Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Thomasine Christine Buntzen Gyllembourg-Ehrensvaerd (1812-10-26)

Kjøbenhavnd. 26de Oct. 1812.

Min egen gode Ludvig! Jeg takker dig ret af Hjertet for det kjere lille Brev, jeg fik i Aftes. De kjerlige Ting du deri siger mig ere ret en Balsom for din stakkels længselfulde Moder, men saa kjert som det vel er mig at du længes s. 60 efter mig, saa ondt gjør det mig, at jeg af dine sidste Breve synes at see, at du ikke er fornøjet. Dit Brev fra Strømsberg gjorde os alle saa glade. Saaledes lykkelig, i den frie Verden og forundret over og opmærksom paa alt det nye du seer, levende og oprømt, saaledes ønske vi at tænke os vort kjere, fraværende Barn. Saa vist som Gud veed, at mine Tanker aldrig noget Minut forlader dig, og saa glædeligt som det er mig, at du i Tankerne ogsaa forestiller dig mig nærværende (som den bedre Deel af mig, ogsaa virkelig er) saa ukjert erdet mig dog, naar du siger: at disse Tanker ere den eeneste Interesse, du har ved hvad du seer og hører. Nej! min bedste Dreng! det maa du ikke sige! — Hvad kan være interessantere, hvad er ædlere og skjønnere at see, end Menneskets store Værk, store Stræben i de forskjellige Lande, end det forskjellige Liv i de forskjellige Glasser. — Hvor er du ikke lykkelig i din Alder, med din Sundhed og Naturens øvrige gode Gaver, med fremfor Alt, en Sjel der kan føle og forstaae, i et nyt Land, en prægtig Hovedstad, hvor du er som hjemme; hvor du befinder dig i en Kreds som næsten er som din Familie, og som kappes om at vise dig Godhed og fornøje dig, og det ovenikjøbet Landets fornemste og anseeligste Mænd. Nyd med Glæde og Forstand, kjere Ludvig! alt det Gode din Stilling i dette Øjeblik har. Det er en Garnavalstid i dit Liv, som maaskee aldrig kommer saaledes igjen, og som du med Klogskab og Lyst maa nyde saaledes, at du i al din øvrige Tid, kan tænke paa den med Tilfredshed. Lad det nu ikke gaae med den, som — sans Comparaison — med Beleiringstiden, som du altid græmmer dig over at have levet som i Søvne. Under saa lykkelige Omstændigheder erdet uvist at du kommer til at gjøre nogen Reise igjen. Behold dit Hjem i kjerlig Erindring, lad det staae som et lille Landskab som man seer i Baggrunden, igjennem Vinduet paa et prægtigt Palais — (ak Gud veed! det længes efter sin unge Herre!) — men lad det ikke forhindre dig fra, med et let Sind at tage Deel i alt hvad der omgiver dig. Desgladere vil vi blive for at sees igjen, jo oftere vi med Længsel og Savn tænker paa hinanden. Fornøj dig over den store fornemme og rige Verden, hvor du nu er i. Dens Sæder ere ikke at foragte. De ere det Velin Papiir, hvorpaa et Digt er s. 61 trykket. Om Digtet end er aldrig saa skjønt, saa seer vi dog med Glæde og Behag, den smukke Udgave, og læser det med niere Lethed. Jeg priser det unge Menneske lyksalig, som tidlig kan gjøre sig den sande gode Tone egen, som bliver indført i de Cirkler, hvor den hersker, imedens han endnu har Bøjelighed nok til at antage dens Lethed og virkelige Elskværdighed. Forenet med en ædel og virkelig dannet Sjel, gjør den Livet let og lykkeligt for den der har den, og for alle dem som omgiver den. Da er den hos en Mand som Skjønhed hos et Fruentimmer, den tiltrækker alle, og forener de stridige Kræfter. Et ret elskværdig Menneske maa vel først dannes i det huslige Liv, men kun i den store Verden bliver hans Dannelse fuldendt, og lykkelig den som itide lærer denne at kjende! Han vil hverken ansee den som det højeste eller daarlig oversee dens Fortrin. Lykkelig prises ogsaa du min Dreng! af alle, for denne Reises Skyld, især af alle dine unge Bekjendtere, og lykkelig priser jeg mig ogsaa selv ved at vide dig saa vel, som du er i Sverrig i G—s Familie, som vil gjøre alting for at fornøje dig, det veed jeg allerede. Siden jeg veed dig i Stockholm, er jeg som et nyt Menneske, saa svær en Steen er faldet af mit Hjerte, skjønt jeg endnu hver Time paa Dagen savner dig og mangen Gang med grædende Taarer. Jeg glæder mig nu ved at tænke at næste Fredag saa ere de fire Uger af din Fraværelse forbi, saa er snart den halve Tid gaaet. Den stakkels Weyse sagde til mig i Gaar: „I Dag dreiede jeg med Hjertens Glæde min Almanak, nu gaaer Gud skee Lov October Maaned ud med denne Uge, saa er saa megen Tid gaaet af vort Barns Fraværelse! Du har Synd af, min gode Ludvig! at du ikke har skrevet til den stakkels Weyse, — han sad her den hele Eftermiddag i Gaar, og ventede paa det Brev han ikke fik, saa gik han saa slukøret i sit Søndags Selskab. Du har dog en saa varm Ven i dette genialske Menneske. — G. var ogsaa i ondt Humeur i Aftes, fordi du ikke alt var rejst til Waloxsæby, medens Paykulls endnu er der. da dit 8te Dages Ophold i Stockholm maa bringe dig i Forlegenhed, mener han, med de Breves Aflevering du havde med. — Du har dog vel været hos den Danske Minister? Ogsaa havde han hele Dagen glædet sig til at faae en ud- s. 62 førlig Fortælling om hans kjere Fødebye og noget om Landet imellem Jönkjöping og Stockholm. Forundre dig ikke over dette hans Ønske. Ak, endeel af hans Sjel er desværre endnu i det Land, det har jeg med Veemodighed mærket siden du reiste, og dit Ophold der, er virkelig for ham, som om en Deel af ham selv var vendt tilbage til hans fædrene Bjerge. Enhver Glæde du har af hvad du seer der, enhver Berømmelse derover fra dig, kommer ham til at græde af Glæde. — Dersom du i en eenlig Samtale med Grev Gyllenborg, kunde komme til at nævne for ham denne hans Vens Længsel, især efter ham, saa gjør det, dersom det falder af sig selv i Samtalen, uden nogen videre Anvendelse deraf.

Hvor kunde du kjede dig paa den store Opera? Det prægtige Huus og de fremmede pyntede Damer maatte dog være fornøjelig at see for første Gang i det mindste. Hvad synes du om Ridderholms Kirke? Og om Kongens Bibliothek? — Skam dig Doven-Lars! at komme for silde til at see Paraden! — Hvor veed Moder alt det? — Ikke fra Taubes; fra dem er intet Brev kommet. Ikke heller af Sundbeck, hans Brev indeholdt intet uden Complimenter. — Men af hvem da? — Af en lille Fugl, som følger dig paa mine Vegne, og fortæller mjg, hvor du gaaer hen. — Har du læst brav i de fire tykke Bind af Stockholms Beskrivelse? — Hvad Fuglen ikke har sagt, men som jeg vist gjætter er det at du visselig sover grumme længe om Morgenen? Men gaaer du da ogsaa tidlig til Sengs om Aftenen? Een af de to Tider, enten om Morgenen inden du gaaer til de andre, eller om Aftenen efter at de have lagt sig, kunde du dog anvende en Timestid af til at skrive til os hjemme. Du troer dog ikke hvor usigelig vi alle glæder os naar de kjere Breve kommer og hvor vi først vende dem, for i Forvejen at glæde os, naar vi see de ere lange. Jeg beder dig, indrette dig saaledes, at du saa tidt du kan skriver til Weyse og et Par Ord til Bruun, og at du saavidt muligt, fortæller G. om hans Land og hans Venner. Ak, du skulde høre hvor han glæder sig i Forvejen til dine Breve, og forestiller sig hvad der kan staae i dem, og ved saa liden Moerskab og Adspredelse som han har, saa er det altid saa tungt, naar en Glæde han har lovet sig, ikke bliver af. Jeg beder dig min kjereste Ludvig! nyt denne Tid, s. 63 (da det i saa mange Henseender staaer i din Magt at gjøre dig endnu kjerere og agtværdigere for ham) til at saae Blomster paa vort daglige Livs Vej, som i Tiden skal vederkvæge os alle tree. — At jeg elsker dig, er saa naturligt, saa umuligt andet. Men hans store Kjerlighed er noget saa usædvanligt, saa skjønt, at du vel maa gjøre dig nogen Umage for at vedligeholde et Forhold som saa meget ærer Eder begge, som er saa nødvendigt til min Roelighed og Tilfredshed, og du i dine ældre Dage altid vil tænke paa med sand Beroeligelse. — Det er umuligt for mig og vilde være det for en meget bedre Brevskriver end mig, at forklare den usigelige Kjerlighed som følger dig paa alle dine Veje Dag og Nat. Naar du selv engang i Verden faaer et eget Huus, er det ikke muligt at du der kan ventes med mere Glæde. Weyse sidder og spiller saa deiligt, at han er færdig at faae mig til at græde og forstyrrer mig reent i mine Concepter.

Der er een Ting jeg har tænkt paa! Har du ikke Lyst til at gjøre Skuespillerinden Frue Møllers Bekjendtskab? Du veed nok at det er vor forrige Frue Walther! — Du kan let komme i Bekjendtskab med hende som dansk. Tuxen siger at du blot kan gaae til hende og sige at du som hendes Landsmand ikke vilde forlade Stockholm uden at gjøre hende din Opvartning. Dit Navn er hende nok bekjendt, din Fader har været meget forelsked i hende, baade i hans Ungdom, og for 21 Aar siden, da hun var her, og jeg ogsaa saae hende, da var hun endnu baade ung og smuk, hvorvel hun var nogle og fyrretyve Aar. Det vil vist ikke fortryde dig at tale med hende, hun er eller var en Slags Philine, men mere forfinet i den store Verden. Frue Stael-Holstein (Forfatterinde til Corinna) skal ogsaa være i Stockholm. G. vilde gjerne gjøre dig bekjendt med hende, han veed blot ikke ret, hvordan han skal bære sig ad dermed.

Baade G. og jeg har faaet to kjere, elskværdige Breve fra den gode Grev Gyllenborg. Du skulde bare læse med hvilken kjerlig Interesse han taler om dig. Han er langt fra at synes at du gjør en daarlig Figur i Selskab, som du siger. Det skal du heller ikke indbilde dig, min gode Ludvig. Naar man kjeder sig, gjør man altid i sine egne Tanker en daarlig Figur, men naar du moerer dig, er du vist ret frie og artig. s. 64 — Jeg beder dig min bedste Dreng, at du vil gribe enhver Leilighed til at vise din Hengivenhed for Grev G. ved alle mulige smaae Opmærksomheder. Det er G.s bedste Ven ögen ærlig, rigtig god Mand. og hans kjerlige Yttringer om dig, har reent indtaget mit Hjerte for ham. Jeg beder dig aldrig glemme at hilse ham fra mig, og sige ham, naar Leilighed gives, at han er mig kjerere end han selv veed, og at een af mine største Lyksaligheder skulde være at see ham igjen. — Jeg er saa glad for at han synes saa godt om dig. Kjereste Ludvig! bevar stedse det Udtryk af reene Sæder og blomstrende Sundhed, som gjør dig behagelig for enhver der seer dig, og udgjør din Moders Glæde. Tænk dig altid at jeg seer dig, som du i dit kjere Brev siger. Lev vel min egen Dreng! min bedste Ludvig! vær glad, moer dig, nyd dit unge Liv paa den ædleste og skjønneste Maade men længes dog altid lidt efter din lille Moder.

For Guds Skyld, lov mig at du ikke ligger og læser i Sengen ved Lys om Aftenen.