Strömsberg ved Jönkjöping, den 7de Octbr. 1812.
Kjereste Moder!
I Gaar Eftermiddags ankom vi her til Strömsberg, en lille net Herregaard, ganske nær ved Jönköping, som tilhører s. 15Grevinde Taubes Faster, en Præsidentinde Ehrenheim. Vi have paa hele Reisen havt meget godt Veir, det har ikke regnet en eneste Gang. Jeg fortryder nu ikke, at jeg er fulgt med til Sverrig, endskjønt jeg ikke vil nægte, at jeg ved Afreisen var i saa slet Humeur, at jeg gjerne havde kjørt tilbage med Moder og Gyllembourg, og igjen pakket alt mit Tøj ud, om det ikke havde været for Skams Skyld. Jeg mærkede alt for vel, at det baade gjorde Dig og Gyllembourg ondt at sige mig Farvel, og paa Vognen tænkte jeg med en Slags Fornøielse paa, hvorledes jeg nu vilde udgjøre en Gjenstand for Eders Samtale næsten hele Dagen, jeg drømte mig hjem, saae paa mit Uhr hvert Øieblik og tænkte: nu skeer det, og nu det; nu kommer Weyse fra Friderichsdahl og skjænder, fordi jeg er bortreist ; nu kommer Bruun, og siger, at han har været forstyrret hele Dagen, fordi han savnede mig; nu spille de Boston, og medens de give Kortene omkring, sige de vel: nu maa han være i Helsingør, maaskee gaaer han over Vandet; Veiret er ret godt o. s. v. Jeg glædede mig over, at tænke paa, at saa mange Mennesker interessere sig for mig, men just derfor bedrøvede det mig at skulle forlade dem; jeg gjorde mig mange smaa Be-breidelser for den Tid, vi have været sammen, og ønskede at jeg aldrig havde forladt Kjøbenhavn. I Helsingør blev jeg i bedre Humeur; thi her besøgte jeg Tuxens og opholdt mig der længe, thi jeg moerede mig der overmaade godt. Jeg talte med Frue Grotschilling og Frøknerne Lovise og Christiane. Lovise er ret en net Pige. Hun er bleven saa smuk, i den Tid, vi ikke have seet hende. Tuxen besørgede, at vi uden mindste Visitation kom over Vandet; Grev Taube betalte saa godt i Helsingborg, at vi ogsaa slap der for al Undersøgelse. Jeg blev frapperet, saa snart jeg havde sat min Fod paa svensk Grund; thi jeg saae strax, at jeg var i et nyt Land. Svenske Soldater kom og begjærte vore Passer. Et Regiment svenske Husarer, som ligge i Helsingborg, marscherede op med deres brillante Uniformer, rundt omkring Byen ere en Mængde høie og steile Bakker, saa at jeg allerede troede at see de svenske Bjerge; paa den ene af Bakkerne staaer et gammelt Riddertaarn, som rager saa høit frem, at man seer det over hele Byen, og omkring Taarnet flagre, bestandig en s. 16stor Mængde af Fugle, som have deres Reder deri, ligesom man seer paa Malerier. Folkene kjørte med Oxer for Vognene, og der var just Marked i Byen, saa at jeg fik en stor Mængde af svenske Ansigter og Stemmer at see og høre. Hos Frue Eppinger leverte jeg mine Breve af, men traf hende ikke, skjønt jeg var der to Gange. Om Eftermiddagen reiste vi derfra. Paa Veien gjennem Skaane glemte jeg reent, at jeg var i Sverrig, thi jeg syntes snarere, at jeg kjørte paa Roes-kilde-Veien, saa fladt og hæsligt forekom Landet mig. Men Veien igjennem Smaaland og hertil har behaget mig meget. Paa nogle Steder er den vel meget bakket, men paa andre saa flad, at man skulde troe, man var i Sjælland; men i andre Henseender er det meget forskjelligt derfra. Landet er næsten en eneste Skov, med de allerdeiligste Prospekter og Udsigter, men en Skov, hvori der ikke findes et eneste Bøgetræe, men derimod lutter Graner, Fyrre-, Birke- og Egetræer. Man seer allevegne nydelige smaae Egern, som klattre paa Træerne, og springe fra den ene Green til den anden; de ere saa tamme, at man kan gaae ganske nær hen til Træet og see paa dem, uden at de løbe bort. Alle Huse ere af bar Træe, uden noget videre, overalt kan man sige, at altingnæsten er gjort af Træe, thi her er en saadan Overflødighed paa Brænde, at det ikke er i nogen Priis; det koster ingen Ting; men æstimeres ligesom Vand. Naar man om Aftenen kommer til en Gjæstgivergaard, bliver der strax antændt store Ildbraser i alle Værelser, og derfor betaler man en Skilling for Opvarterens Umage, og det er Ildbraser saa store, som Moder aldrig har seet dem, thi der er ikke Kakkelovne i Værelserne, men store Skorstene, som de lægge store Stykker Fyrre- og Birketræe i. Jeg har ret hver Aften tænkt paa, hvad for en Glæde, Moder skulde have ved at see det Syn. Hvad jeg ogsaa har lagt Mærke til, er Menneskenes store Simplicitet og Ukyndighed i alt, hvad der paa nogen Maade hører til Hovedstaden. Hver Gang vi kom til en Station, forsamlede hele Egnens Folk sig omkring Vognene, for at betragte ikke saa meget os, men Hennings 1) Gyngehest, som laae uden paa den ene Vogn. Alle Børn græd, fordi de ikke s. 17maatte beholde den, de Gamle spurgte, hvad den skulde koste, følte paa dens Skind, og en spurgte blandt andet, om det ogsaa var dens eget? Imidlertid gjorde de mig en uendelig Mængde af Spørgsmaal, om hvem Grev Taube var, hvorfor og hvorlænge han havde været i Kjøbenhavn, om han havde familie der, hvad Nyt man havde i Kjøbenhavn, og tusinde andre Ting. Den største Deel har aldrig været længer, end i den nærmeste Kjøbstad, forresten ere de meget godmodige og tjenstagtige. De brænde aldrig Lys, undtagen paa Gjæstgivergaardene, thi de see ved deres store Ildbraser. En Aften, da det var blevet mørkt, holdt jeg stille uden for en Bondegaard, og begjærte et Lys til at tænde Lygterne paa Vognen, og saa kom de ud paa Veien med store Blus af Fyrretræe, hvorved jeg tændte Lygterne.
Paa Veiene seer man undertiden et Kors at staae. Dermed betegne de de Steder, hvor en eller anden Person er bleven myrdet. Den Døde begrave de paa Stedet, og Korset sætte de formodentlig, fordi den Døde ikke kommer i christen Jord. Ved Siden gjøre de en liden Høi, og det er enhver Forbigaaendes Pligt at lægge en lille Qvist paa Høien. Denne Skik forsømme de aldrig; vi saae i en Skov et saadant Sted, hvor en Bonde skulde være dræbt af en Husar for 20 Aar siden, og endnu lægger enhver Forbigaaende en Qvist paa Høien, saa at denne Høi nu er saa stor, at den ligner et lille Bjerg. Jeg har nu som en ærlig Reisebeskriver, fortalt det Lands Mærkværdigheder, hvorigjennem jeg er reist; det har ret forundret mig at see en saa stor Forskjel mellem Danmark og Sverrig lille en Afstand, og det baade i physisk og moralsk Henseende. Det staaer nu kun tilbage, at jeg til Gyllembourgs Bedste leverer en ordentlig Statistik af Landet. Dette vil jeg opsætte til en anden Gang; jeg vil kun anføre, at det har været mig usædvanligt nok at reise igjennem hele lange Strækninger paa et par Mile, uden at see et Huus, eller møde et Menneske eller blot see mindste Spor af et cultiveret Land, men overalt hvor der ikke er Vei, enten en tætbegroet Skov eller uendelig lange Marker begroede med Lyng og Tyltebær. Forresten er Veiret i denne Tid meget behageligt. Vi spise hver Dag Stikkelsbær, Rips og Soelbær, og det forekommer mig, som om jeg var reist fra s. 18Vinteren, idet jeg er kommen mod Norden. Herregaarden her er, som alle Huse, blot af Træe, men inden i bestaaer den af overordentlig smukke Værelser, og saadan en Ziirlighed og Pertentlighed i alle Ting, at det er en god Øvelse for mig i at huske paa at skrabe mine Støvler af, inden jeg gaaer ind i Stuen, ikke lægge mig op ad Gardinerne etc. etc. etc., som Moder bedre veed end jeg. Henning faaer ikke engang Tilladelse til at komme ind i Værelserne ; Grev Taube maae gaae ud i Gaarden, naar han vil ryge Tobak. Dette er heelt begribeligt, thi paa hele Gaarden findes lutter Fruentimmer, undtagen Tjeneren. Disse bestaae af den gamle Frue selv, 2 Døttre og en Mamsel. Det var Synd at sige, at Selskabet var morsomt, men vi forkorte os Tiden paa allehaande Maader. Stedet ligger i en fortreffelig Egn; man har fra nogle høie Bakker omkring Gaarden en herlig Udsigt over den store Søe Wettern og de røde Tage af Staden Jön-kjöping, som ligger paa en smal Landtunge ud i Søen. Her seer man ogsaa de første Bjerge i Horizonten. En Miils Vei herfra ligger et stort Bjerg, som kaldes Taberg, hvor der findes Jernmalm i Overflødighed. I Formiddags kjørte jeg derhen med Magisteren og Gustav for at besee det. Vi gik, eller rettere krøb lige op paa Spidsen, hvorfra man har en deilig Udsigt. Hele Bjerget er bevoxet med Gran- og Fyrreskov ; her findes ingen Gruber, thi her er den Særegenhed, at Malmen skyder op igjennem Jorden paa Overfladen af Bjerget, saa at man allevegne træder i Jernmalm. Man har begyndt at gjøre en Mine tvers igjennem Bjerget; vi gik lidt ind i den; men vi gik snart tilbage igjen, thi der er en fæl Kulde, og Vandet render ligesom i smaa Bække derigjennem ; desuden er der et Bælmørke, og et stærkt Echo af hvert Ord man taler. Bjergmændene tør ikke fuldende deres Arbeide, thi de fortælle, at da de vare komne saavidt dermed, som de nu ere, saa kom der smaa Bjergfolk ud af Bjerget og forbød dem at fortsætte det ; og siden den Tid staaer Minen ufuldendt. Bjerget er forfærdeligt steilt, jeg blev ganske bange over at see ned fra Toppen, især da jeg skulde gaae ned af Brinken. De andre havde mig til Bedste i den Anledning, thi de gik rask til med store Kjeppe i Haanden ; jeg derimod satte mig paa min salva venia og skuppede mig ned med s. 19Hænder og Fødder, saa at det varede over en halv Time, inden jeg kom ned, til største Moerskab for de andre, som stode og saae derpaa, og især for en lille Pige paa Bjerget, som viste os omkring, thi hun sprang som en Gazelle fra den ene Steen til den anden uden mindste Frygt, saa at jeg troede hvert Øieblik at see hende styrte ned af Bjerget og knuses paa de uhyre Stene.
Den 8de October.
Jeg har hidindtil ikke rørt noget af Indpakningen i min Kuffert undtagen det allerøverste, men jeg har seet, at alt er i god Behold. I Dag bliver jeg dog nødt til at gaae dybere, thi jeg maae klæde mig lidt ordentligt paa, saasom her kommer stort Selskab til Middag. I Morgen tidlig reise vi herfra. Om et Par Dage kan vi vel være paa Dalbyholm hos Grev Hamiltons. Det kan vel ikke nytte, at Moder eller Gyllembourg skrive mig til førend til Stockholm eller Upsala. Men det kan skee, naar det skal være, thi Brevet kan ligge og vente paa mig, til jeg kommer, ifald det skulde komme tidligere end jeg. Lad mig saa vide, hvorledes alting staaer til hjemme, om Weyses Melancholie har sat sig, hvorledes Bruun og Bredsdorff 1) leve, hvordan det er gaaet med Hertzes Examen o. s. v. Hils dem alle meget fra mig, og fortæl dem, hvad der kunde interessere dem i mit Brev. Grevinden hilser saa mange Gange; hun vil selv skrive til Moder fra Stockholm. I Forgaars saae jeg allerede en af hendes Familie, en Hofrets-raad Strohkirch, hendes Faders Cousin, som var her paa Besøg. Han lovede just ikke meget. Lev vel, kjere Moder, glem ikke at hilse Tante Lise, Bolette 2) og Hanne og skriv snart til Din hengivne
J. L. H.