
læse kun vi kan, ej raade,
Runen i det Skaberbliv;
kun som Kjærlighedens Gaade
Støvet føler Herrens Naade.

Vist i Tidens Morgenrøde,
som et Spejl af rent Krystal,
maatte skues, maatte gløde
Aandesjælens Gaadehal;
men ak! den sig lod fordunkle,
kan i Anelser kun funkle.

Kun med Længsler, rene, ømme,
blundende i Herrens Fred,
Hjærtet kan i Gaadedrømme
ane Støvets Herlighed
og, i Tro paa Tidens Fylde,
se det sig i Glans forgylde.

Kjærlighed er Livets Kilde,
raabes nu fra Syd til Nord,
og kun i dens Straaler milde
klarer sig den mørke Jord.
Ak! men det er Vellyst ene,
Verdens Folk i Hjærtet mene.

Tro kun ej, at Kjærligheden
har sit Legeme paa Jord!
Synligt var det kun her neden,
der det straalende opfór;
og, til det igjen nedfarer,
kun i Aanden aabenbarer
Kjærligheden sig paa Jord.

s. XXIII Kun naar vi i Tro fortrolig
favne, hvad vi aldrig saa’,
kan i Aandens Gaadebolig
fødes, hvad vi ej forstaa,
fødes, hvad, naar Tid bortfarer,
legemlig sig aabenbarer.

Lad da sig i Tro forklare,
fromme Skjald! din Kjærlighed!
Da skal Aanden aabenbare
for dig, hvad du end ej véd:
hvad Balsore hed her neden,
og hvorlunde hun fór heden.

Da du skal i Vuggen finde,
hvad du aldrig drømte om;
Barnet lege skal dèr inde,
som du dunkelt ihukom;
Tonen, du ej kan frembringe,
skal dit Hjærte gjennemklinge.

Da skal Billeder du tegne,
som har Liv og Kraft og Glans,
skjønt al Vift fra Himlens Egne
er kun Luft for Kjødets Sans;
Barnet, som i Hjærtet bygger,
leger da i Lundens Skygger.

Men, o, Frænde! bi saa længe!
Hold din Skygge klar og ren,
om saa hele Verdens Drenge
raabte efter Kjød og Ben!
Selv de svage Glimt og Skygger
glæde Barnet, hvor det bygger.

s. XXIV Frænde! tør jeg end dig raade:
spild paa Fyrværk ej din Ild!
Udspind ej din Hjærtegaade,
Verden til et Skuespil!
Skyggen, der sig vil fordoble,
brister som en Farveboble. 1)

Hvad vil du i Brynjesærke?
Hvad gjør du paa Kæmpeval?
Hvad vil Nattergal og Lærke
lære i den Riddersal?
Vil de Minnesangen nemme,
som har ret i Kjødet hjemme?

Vil du vel i Kampens Bulder
døve Øret for den Sang,
Fuglen kvæder paa din Skulder
med saa dyb en Vemodsklang?
Vil du under Panserringe
sønderknuse spæden Vinge?

Hører du den Røst fra oven?
du, din Moders sidste Søn!
Hører du det Suk fra Skoven?
Hører du ej Bjærgets Drøn?
Kan du slige Røster glemme
over Døgnets Daare-Stemme?

Aldrig lærer du at sjunge,
hvad dit Øje aldrig saa’;
Runerne paa Sagas Tunge
sent du lærer at forstaa;
hvo som tale skal med Helte,
fødes maa med Sværd ved Bælte.

s. XXV Ser du ej, hvor Lavra græder
ved Massaniellos Grav?
Havde han i Fiskerklæder
stille stirret dybt i Hav,
han da havde vist i Sundet
Perler til sin Lavra fundet.

Stenen vilde han bortvælte,
som i Drømme den kun saa’:
mente ej, at Herrens Helte
Røverdolken maa forsmaa,
vilde sig med Trods i Sinde
Martyr-Navn og Krone vinde.

Stakkels Blanka! hvor hun bøder
haardt for sit Heltindenavn,
søger, ihvor fromt hun gløder,
Frelse i en Niddings Favn!
Var hos Blomsterne hun blevet,
havde hun som Dronning levet.

Arme Hyrde fra Tolose!
Hvi blev du Al Mahoms Søn?
Medens Riddere dig rose,
du fortvivler selv i Bøn.
Hvorfor blevst du ej hos Hjorden?
Dèr du varst en Konning vorden.

Ingemann! o, hør mig, Frænde!
visselig du farer vild,
ved paa Pinebænk at spænde
Hjærtet til et Sørgespil.
Lader du det længer bløde,
sørger det sig brat til Døde.

s. XXVI O! gid standse jeg dig kunde
i det dyre Væddeløb:
vende dig til Bøgelunde,
og til Rosen i sit Svøb!
Men ak! end i Blod du kvæder,
Skaren klapper, Barnet græder.

O! hvor skulde det mig smerte,
om du over Daarers Ros
glemte Rosen i dit Hjærte:
kongelige Arvegods,
eller vided ud den spæde
Til et Sommerfugle-Sæde!

Nej, o, Ven! som Ædelstene,
bedre end din Skjald sin King,
gjem, hvad Tiden og Athene
kalde Tant og ingenting!
Hvis du taber, hvad de vrage,
ingenting du har tilbage.

Stir paa Rosen i dit Hjærte!
Elsk den i sit grønne Svøb,
til den under Hiralens Kjærte
springer ud i Tidens Løb!
Runer paa dens Blade findes
om, hvad Saga ikke mindes.

Runer paa dens Blade stande,
ristede af Fimbultyr:
om de gamle, stærke Vande
og om Midgaardsormens Byrd,
ja, om Balders Banetue
og om Surturs lumske Lue.

s. XXVII Dog, langt mer end slige Stave
gjemmer Rosen i sit Skjød;
staar den bly i Herrens Have,
er dens Duft og mannasød:
Himmelperler den bedugge,
skjænke venlig Sang for Sukke.

I de Perler aabenbarer
Edens Rose sig med Glans,
Støvets Rose sig forklarer
efter den for Aandens Sans,
og forklaret Rosen svinger
sig fra Jord paa Fuglevinger.

N. F. S. Grundtvig.“

Paa denne offentlige Tiltale gav Ingemann intet offentligt Svar; skjønt følgende Digt (indskudt 1863 i 2den Udg. af I.’s Samlede Romanzer, Sange o. s. v. II, 201) har Udseende af at være bestemt for Offentligheden.
„Til N. F. S. Grundtvig.

Du, som, selv i Kampens Hede,
rækker mig din djærve Haand,
for at værne og vejlede
en fortrolig Frændeaand!

Ej du mig til Kamp fremkalder,
fredelig jeg for dig staar;
og, hvad Ord end blandt os falder,
venlig Aand til Aand dog naar.

Fro i Lys af Sandheds Kjærte
jeg din Broderhaand modtog
s. XXVIII og miskjendte ej dit Hjærte,
som i hede Barm dig slog. 1)

At en Genius dig fører
vældig frem med Kæmpehaand,
naar du Stræng og Tunge rører,
vidner selv hver fjendtlig Aand.

At du ej paa Skrømt opflammer,
derpaa trygt jeg sværge kan:
saadan som dit Glavind rammer,
rammer ingen død Forstand.

Men, om stundum ej i Blinde
du med Peters Sværd slog til,
og ej skjelned Ven fra Fjende,
derpaa ej jeg sværge vil.

Dog, det maa du selv forsvare,
dertil ej du æsked mig;
selv du kom jo, at advare
mig for Panserring og Krig.

Vel! som du jeg ej kan stride;
jeg er kun en Fredens Tolk,
vandrer ogsaa ved min Side
Melpomene med sin Dolk.

Skjønt paa Sagas Skjold ej slebet,
den afridser Tidens Krans;
tro dog ej, jeg den har grebet,
for at spejles i dens Glans!

s. XXIX Selv — du véd dot — aabenbarer
Aanden sig i Skjaldens Bryst;
visselig, han ej vildfarer,
naar han følger tro dens Bøst.

Ingen anden mig kan vise
Vejen gjennem Prøvens Dal;
Verden dadle! Verden prise!
ej dens Stemme blev mit Kald.

Er kun Lyset ej udslukket,
som os evig lede maa,
heller ingen Dør er lukket,
som vor Længsel banker paa.

Gak da du til Kirkevalen!
Kæmp du med dit Flammesværd!
Jeg gaar fredsom gjennem Dalen,
fredsom blandt den hele Hær.

Søg du ej mig at afvriste
Sorg-Kamønens blanke Staal!
Om det Runerne kan riste,
se vi først ved Løbets Maal.

Frygt ej, Staalet Barnet saarer,
som du elsker i mit Bryst!
Vel det græder; men dets Taarer
smelte hen i salig Lyst.

O, har du saa kjær dets Stemme,
kjend den da i hver dens Klang!
og lad ej dit Hjærte glemme:
det var Barnet dog, som sang!

Rosen det i Haanden svinger,
sjungende i Tidens Løb,
s. XXX spørger ej, naar den udspringer,
gjemmer tro den i dens Svøb.

Stands det ej i sine Drømme!
Tryg det selv paa Fjældet gaar,
svømmer over Tidens Strømme,
til det Barnehimlen naar.

Did vi begge trøstig hige,
Herren vise selv os Vej!
Gaar vor Gang til Himlens Rige,
Vejen vi afmaale ej!

I et Exemplar af sine „Bibelske Prædikener“, som udkom 1816, skrev G.: „Til den milde Digter B. S. Ingemann.

Billedpragt og Kunst er ej her inde,
her er kun enfoldig Kristendom;
men dog haaber jeg, du Aand skal finde,
Røsten levende og Tonen from;
thi jeg stræbte, som naar Skjalde sjunge,
ydmyg kun at være Ordets Tunge;
og hans Kraft, som ter sig i det svage,
vil til Hjærterne det Ord ledsage,
som er talt i Jesu Kristi Navn.

Inderlig venligst fra
N. F. S. Grundtvig. “

28de Juni 1816.

En besk Julegave fik Ingemann 1816 i Heibergs kaade Satyrspil „Julespøg og Nyaarsløjer“, hvor Spasen i det hele gaar ud over ham, om end Grundtvig ej heller gaar Ram forbi. Grundtvig var da strax ved Haanden med sit „Rimbrev til Bernhard Ingemann“ i sit Tidsskrift Danevirke (først i Marts) 1817, hvori han i sin fra Valhalslegen med s. XXXI Baggesen kjendte Strøtanke-Stil spiller med Heiberg og de andre unge Galfranse, som vil gjøre I. Livet surt. Heiberg svarede strax med sin „A-B-C-Bog for den unge Grundtvig“, hvorpaa fulgte G.’s „Pegepind til den ny Abc“ i Kbhvn.s Skilderi f. 5te og 8de April, hvori det hedder, at G. ikke vilde holde sig tilbage, da han saa’, at Heibergs Julespøg og Nyaarsløjer „skulde være et Hovedangreb paa Ingemann, „en Digter, som man vist ikke skal sige, jeg har forgudet, „men som dog virkelig har gjort noget, man skal respektere, „og som, uden at fortørne nogen, gaar med ædle Følelser og „Forsætter sin stille Vej, en Digter, som, efter min fuldeste „Overbevisning, endnu ikke er, hvad han kan og vil blive, „som har víst, at solv overdreven Bos ej gjorde ham forfængelig, „som upaatvivlelig af alt kan mindst bære Miskjendelse „og Forhaanelse, og som ej ustraffet maa forhaanes „af nogen, endsige af dem, der ikke er værd at nævne. „Derfor erklærer jeg herved i Prosa, som paa Rim, [at] hvem „der offentlig forhaaner Ingemann som Digter, skal have med „mig at bestille, og ingen Dreng skal herefter ustraffet vove „at laste hans Værk. Han er en besynderlig duftende og „sjungende Blomst i Skoven; han er sig selv en Gaade; hvad „han fattes og hvad han fejler, véd i det mindste Drengene „ikke; og hvad der ene i sin Udvikling kan helbrede og „styrke ham: den dybe, rene Længsel efter Aanders Kjærlighed „og Sfærers Harmonier, den er det, de angribe og „haane; det eneste, som gjør ham til Digter, vil de true eller „drille ham til at forsage: hin forborgne Aand, der i hans „Sang som i Naturens Blomsterrige røber sig ved Duften, „men synes at forsvinde, saa snart den vil paatage sig en „Skikkelse, den vilde de, om muligt, forføre ham til at foragte. „Her or ikke Stedet til at sige stort om den besynderlige „Aand; men ligesom hele Ingemanns Bane viser en „naturlig Hang til Allegorien, saaledes tør jeg nok sige, at „hans Aand kun i den vil finde sin rette Skikkelse; og i „saa dunkle Egne, som Allegoriens endnu ere, kan enkelte s. XXXII „Misgreb vist ikke undre den forstandige eller forføre ham „til at nedsætte Bestræbelsen, endsige at man — som alle „de, der have recenseret Ingemann — skulde søge at forvilde „ham fra den Vej, hvorpaa han ene kan finde, hvad „han søger.“ — I Heibergs følgende „Pegefinger mod Pegepind“ i Skilderiet f. 12te April fik Ingemann Lov at være den han var; det var Grundtvig, Heiberg gjorde sit bedste for at stikke. Fejden slutter med G.’s „Erklæring“ i Skilderiet f. 6te Maj, der begynder: „Under én Betingelse skal det „indtil videre være samtlige litterære Drenge, saa vel som „den snurrige Patron, Athenes Udgiver, fra min Side uforment „at pege Fingre og række Tungen ud ad mig, min „Poesi og al min Skrift , efter Hjærtens Lyst. Betingelsen „er den, at de afholde sig fra kaad Leg med det hellige og „Spot med Ingemanns Følelse; og vil de ikke det, da tage „sig Skade for Hjemgjæld!“

I Foraaret 1818 tiltraadte Ingemann med offentlig Understøttelse en Udenlandsrejse til Tyskland, Frankrig, Svejts og Italien. Samme Efteraar sendte Grundtvig ham da et langt og smukt Digt, Kjærminde-Bladet, trykt i Danevirke IV, 155 og optrykt i Nordiske Smaadigte (Kristiania 1838) S. 146. Af dets 68 Strofer skal hidsættes disse 31:

„O, var hun vaagen nu, mit Hjærtes Broder!
hvis Hjærtesuk var Sang, hvis Graad var Guld!
o, var hun vaagen nu, vor søde Moder,
ja, Moder til saa mangt et bedre Kuld,
som røber os i Skin af Sagas Kjærte,
at hende laa en ædel Sten paa Hjærte!

O, var hun vaagen nu, hun sikkert vilde
tilhulke dig det ømmeste Farvel,
som kan udrisle af en Hjærtekilde,
hvis Liv og Lyst er kun dens Afkoms Held,
hvis Bølge er en Taare fra det høje,
neddryppet af en Barne-Engels Øje.

s. XXXIII Mon ak! hun sover under Bøgeløvet,
som visnet skjuler hendes hvide Bryst;
at vække hende, jeg omsonst har prøvet,
skjønt jeg med Graad opløftede min Røst;
utrøstet har det yderste jeg vovet,
hun sover, ak! som den, der er hensovet.

O, lod maaske af Fordom jeg mig blænde?
o, skuffed mig det kjære Moder-Navn,
saa Navnet er det eneste af hende,
som blev tilbage i vor Fødestavn,
da sorrigfuld hun over salten Vove
Bortsvømmede en Gang fra Danmarks Skove?

O, drog maaske, for hende at opsøge,
man fordum skarevis fra Norden ud,
Og plantede i Syd de røde Bøge
til Taare-Minder over Ottars Brud?
Hvad heller fór hun over Land og Bølge,
som Skjoldmø selv, med Ledingstrop i Følge?

O, er det saa? o, lever i det fjærne
vor hulde Moder under Slør i Løn,
o, vinkede hun med sin milde Stjærne
til Syden ned sin kjære, yngste Søn;
da far, da flyv med Kys i hendes Arme!
dèr bryder ud i Blomst din bundne Varme! —

Men tro mig! ej med Ebbe og med Aage
vor bedste Moder drog af Landet ud,
ej bort hun stævnede i Anglers Kaage,
Med Lodbrogs Sønner eller Gamle-Knud;
hun lever kun, hvor levende hun mindes:
I Danmark eller ingensteds hun findes!

c

s. XXXIV O, her, kun her, hvor end paa Modersmaalet
dog stundum løfter sig vor Moders Kost,
trods Lungesoten, og trods Morderstaalet,
her Mindet lever end i Sønne-Bryst;
her sover, ak, sin Kraft, sin Krans berøvet,
men dog ej død, vor Moder under Løvet.

O, Ven! o, vent da aldrig hist at finde,
i Alpers Skjød, ved Apenniners Fod,
din Længsels Moder og din Sangs Præstinde,
den savnede, den sande Danebod!
O, bliv her, bliv! du kanst dog ej undvære
din Blanka, Torkild, alle dine kjære! —

Men ak! forgjæves løfter sig min Stemme!
Hvor er min Ven? o hvor er Blankas Skjald?
Han er, jeg véd ej hvor, kun ikke hjemme,
ej i Kong Frodes grønne Bøgehal;
ak! medens jeg paa Klagebrevet staved,
i Stavnen fór min Broder over Havet.

Forgjæves dog er ingen Ting paa Jorden,
forgjæves lyder intet kjærligt Ord,
forgjæves et Kjærmindeblad fra Norden
kan aldrig svømme i Sessrumners Spor,
og Afrodite skal min Ven ej gjække
til at forlade Signe-Frejas Snække.

Saa svøm kun bly, men trøstig, over Havet,
Kjærmindeblad, som det vor Moder bød!
thi kun paa Følgesedlen jeg har stavet,
du selv udsprang jo af vor Moders Skjød,
og finder Venskab, hvor du finder Tungen,
som af vor Moders Hjærte er udsprungen.

s. XXXV O, naar og hvor du kommer ham for Øje,
hvor tit han møder, finder dig igjen:
ved Maros Grav, paa Komas Taagehøje,
da hils ham kjærligst, ej blot fra en Ven,
men fra den Mark, hvis himmelblaa Kjærminde
ved dig sig lægge vil ham sødt paa Sinde!

Ja, møder du ham hos Vavlunders Broder 1) ,
som tegner Jupiter, og hugger Tor,
da hils dem begge fra vor hulde Moder:
fra Maler-Dronningen ved Issefjord!
Da lægger Hjærtet Rejnald vist i Munden,
hvad Nattergalen slog kun paa i Lunden.

Modtag da, Ven! hvad jeg formaar at sende:
et venligt Ord og et Kjærminde-Blad!
Det Ord mig faldt i Mund, det Blad i Hænde,
da i det brune Bøgeløv jeg sad,
og stirred paa Kjærminden, som du kjender,
opskudt af Moders sammenlagte Hænder.

O, kunde jeg den Blomsterbusk omspænde
og sammenslynge til en Brudekrans:
til en Guldbryllups-Mindekrans for hende,
hvis Øje sænked sig i Himmelglans!
O! gid jeg kunde det, og Kransens række
til dig, og til hver Frænde af os begge!

Ja, naar i Lund de himmelblaa Kjærminder
ombølge duftende vor Moder tæt,
da staar hun op med hvide Kosenkinder,
og kranses favert af en kjærlig Æt:
i Issefjorden skal da Maanen gløde,
omblaanet sødt i Tidens Aftenrøde.

c*

s. XXXVI O! er det saa, kan hist i fjærne Egne
det lille Blad, fra Bøgelund udsendt,
vor Moders Øje venligt dig betegne,
med Taareperlen, klart og himmelvendt,
da skal det Blad end fastere dig binde
til Bøgelunden og til Dans Kjærminde.

O, hvo som staar, se til han ikke falder!
thi kun for hvem som ræddes, er der Raad.
Fortørnes ej, min Ven, men tænk paa Balder,
paa Lokes Argelist, paa Friggas Graad!
Ak! alle Vætter hun omsonst besværger,
naar Urdas Skjold det ømme Sted ej værger.

Hvad gavned fordum det vel Longobarden,
at Frigga sikrede ham Odins Gunst!
I Støvet dog han sank med Savojarden
for Billedskygger og for Romas Kunst;
for Rosenskyggerne paa Skjøgekinder
han skrev i Glemmebogen Dans Kjærminder!

Om under Kind igjen han satte Haanden,
og kom i Hu sin Ungdoms Kjærlighed,
ak, tabt var dog hans Fyrighed i Aanden,
trods Fjederhammen sank dog halvt han ned:
fra Ørneblik paa Kampen og paa Sejren
til Hjærnespind om Æventyr i Lejren! 1)

Hvad hjalp Normannen selv det, at saa længe
han kom i Hu det danske Tungemaal!
Han tabte lige fuldt i Blomstersenge
sit danske Guld, om ej sit norske Staal;
og blev end Kidder han af Danner-Sproget,
i Sadlen dog han sad kun løst og kroget! 2)

s. XXXVII 0, hvor du færdes da, og livor du stedes:
i Rosenlunden og paa Fjældetiud,
hvor sødt der smiles, og hvor ømt der grædes,
o, blændes ikke af det favre Skin!
O, aldrig glemme Blanka-Frejas Sanger,
at Danmark er Historiens Folkvanger!

O, kom i Hu, at paa sit Sted er Glansen
kun, hvor med Tiden ej den slides af,
kun hvor den straaler paa Kjærminde-Kransen,
i Sagas Hænder over Rosens Grav;
vel Kjødet kan en Stund med den opfarves,
men kun i Aand og Sandhed kan den arves!

O, kom i Hu, at Velklang har kun hjemme,
hvor ej den trænger til et Fuglebryst,
hvor uforgængelig i Sagas Stemme
den gjennemtoner Folkets Daad og Røst!
Kun lejet er den, hvor den koster noget;
thi dèr ej hører den til Hjærtesproget!

O, mærk det vel, at, hvad i Rom man skuer,
det er ej Aandens, men kun Haandens Kunst!
Som i dens Krønnike, saa i dens Buer,
man søger Aand og Hjærte kun omsonst.
Og Haandens Værk, er det vel mer i Grunden
end Vidnesbyrd om, hvad der gik fra Munden!

Med Farver kan man ingen Kristus male,
endsige ham af Stene hugge ud:
kun Ordet skildrer ham, naar Aander tale,
og billedlig han ses kun i sin Brud;
og Bruden, som hun dannes efterhaanden,
i Sagas Spejl sig viser kun for Aanden.

s. XXXVIII Ja, Skjalden kun kan Mennesket afmale,
oprejst af Støv i Himmellegems-Dragt;
thi kun i Ord kan Aander sig udtale,
og Mennesket er Aand med Støv i Pagt;
kun Saga er den sande Billedhugger:
hun danner Billeder, ej Drage-Dukker.

Jeg véd det godt: at i den sorte Skole
enhver, som ej det kalder Salighed
med Klang og Farve og med Sten at bole,
til Kunstens Helvede fordømmes ned,
at tage Lod med Skyter og Barbarer
og Faarehovedernes fromme Skarer.

Jeg véd det godt; men ikke stort jeg regner
de sorte Brætter og de spodske Smil;
jeg som Barbar mig trøstig selv betegner,
og kaarer tryg den gamle Kirkes Stil;
jeg siger: det er Fæiskhed, naar Sjæle
sig bøje for, hvad ej en Gang kan mæle.

Jeg siger højt, at hvad den fine Verden
nu kalder Sans for Kunst og Poesi,
netop, naar det af Andagt har Gebærden,
er et opsminket, fult Afguderi;
det klassisk er: at Kjødets Lyst her nede
vil under Skin af Aand sig selv tilbede. “

Det er næsten utænkeligt, at Ingemann ikke skulde have kvædet et Svar paa denne Tiltale: men noget saadant kjendes ikke.

Da Grundtvig senere i samme Aar traadte op imod „Tylvten“, fandt han ogsaa (i Skilderiet f. 10de Novbr.) Lejlighed til at minde om „Ungersvenden med det ømme Hjærte, Bernhard Ingemann“, som man nys „saa’ drage tavs, vemodig bort, da Haabet syntes rent udslukt om [Aandens] s. XXXIX Redning“. Og atter taler han (i Skilderiet f. 15de Decbr.) om „Nattergale-Sangen“ fra „de sorte Eidderes og Underbarnets grunddanske, velsignede Skjald“. — Der blev da Glæde i Gaarde, da Ingemann i Efteraaret 1819 kom tilbage fra sin Eejse.

I det her meddelte 4de Brev minder Ingemann 1823, da han arbejdede paa sin „Valdemar den store og hans Mænd“, om „den Time, da du ved min Hjemkomst kjærlig „rakte mig din Saxo i Haand og lagde mig ham og hans „danske Mænd paa Hjærtet“. Og endnu 1859 i sit sidste Brev til G. (Nr. 145) erindrer I. om, at det var G., „som „ved min baade aandelige og legemlige Hjemkomst 1819 rakte „mig din Saxo, med den kjærlige Opfordring til at ride Sommer „i By med hans og Danmarks Helte, som jeg kunde beds“. Den Tilskrift i første Del af Saxo, hvortil her sigtes, er trykt i „For Idé og Virkelighed“ I (1869), S. 42, og lyder saa:
„Til Bernhard Ingemann
(som de sorte Eidderes Skjald).

Her kommer Torkild Dane
med Skaren, du har meldt,
for paa hans Heltebane
at følge Viduvelt.
Jeg smedded, som jeg kunde,
dem Sværd af Sagamalm;
jeg skjæfted nogenlunde
de gamle Spyd med Alm;
jeg stræbte paa det bedste
at blanke Hjælm og Skjold;
jeg udtog Eytterheste
af Syvs og Laales Fold.
En Hvirvel jeg paa Trommen
med mine Stikker slaar
for Kæmpe-Alderdommen
med Eetfærds Sølverhaar.

s. XL Ej har til Ridderkapper
jeg Tøj, som kan forslaa,
og sammenstukne Lapper
maa hele Mænd forsmaa.
Ej Guld og grønne Skove
jeg har til Maj og mer;
til Hjælmens Busk for vove
er mine Pennefjer.
Til Anskrig fik jeg Bringe,
men intet Bryst til Sang;
en Klokke kan jeg ringe,
men Luth ej laane Klang.

Oplad da Gjemmer dine
for Danmarks bedste Kuld!
Giv du dem Kapper fine,
med Kors af røden Guld!
Giv du dem Fuglefjere,
som vaje kan i Sky!
Giv du dem Maj og mere,
som gror i Bøgely!
O, mød dem under Lide
med liflig Sang og Klang!
Da vil vi Sommer ride
ad By i Danevang.

Venligst
N. P. S. Grundtvig.“

I Grundtvigs Efterladenskab er ogsaa fundet hans egenhændige Opskrift til den Tale, hvormed G. i en større Kreds af Venner bød I. velkommen hjem, i det han samtidig overrakte ham det første, da nylig udkomne Bind af sin Oversættelse af Saxo. Denne Opskrift lyder som følger.

„At talo det bedste jeg kunde om Ingemann og hvad der af hans er Danmarks tillige, det var mig immer kjært, og at tale derom s. XLI i en Kreds af hans Venner og Kyndinger, maatte være mig saare behageligt, da jeg var aldrig sikrere paa at tøle med Bifald, end naar jeg talte blandt Digterens Kyndinger om, hvad der hos ham og af ham tiltalte mit Hjærte.

Her imidlertid at sige ham i Øjnene, hvordan jog gjærne vil bagtale ham, var næppe smukt, endskjøut jeg ingen véd, til hvem jeg mere trøstig turde sige, hvad jeg tænker om ham, og hvordan hans Hjærtes som hans Læbers Køst har tonet i mit Øre. Ved at lade, mens jeg talte, som han selv var ikke her til Stede, var med ham vel næppe noget vovet, men sømmer sig dog ikke, al den Stund vi netop samledes, for samlede at se ham og glade gjenkjende det uforandrede Aasyn, der immer i vor Forestilling ledsagede Tanken om ham, som Glæden over, hvad af hans der og er vores, i den Grad vi elske det.

Ja, vel ubedet, men dog ej ukaldet, træder jeg jo netop frem i Kredsen, for aabenlyst at byde Digteren med Haand og Mund velkommen hjem, vel kommen hjem fra de fremmede Lande, Folk og Tungemaal, hjem, ej blot til Jomfruen, som plejede Rosen vemodig glad til den vidt omvandrende, men dog vist hjemvendende Sanger, ej blot til hende og til os, men først og sidst til den gamle med Kjærmindekransen paa de snehvide Haar og med Hjærte-Tungemaalet paa de blege Læber: til Dana, vor Moder, til hende, hvem Skjalden, vi elske, tilegnede sønlig hver Sang, han lod tone i Skoven, til hende, om hvem vi med Sandhed tør sige, hvad der ved Nilen blev ymtet om Isis: at hun er Moder i tusende Skikkelser; thi hvad er højt, hvad er dejligt i Aand og i Sandhed, som ej udtrykte sig i hendes Børn, og som ej blandt dem fandt kjærlige Præster og kraftige Tolke! noget vi saa meget mere maa ihukomme her, da vi tør spørge: hvad Øje har vel den for de dejlige Skikkelser, Skjalden, vi elske, fremsang, som i dem alle, selv de mest tilslørede, ej snart opdagede de Hjærtet vel bekjendte moderlige Træk! hvad Øre har vel den for Danas Røst, hvem Modersmaalet ej røbede, hvad Dragten vilde skjule!

Derfor har jeg ikke Lyst, mig synes, heller ikke Lov, til her at tale, uden netop med Øjet fæstet paa ham som den vandrende, ventede, vel hjemkomne Skjaldesøn af Dana, hjærtelig velkommen i Kreds af hendes Born, i den Kreds, hvortil det er vort Kald og ventelig vor Lyst at høre.

Til dig, altsaa, velkomne Skjald, hvem ogsaa jeg med Eftertryk tør kalde Ven! til dig maa jeg tale; og hvad jeg kunde havo Lyst til her at sige dig, det var, hvordan jeg tænker mig din Vandring fra Daners Mark hist ud i det fjærne, hen over Alper og Apenniner, din Standsning ved Seine, ved Tiber, ved Donau og Spree, og saa endelig din Hjemkomst til de ombæltede Øer, — i mine Øjne, som s. XLII du véd: til Søstrene af Faeton, der satte sig mellem Kjærminder paa Ocoanets Bred, for at begræde Broderen, for at danne med Ravperletaarer i Bølgen et Spejl til hans dejlige, altid i Mindet nærværende Aasyn.

Derom havde jeg Lyst til at tale, ja, Lyst til at sværme en Stund, om sværmo endog skulde findes at være det passende Navn paa Forsøget: billedlig at betragte din Vandring i Spejlet, hvor jeg med Øjnene saa gjærne rejser udenlands, ej sjælden for at føle Hjemve, og kunne, hjemvendt, des bedre betragto, des mere inderlig glædo mig over det dejlige Fædreland og over Folket, som Danernes Mark historisk tilhører.

Men jeg tør ikke glemme, vi er mange her, som have lige Ret til efter Hjærtens Lyst at glædes ved din Hjemkomst, og jeg tør ingenlunde tro at møde alles Ønske ved at følge mit. Saa meget mindre tør jeg det, som det ved Tankorejsen blev en Nødvendighed at dvæle længst ved Stedet, hvor du længst lod Vandringsstaven hvile: ved Højene, hvis rette Plads er i Historien endnu langt mer omtvistelig end i Naturen, og viser sig for mine Øjne dèr, hvor det er ikke manges Lyst at finde, men efter manges Mening en Forblindelse at søge dem.

Vel er mig Vingtors Hammer, som nødte selv de haardo Stene til at bære Præg af Nordens Kæmpeaand, og hvis underfulde Kræfter deltes i hans Arkom mellem Mode og Magne, — vel er den og Bifrost- Bro og Amlets Skjald mig alt for kjære til, at jeg med Munden vilde, om jeg kunde, hvad man beskylder Goter og Vandaler for at have gjort med Haanden; men ej des mindre maa jeg dog bekjende, jeg er en nær paarørende af Goter og Vandaler, og vil ej gjøre mine Frænder Skam ved her at tilsnige mig Ørenlyd for en barbarisk Tale, som ved sin Skurren kunde — var det ogsaa kun et Øjoblik — hos nogon afbryde den Stemning, vi her vilde dele.

Vel er det hellor ikke smukt at tage Ordet, for ingen Ting at sige; men lykkeligvis kan jeg forebyggo denne Beskyldning ved et Ord, som ingen her vilde kalde ingen Ting; thi Ordet er: vi sige ej: o, Ven! du gjorde ilde i at gribe Vandringsstaven, men vi sige højt: du gjorde vel i at vende den atter mod Hjemmet, og vel gjør hver en Dannemand, som følger dig i dette. Ja, vel gjør enhver, som udsprang af Moderfavnen, dreven af sin Hu til fjærne Steder, naar han, tilbagedreven af sit Hjærte, stævner hid tilbage med, hvad han vandt paa Vikingstoget, stævner hid, for at nedlægge det som Vuggepenge i Skjødet, der har baaret ham, ja, ofre det som Danegjæld paa Alteret, hvis Ild opglødede hans Barm, optændte hans blussende Attraa, indstraalede i ham den Kraft og den Varme, der fra ham udstrømmer i Værker med Aandens Præg og med Følelsens Liv. Frit tør vi sige: de gjør vel, som gjøre saa; thi Sølv og Guld s. XLIII blev ej vor Moders Del, Glana og Ære i den store Verdens Øjne vindes ej, men tabes før, ved uopløselig at knytte sig til et af de mindste, et af de mest oversete Folk i den dannede Verden; vor Moders røde Guld er Frejas Graad, kun Hjærte har hun, og kun Hjærter kan hun lønne!

Men hvem er ogsaa Dansk og kræver anden Løn! ja, er der for en Dansk, som Dansk, vel nogen større end den, de vandt, de hedenfarne ædle, som følte sig i deres Levnedsløb opglødede af Danas Kjærlighed til kraftig at virke for det velsignede Fædrelands Vel og værne om dets Ære, og som end i Graven ej forglemmes: ere ikke døde, men skal leve i et kjærligt Minde, saa længe Danmark staar: saa længe der er Kridt i Skjoldmøklinten til at afmale Fædrene, saa længe Nattergalslag vækker i Skoven de slumrende Kjærminder og med dem den indslumrede Kraft til Dagværk i Dannemænds dejlige Spor!

Som en Skygge af den Løn, jeg véd, o, Skjald, du skatter højt og høster sikkerlig, modtage du her af Vennehaand, hvad denne Dag tilbyder! Som et gyldigt Vidnesbyrd om, hvad jeg sagde, modtage du en Del af Fædrenes kjærlige Mindesagn om Oldtids Daner! Ej mægte Sagnene at vække, hvad der sover i Danemarks Hjærte, men gjøre dog vitterligt, hvad det var, som indsov, og kræve med Stærkodders Stemme Hjærtets Bjarkemaal af Danmarks Skjalde, raaber og til dig: velkommen hjem! bliv ved! syng højt, syng sandt og sødt til Danmarks Pris, til mer end Pris: til gamle Danmarks Trøst og Glæde!“

Det næsto bevarede Vidnesbyrd om de to Venners Forhold, endnu forud for den bevarede Brevvexling, er det efterstaaende hidtil utrykte Digt af Ingemann, her aftrykt efter Forfatterens Original.

„Til N. F. S. Grundtvig,
ved hans Indsættelse i Præsteembedet i Præstø
Palmesøndag 1821.

I Fred nu, Hyrde djærv og tro,
hos egen liden Hjord du bo!
I Fred du løfte mægtig Køst,
til Kjærlighed, til Haab og Trøst!

Adskilt fra Hjorden før du stod,
en ensom Kristi Kæmpe god;
s. XLIV hvor Fjenden kom med Blus og Stang,
du Peterssværdet mod ham svang.

Fløj hist og her et Øre af,
det Herren lægte og tilgav;
men Fjenderne, hvis Øren sved,
tilgive ej i Evighed.

Dog magtesløs mod Kraftens Aand
opløfter Verden visne Haand:
hver Dag den Krist korsfæste vil;
men Kræfterne er ej dertil.

Hver Dag den skifter snild sin Dragt,
vil synes nu med Gud i Pagt;
— men Overmod og Vold og Svig
sig skjuler under hellig Flig.

Hvo kæmpe vil for Evighed,
med Verden slutter aldrig Fred;
dog hvil nu, Kæmpe djærv og tro!
nu har du for en Stund vel Ro.

Hvil from dig ved den Hyrdestav,
som Verden ej, men Gud dig gav!
Og hæv i Herrens Fred din Røst,
til Kjærlighed, til Haab og Trøst!

Halvknuste Fjendes Vanmagtsfærd
er mer ej Ordets Glavind værd.
Se, Palmens Gren er paa din Vej!
Fred med dig! Gud forlod dig ej.

Ingemann. “

I Aaret 1822 forfattede Grundtvig, som før herørt (S.XI) en større, i flere Henseender meget mærkelig Afhandling, bestemt for et udenlandsk Tidsskrift. Den havde først Overskriften s. XLV „Blik paa Poesiens Historie og Bernhard Severin Ingemann“; men, skjønt den virkelig svarer til denne Titel, har Forfatteren dog strøget dens første Del og beholdt Navnet alene. Hvor bredt den end er anlagt, er det nemlig dens Øjemed at fremdrage og belyse Ingemann som Digter, og kun for at kunne stille ham paa sin rette Plads, tager den saa meget med af Verdenspoesiens Historie. Denne Afhandling bør naturligvis en Gang fremdrages i sin Helhed — i Forbindelse med mange andre, nu forglemte, men ikke mindre mærkelige, æstetiske og filosofiske Afhandlinger af G.; her skal, foruden det foran anførte, endnu meddeles de I. nærmest vedkommende Partier af den. Det her først anførte større Afsnit slutter sig umiddelbart til det her foran S. XI—XII meddelte; det andet kortere slutter Afhandlingen.

„For langt, sagtens ogsaa imellem for mat, maa Digtet [de sorte Riddere] vel have forekommet mig, siden jeg saa længe har forsømt at læse det paa ny; og dot maatte jeg dog, for at vide, hvis Fejlon var; men netop don lange Fraværelse overbeviste mig om, at jeg ikke tog fejl i at ophøje Digtet, thi hvad der slog mig, staar endnu lyslevende for mit Øje og har avlet den Betragtning af Naturpoesien, jog nys fremlagde. To Kvinder udgjøre Digtets Brændpunkt som Gjenstanden for tvende Bejleres Kjærlighed, hvoraf den ene er en Helt, den anden en Sanger: en sjungende Hyrde. Helten tilkæmper sig ved Hjælp af sin Faders Aand og den ham følgende Ridderskare Riget og sin Fæstemø; og er nogen Del af Digtet mat, maa det vist være denne, da jeg husker meget lidet af det enkelte, og det staar for mig som en afgjort Sag, at Ingemann er ikke skabt til at støde i Luron, skjønt dens Kæmpetoner nødvendig maa begejstre ham som gamle Danmarks Søn. Viduvelts Kamp for Riget og Balaora tænker jeg mig derfor som en Indledning og Indfatning, der uden Skade kunde været smallere og kortere, men hørte dog nødvendig til, som Blik paa Iliaden, naar man læser Odysseen. Den anden Del af Digtet, som beskriver Teobalds Omvandring i don vido Verden for at finde Serafine, som bestandig undrykkes fra hans Øjne, og har mangfoldige indvortes Kampe ე: Fristelser at bestaa, for at blive ham og Dyden tro, denne Del er det især, som aabnede mit Øje for Ingemanns Digterkald og for Naturpoesien i det hele. Man ser, at Omridset ligner temmelig Odysseens det gamle, meget muligt den ogsaa har s. XLVI svævet for Digteren, thi i Opfindelse har han ikke sin Styrke, men netop i Forædling og Fordybning af bekjendte Spor og Skikkelser, ret som det maa være med alle den ny Tids Digtere, og da især med dem, der betragte Naturen, hvis Overflade har været saa almindelig en Tumleplads, og i hvis sanselige Udvortes der næppe er et Træk, som jo ofte er set og besjunget. Fremfor alt er det nødvendigt, at naar Støvøjet med det klareste Syn, som Grækernes var, har i de troeste Farver og med de fineste Fingre afbildet sin Betragtning af hele Menneskelivet, som Tilfældet unægtelig er i lliaden og Odysseen, da maa de yderste Omrids altid, for at være de rette, blive omtrent de samme. Man véd, at Grækerne selv betragtede de homeriske Digte som store Allegorier, og at de virkelig ere det, maa enhver kyndig Læser sande, da lliaden unægtelig er en mytisk-dramatisk Fremstilling af Heltelivet, og Odysseen en tilsvarende æventyrlig-idyllisk af Hverdagslivet, det hele altsaa en Lignelse af Mennesketilværelsen under alle Omstændigheder. Det samme i Grunden skulde de sorte Riddere være, men staar i Udførelsen vistnok langt derunder, allerede fordi det mangler den faste historiske Grundvold og de med sikker Haand efter Naturen udkastede Skildringer, kort sagt, fordi Gestalterne svæve i det ubestemte. Jeg anmærker dette, kun for ikke at vække vrange Forestillinger hos den fremmede Læser, ej for at gaa i Rette med Digteren; thi af ham maa ingen fordre, hvad han ikke vilde give, men skal takke ham, naar han gav noget, som er Taks værd, og det er efter mine Tanker til visse den Oplysning, han skjænkede os om den sande Naturdigters Attraa og Vilkaar, og om de særegne Fristelser, han i sin Digten og Tragten er udsat for, i det han hvert Øjeblik fristes til at favne nubem pro Junone: den i tusende afvexlende tillokkende Skikkelser omflagrende Circe i Steden for den himmelskjønne, ærbare Penelope. Teobald med sin dybe vemodige Længsel efter at gribe den Tone, som udtrykker Verdensharmonien, og hvorpaa han uophørlig nynner, Havkirken, som spaar om det forklarede Naturens Tempel, hvor Skabningen, udløst af Forkrænkeligheds Baand, forkynder Skaberens Pris, og Serafine, der omsider skjuler sig under Sløret, fordi hun føler, at Forklaringen er her umulig, og vil dog ej i Kjødet række Hyrden Haand, — dette og hvad dertil hører staar stadelig for mig som et Forvarsel om en Fabel og Idyl, anderledes værd at høre, end alt det Klingklang af Oder, Hymner, Elegier til Sol og Maane, Bakkus og Selene, Roser og Tulipaner, Floder og Bække, Bjærge og Dale, som man har kjøbt og solgt i Aarhundreder for Naturpoesi, uden at der var det mindste andet deri og derunder, end hvad i det højeste Sanserne kildres af, medens Aanden kjedes og for det meste væmmes derved.

s. XLVII Men tør jeg nu sige, at Forvarselet er begyndt at gaa i Opfyldelse: at den elskelige Digter har svaret til den Forventning, jeg gjorde mig, at Begyndelsen af, hvad han anode, skulde skjænkes os ved ham? Ærlig maa jeg tilstaa: jeg véd det ikke. Sin dybe Anelse har han siden udtrykt i de sødeste idylliske Toner, mit Øre har hørt, da han bosang Rejnald Vidunderbarnet, som ved Skovhornet i Pagt med Aandernes Verden uddrog at gjæste sine solgte Søstre og løse deres forvandlede Brudgomme: Ørnen, Bjørnen og Havmanden, af de Tryllebaand, der omsnode dem. Det underlige Frændskab, der nødvendig er imellem Naturen og os, for saa vidt vi ere Støv, og hele Verden Virkning af hans Aandepust, som blæste Livsaande i vor Næse, saa vi blev levende ე: aandelige Sjæle, — dette Frændskab, især med Blomsten og Fuglen, følte Digteren levende, derom vidner den Blomsterduft, som omsvæver, den Fuglesang, som omtoner Rejnald og os med ham overalt; men man maatte vel snarere sige, at Anelsen her havde fundet sin velbehagelige Form, end at den gik i Opfyldelse; thi Knuden løses ej, men overhugges med et Sværd, der i den rette Haand vel kan dræbe Jætter, men ej Trolde, har med Helten hjemme paa Valen, men svinges i Trylleskoven altid forgjæves.

Som om Digteren selv følte dette, havde han alt forhen vendt sig til Historien, og lod til at ville opslaa sin Bolig dèr; thi ligesom de sorte Riddere var fulgte af Tragedierne Masaniello og Blanka, saaledes fulgte nu paa Rejnald Hyrden af Tolosa og Løveridderen, og aldrig siden har Ingemann indviet noget egentligt Digt til Naturens Betragtning; kun i Æventyret: de underjordiske og i Fortællingen: Sfinx slog han paa Strængen mere som i Forbigaaende, end som for at røre den til nye Toner. Maaske den spændte Forventning, hvormed jeg saa’ disse i Møde, gjør mig ubillig mod Digterens Tragedier; men jeg kan ikke finde, at den historiske Poesi enten i det hele eller i Fædernelandet har vundet betydeligt ved dem; thi jeg savner i dom den Kraft og Marv, Sammenhæng, Mangfoldighed og Klarhed, som jeg fordrer her, hvor disse Ting har hjemme. Der er for mine Øjne kuu én poetisk Karakter i dem alle, Løveridderen undtagen, hvor jeg slet ingen finder, og det er den inderlig elskværdige, med Kjærlighed og med al Dejlighed fortrolige Digters eget Billede, set fra forskjellige Sider, klarest i Blanka og Hyrden fra Tolosa.

Dette er, hvad jeg i Korthed véd at sige om en Digter, som, hvad enten hans følgende Bane opfylder eller skuffer de Forventninger, jeg som poetisk Litterator nærede, altid vil staa for mig som en af de venligste Gestalter, jeg paa min historiske Vandring har mødt, og tillige som et af de uformodentligste Syn i vor Tidsalder; thi en saa barnlig elskende og sjungende Natur som den, s. XLVIII der aabenbarer sig i hvert hans Digterord, maa vel kaldes et Vidunder i vor kolde og selvkloge, opskruede, opblæste Tid. En Sanger i Ordets ædleste Betydning, om hvem man maa sige: han sætter selv sine Kvad i Musik, sætter dem alle paa levende Noder, saa de kan sjunge sig selv, en saadan Sanger bærer Naturens Løsnings Ord i sig, om det end aldrig times ham at udtale det; han har tilhvisket os Naturens Hemmelighed, om end først Tiden kan forklare den. Ja, en saadan Sanger burde være, hvad han til Dels og er: Danmarks Lyst og Glæde, om han end aldrig havde skjænket os mer end den livsalige Vise:

Danevang! mod grønne Bred
ved den blanke Vove —

Visen, der som Hjærtefuglens Svanesang ogsaa med underlig Vælde har grebet Danmarks Sønner og Døtre, saa det toner paa den brune Hede som i Enge:

Blomstorøer, grønne Strand,
lyse Bøgeskove,
her er Troskabsfuglen graa,
Fædres Høje grønne,
Vennen trofast, Himlen blaa,
Slettens Møer skjønne.

Her er Sang og Harpeklang,
her er Fryd og Gammen,
her vi slumre skal en Gang
broderlig tilsammen.

Maaske manglede der ikke Ingemann andet, for i høj Grad poetisk at afsløre Naturen, eller rettere til poetisk at forvandle dens Dække til et gjennemsigtigt Slør, end Lysten til at bespejde den i Oldtidens Myter og i dens videnskabelige Historie; men maaske var ogsaa Lysten, især til det sidste, der aandelig talt er en Rejse til Sydhavsøerne, uden Haab selv ikkun om at lande paa ot Otahejti, maaske var Lysten dertil uforenelig med Digterens Natur; og ved et Skaar i den var mere tabt, end der ved Rejsen kunde vindes; maaske kunde han ogsaa uden Tab blive hjemme, eller dog slippe med en sand Lystrejse, hvis han i den hellige Skrift stiftede et fortroligere Bekjendtskab med den Aand, han knæler for, men synes ej at have flittig fulgt med Øjet, hvor han svæver over Sion og slaar de levende Æolsharper, saa de udtone hans Syn af Himlen og Jorden og Havet med alle de Ting, som ere i dem; thi ban er Sandheds Aand i Naturen saa vel som i Historien, i Poesi og Vidonskab, saa vel som i Tro og Haab og Kjærlighed. Det kalder s. XLIX Vorden Kjætteri; men de sorte Riddores Skjald er en af de faa, som høre det gjærne; og jeg, som alt i halvandet Decennium følte mit Kald til Poesiens og historisk Videnskabeligheds Vaabendrager, bæver ej for en Bandsættelse, som Aanden lærte mig at kalde fulmen brutum. Historieskriverne have længe nok gjort sig en Ære af at være Kjættere i Kirken, Muldvarper i Syn og Aandsfornægtere i alt; den Ære maa jeg frabede mig, men tager mig derimod den Frihed at være Kristen i alt.“

„Vist nok kunde Ingemann sige til mig som den olympiske Sejervinder til Simonides, der besang ham, kun som i Forbigaaende, med Kastor og Pollux; men jeg véd, han gjør det ikke, thi det hører til hans Ejendommelighed, langt heller at høre Musernes Pris end sin egen, ja, han ser sig gjærne skjult under Poesiens Tvillingvinger i Naturen og Historien. Selv er han maaske ogsaa den eneste af sin Muses villige Tilhørere, som vil tro, jeg bedømte ham som en Ven; men alle, hvem der kjender hans Sang, skal nødes til at sande: jeg roste ham, om ej som en Fjende, saa dog som en fremmed, en Pligt, jeg som Historiker maaske for stærkt indskærper mig, hvor Talen er om min eneste Ven mellem Danmarks Skribenter, ved hvis Haand jeg stammer i Poesiens Historie som i Fædemelandets:

Her vi slumre skal en Gang
broderlig tilsammen.“

Strax efter at Grundtvig havde læst Ingemanns i Sommeren 1824 udkomne Epos „Valdemar den store og hans Mænd,“ sendte han ham det Rimbrev, som er optaget i denne Samling som Nr. 6, og som danner Udgangspunktet for flere følgende Breve. Senere i samme Aar, da samme Kong Valdemar havde mødt en ublid Kritik i „Aftenbladet,“ skrev Grundtvig i Kbhvns. Skilderi f. 16—23. Novbr. sit lange „Trøstebrev i Sorgen over Kong Valdemar og hans Mænd,“ der er undertegnet ikke med hans eget Navn, men „Gjengangeren“. Mærkelig nok synes Samtiden ikke at have gjenkjendt Forfatteren, der heller ikke navngives i Erslevs Forfatterlexikon. Ingemann har dog kjendt Røsten, hvilket fremgaar af Brev 15 af 26de Novbr. 1824, hvor G. takker I. for et Vennebrev (som nu fattes) „og for Haandtaget s. L „til Gjengangeren i Haabet, som jeg ej kan nægte, hører til „mit indskrænkede Bekjendtskab; skjønt Folk, jeg hører ogsaa „i Sorø, vil sige, jeg kjender ham yderlig slet“ — o. s. v., hvori G. da ligefrem vedkjender sig Forfatterskabet til dette ganske vist brede, men vittige og aandfulde polemiske Digt, ved hvilket vi dog ikke her skulle opholde os.

d

Aaret efter, 1825, udkom Ingemanns „Højmessesalmer“, som anmeldtes af G. i det af ham og Rudelbach udgivne „Teologisk Maanedsskrift“ III, 156. Denne indholdsrige og betydningsfulde Udtalelse af den store Salmedigter skal her kun nævnes.

Fra Aar 1832 er de fire Linjer af Ingemann under Grundtvigs Portræt (Saml. Romanzer, Sange osv. 2. Udg. VIII, 141):

Med Sagastav og Peterssværd i Haand
han arved Saxos Blik og Kingos Aand.
Fra gamle Nord hans Øje saa’ mod Østen,
og Aander har han vakt med Kæmperøsten.

Saa snart Grundtvig fik Munden opladt til offentlig Tale udenfor Kirken: da han 1838 holdt sine Foredrag over det sidst forløbne halve Aarhundredes Historie, som han selv kaldte „Mands Minde“ (udgivne 1877), undlod han da ikke heller mere end én Gang at bringe det „Fredens Barn“, den „Danmarks Kjæledægge“, sin „synderlig gode Ven Bernhard Ingemann“ paa Tale (S. 479) og fremhæver da som det første Livstegn efter en lang Døs her hjemme Aaret 1824, da „Ingemann sendte mig sin Valdemar den store og hans Mænd, „der vel stødte mig for Hovedet ved Bjælderne paa Saxo „Grammaticus, men rev mig dog snart saaledes med sig, at „jeg glemte baade Saxe og Valdemar ved det glædelige Syn: „at Folkehjærtet igjen havde vendt sig til sine historiske „Helte; thi Ingemann var mig allerede den Gang Termometret „for Danmarks Hjærte“ (S. 482); og i sit følgende s. LI Foredrag kommer han igjen tilbage til Harpetonerne fra „Danmarks Livskjald“ (S. 499).

Fra dette Aar er ogsaa et Indfald, G. henkastede paa Papiret, da han skrev Versene under Øhlenschlægers, under Ingemanns og under sit eget Billede (trykte i Høgsbros Folketidende 1867, Nr. 38). Ingemanns-Rimet er dette:

„Se her en Mand, saa lig en Kvinde,
som uden Skam han være kan!
Se her den største Digterinde,
der blomstret har i noget Land!

Som Elvedronning hun tilhyller
med Straahat Diademets Glans;
som Hyrdepige hun omtryller
til Krone sin Kjærmindekrans.“

I September 1843 sang Ingemann ved Grundtvigs 1843. Sølvbryllupsfest (Saml. Romanzer osv. 2den Udg. VIII, 241; jfr. Brev i Heises Samling Nr. 194):

„Der bor en sjælden Fugl i Danmarks Have:
den sang med Rørdrum-Røst ved Kæmpegrave.
I Bavtastene-Lunden
den risted Runer frem,
og højt paa Kirkegrunden
den sang om Fædres Hjem.
Nordens Aand toned i dens Stemme;
hvor den sang, Slægter skal fornemme
Nordens Aand.

I Skjaldekoret fra Kong Fredriks Dage
hin Rørdrum-Røst var Arv fra gamle Brage.
Den runged gjennem Norden
med kæmpestærk Natur;
den rulled frem som Torden
med Klang af Hejmdals Lur.
s. LII Kjærlighed mildned Kæmpesangen,
i dens Malm toned Orgelklangen
Kjærlighed.

d*

Der sad en Due from i Danmarks Have,
hun lytted til hin Røst fra Kæmpegrave.
Fra sjunkne Bavtastene
fløj Sangfugl over Ø;
paa Duens Bøgegrene
han sang om Nordens Mø.
Troskabssang klang i Lundens Skygger;
mangen Høst klang, hvor Parret bygger,
Troskabssang.

Sølvbryllupssangen toner nu med Glæde,
hvor gamle Kjærlighed er ung til Stede.
Hos graanet Sangfugl sidder
hin Due from og tro;
han blev en Aandens Ridder,
og hun en Moder fro.
Aandens Høst! du med Hæder kommer:
i din Krans straaler evig Sommer,
Aandens Høst!“

Da Grundtvig den paafølgende Vinter holdt den Række Foredrag om græske og nordiske Myter, som han udgav under Navn af Bragesnak, fandt han ogsaa Lejlighed til i Slutningsforedraget at prise Ingemann som „Holger Danskes“ Sanger.

Den 30te Juli 1847 holdt Ingemann Sølvbryllup med sin Lucie; og paa Festdagens Morgen lød, som I. skriver i Brev 127, for deres Øren denne G.’s Sang:

„Ved den blanke Sø i Bøgeskygge
dejlig er den sommerlange Dag,
løber let med Munterhed og Hygge,
Fuglesving i Sky og Harpeslag;
s. LIII men der er dog ej paa hele Jorden
nogen Plet med Sorølundens Kaar:
thi paa denne Bøgeholm i Norden
varer Dagen femogtyve Aar.

Ja, saa længe vared Sommerdagen
med Guldregnen og med Rosenflor,
liflig toned Nattergale-Klagen
med en Morgenlærke-Sang i Kor,
smelted under Hyrdefløjten sammen,
hvor, i Skygge og i Sommerglans,
Bernhard og Lueie sad med Gammen,
bandt hver Morgen sig en Brudekrans.

Hil da eder: Skjald med din Hyrdinde!
som sad her den lange Sommerdag
i Løvsalen under Bøg og Linde,
mellem Fuglesang og Harpeslag,
og saa med al Dejlighed for Øje,
og med Øje for al Dejlighed,
som fra Dybet og som fra det høje
til os stiger op og daler ned!

Sommerkvælden nu paa Sløret væver,
tæt besaat med gyldne Stjærner smaa,
Lærken stille om sin Rede svæver,
lader Nattergalen ene slaa;
men, som i en dejlig Sommeraften
Sangens Toner over stille Sø,
let hensvævende sig hviler Kraften
her paa Nordens mageløse Ø.

Sommerkvæld med Nattergale-Klagen,
Med Dagrødmen under Slør i Nord!
lign kun du i Længde Sommerdagen!
lign i Yndighed det stille Sor!
s. LIV Brudekrans af immerfriske Blommer!
duft om hvide som om gule Haar!
mageløs som Bøgeholmens Sommer,
duft nu sødt i femogtyve Aar!“

I Grundtvigs Ugeblad „Danskeren“ f. 8de Septbr. 1849 staar en Række saakaldte Krønnike-Rim om fremragende danske, ældre og nyere. Det sidste af dem er i Kæmpevisetone om „Bernhard Ingemann“. I dette Digt, omtalt i Brev 129, hedder det:

„Og det var ungen Svegder,
sit Navn saa skifted han,
at nu han kaldes „Underbam“
og Bernhard Ingemann.

Han blæser i Skovhornet,
saa Blomster ham forstaa;
og hvor han gaar, dèr vrimler det
af dem og Fugle smaa.

Af Æventyr Bedrifter
paa Marken fødes skal,
alt som af Kæmpevisens Klang
der blev en Hjærteskjald.

Ja, det i Dage sene
skal kvædes vidt om Land:
at Dannekvindens Underbarn
er Svegder-Ingemann.“

Ved Festen for Øhlenschlæger paa hans Syvtiaarsdag d. 14de November, da der var udbragt Skaaler for „den yngre danske Digterskole“, for Madvig, for Heiberg og for Brødrene Ørsted, tog Grundtvig Ordet som følger: „Naar De har tømt „Adam Øhlenschlægers Skaal, da har De dermed efter mine „Tanker drukket alle de følgende Skjaldes og Kunstneres Skaal „i Norden; thi som Skjald taaler ingen at nævnes ved Siden s. LV „ad liara; men da vi, ved en lille venlig Uorden, er kommet til „at nævne flere Navne, beder jeg om Lov til ogsaa at nævne „ét, og gjør det saa meget dristigere, som det egentlig er „Navnet paa en Skjaldinde, der kan staa ved Siden ad den „største Skjald, uden at bilde sig det mindste ind; fordi Skjaldinden „er ikke Skjaldens Medbejler, men hans Medhjælp, som „Idun var Brages. Jeg skjønner nemlig ikke rettere, end at „Bernhard Ingemann forholder sig omtrent til Adam „Øhlenschlæger som Idun til Brage, som Kæmpevisen til „Asamaalet, som Middelalderen til Oldtiden, og med ét Ord: „som Guldæblerne i Skjødet til Guldharpen i Favnen.“ 1)

Aar 1851 kvad Ingemann ved Elisa Grundtvigs Baare det i denne Brevvexling under Nr. 134 optagne Digt.

To Aar senere kvad han (jfr. Brev 138) til

„Nikolaj Frederik Severin Grundtvig
paa hans 70de Aarsfest d. 8de Septbr. 1853.

Nordens Aand paa Kæmpetunge
risted Runen dyb og stærk,
og, som Kirkeklokker runge,
toned Sjælens Orgelværk.
Sang om gyldne Tid i Norden,
fløj mod Sky fra Oldtids Grav;
Aandelyn med Ordets Torden
lysned over Klint og Hav.

Hvo var Kæmpen mellem Skjalde,
som, med Orgelsang i Bryst,
kunde Liv i dødt fremkalde
med sin Kirkeklokkerøst?
Hvo var han, som i det fjærne
saa’ med Glans fra Evighed
Danmarks gyldne Lykkestjærne,
Nordens Sol, som ej gaar ned?

s. LVI Her han staar med hvide Lokker,
syvti Vintre har han set,
end ham Jættemagt ej rokker,
hvad han skued, alt er sket:
store Glimt af Gyldentiden
lysned alt med evig Glans,
Nordens Aand i Jættestriden
vandt sin største Sejerskrans.

Danmarks Stjærne skal ej dale,
trods hver giftig Dragesky;
Livet trodser Dødens Dvale,
Aandens Røst blev Tordengny.
Over Kæmpeskjaldens Pande
flammer Aandens Lyn endnu;
hver Gang Kæmper her opstande
kommes skal hans Navn i Hu.“

Da Ingemann sex Aar senere naade de syvti Aar, da lød Grundtvigs Eøst (jfr. Brev 145):
„Til Skjalden Ingemann
med Guldhornet fra den danske Ungdom
den 28de Maj 1859.

Yndig end sig Bøgen grønner
i den gamle Sorø Skov,
Danmarks Døtre, Danmarks Sønner
glade synge: Gud ske Lov!
Som den gamle Ørn paa Halden
længe leve Majdags-Skjalden!

Hornet, som vi her, til Minde
om Skovhornets gyldne Klang,
række Skjalden under Linde:
Grand af Guld for Glans i Sang,
s. LVII samlet er af de Guldtaarer,
som er Danevangs Guldaarer. 1)

Synker atter nogen Sinde
end Guldhornet under Muld,
sikkert det sig lader finde
af en Glut, der græd for Guld,
som sig immer gyldne Minder
skyder op hos Dannekvinder. 2)

Har liver Rune da udslettet
Muldets Tryk og Tidens Tand,
Guldet findes dog uplettet,
Billedværket godt i Stand,
trænger ej til Lys i Skolen,
klarer selv sig brat i Solen.

Som de store Valdemarer,
kjender Glutterne de smaa,
der igjennem Kæmpeskarer
smutte let, som Vindpust gaa:
Dagmar, Kirstin og Margrete
bedst de fandt, som ikke ledte.

Danske Piger, danske Drenge
kjende altid paa en Prik
over dejligst Vang og Vænge
Alferne med Stjærneblik,
som til Enden, mer og mindre,
over Bølgen blaa skal tindre.

Majdags-Skjald, som vel kan ældes,
men forynges brat i Vaar!
Gud ske Lov, at lydt det meldes,
du har fyldt de syvti Aar!
s. LVIII thi, med Danmarks Ungdom levet,
Skjaldens Liv er gammelt blevet.

Det i Stjærnerne staar skrevet:
Ungdom trindt i Daneland!
førend du er helt udlevet,
dør ej Skjalden Ingemann;
han i Folkemunde Prisen
vinder let, som Kæmpevisen.

Endnu engang hilsedo Ingemann sin gamle Ven med et Digt, indrykket i „Fædrelandet“ paa Præstejubilæums-Dagen den 29de Maj 1861 (jfr. Brevene Nr. 287—88 i Heises Samling):

„Ei blot de Venner hædre dig i Dag,
som skrev dit Navn paa deres Valfartsflag
og fulgte hvert dit Trin paa Tankens Stige,
fordi dit Liv var Kamp for Himlens Eige.

Selv Aander, som bestred din Tankes Gang,
naar sig d in Aand paa Stormens Vinger svang,
har set din Kraft, i hver en Kamp den samme,
med Ordets Lyn og Livets Nordlysflamme.

Et halvt Aarhundred standsed ej din Flugt;
Den Sol, du fløj imod, blev ej udslukt;
om den du sang, paa den du tro har peget,
og Aanden i dit Blik har ej dig sveget.

Mod samme Lyshav saa’ din ældste Ven,
naar han i Himmeldybet stirred hen;
fra samme Sol for levende og døde —
kun anderledes — Straalerne sig brøde.

Vær hilset og velsignet, gamle Skjald!
Dit Billed staar i Mindets Tempelhal.
Lad Vennerøsten fra de gamle Dage
det umodsagte Sandhedsord gjentage:

s. LIX Med Sagastav og Pederssværd i Haand,
du arved Saxos Blik og Kingos Aand.
Fra gamle Nord dit Øje saa’ mod Østen,
og Aander har du vakt med Kæmperøsten. “

Den 24de Februar 1862 sluktes Ingemanns Livslys. Den sex Aar ældre Skjald, som endnu i ti Aar skulde overleve ham, sang da ved hans Baare („Fædrelandet“ f. 27de Februar):
„Bernhard Severin Ingemann.

Mellem Nordens Hovedskjalde,
som jeg hilsed fjærn og nær,
ingen turde „Ven“ jeg kalde,
uden ham, som daaned her;
mellem Højolds Bavtastene
staar med Luren jeg alene.

Intet dog har jeg at klage:
i halvtredsindstyve Aar,
med de mange tusend Dage,
jeg i Vinter som i Vaar
fandt hos Ingemann en Broder,
Søn af gamle Skjaldemoder.

Prise maa jeg da min Lykke,
vel som Danmarks Lykke stor;
thi, som mer end Skin og Skygge,
dyrt er Venskab trindt paa Jord,
sjældnest vel imellem Skjalde,
som ej Muser ens paakalde.

Derfor skal paa vore Grave
Venskabsblomsten yndefuld,
runden op i Frejas Have,
længe dufte over Muld,
s. LX vidne, at i Danevangen
Blomsterduft har Fuglesangen.

Hjærtets Sanger dèr oplives
ved de holdes Vaabenbrag,
Daadsherolden dèr henrives
ved det ømme Hjærtes Slag;
her jævnsides Løbebaner
har med Aser altid Vaner.“

Angaaende den her udgivne Brevvexling har Udg. endnu kun at tilføje, at her findes alle de mellem de to Digtere vexlede Breve, som kjendes, og de meddeles i deres Helhed, alene med den Indskrænkning, at i ét af Ingemanns Breve (Nr. 30) en Omtale af en Privatmand, som kunde støde hans endnu levende Børn, er udeladt, samt at, i Følge Samfundsraadets Henstilling, de i Brevenes Slutning forekommende, især hos Ingemann noget stereotype, „almindelige Venskabsytringer og Hilsener“ i mange Tilfælde ere udeladte. Paa det nær er her altsaa givet alt, hvad der er, og alt, som det er. Kun Eetskrivning og Tegnsætning tilhører Udg., som ogsaa, hvor det fandtes fornødent, har i skarpe Klammer indsat enkelte manglende Ord i Texten, samt tilføjet de ligesaa betegnede Anmærkninger.

Kjøbenhavn. September 1882.

Svend Grundtvig.