Kjøbenhavnd. 5te Nov. 1812.
Medens de andre (Bruun, Weyse og G.) spille Boston, inde i Spisestuen, sidder jeg her og skriver et Par Ord til dig min egen Ludvig! langt bliver det ikke, thi det er allerede silde. Anthony gaaer og dækker Theebordet. Om Dagen har jeg nu kun lidt Tid, for min store Flittigheds Skyld med mine Juleklap. og i Morgen faaer jeg slet ikke Tid, da det er min Dag at jeg skal læse med den lille Bolette. — Jeg fik nu nyelig et Par Linier fra dig, og Weyse fik Brev, hvorover han blev overmaade glad. Jeg er ret i et melankolsk Humeur i Aften! Jeg længes saa inderlig efter dig! Jeg synes det er mig umuligt at leve længer uden dig. Det eeneste der skal hjælpe mig er Haab om, at du skal komme hjem til den Tid jeg har tænkt. Men jeg veed ikke! — jeg er saa bange at du ikke kommer til din Geburtsdag, og jeg synes at jeg ikke kan vente længer. — Paa Mandag, da det er min Fødselsdag, vil jeg endelig ikke have andet end vort daglige Theevand. Jeg vil ingen Gilde have i Huset førend du kommer igjen. Jeg sætter al Glædskab op, til den lykkelige Dag, da du kom til Verden. Ak! er det dig muligt, saa lad mig ikke have glædet mig forgjæves til, at du kommer til den Dag og siig mig med næste Post at du vil det, saa beroliger du mig. Tænk dog paa hvor jeg har længtes, hvor jeg bestandig længes! Hvad er dog den Godhed de andre har for dig, mod din stakkels Moders inderlige Kjerlighed? Hvor elskværdige de end kan være, de seer dog ikke din Elskværdighed saadan som jeg, de leve dog ikke i dig, som jeg. Gode Ludvig! du veed ikke hvor vi savne dig. — Jeg kan ordentlig komme til at græde naar jeg blot tænker paa at vi kunde komme til at leve en eensom Jul uden dig. Saa vilde vi slet ingen Juleaften holde, og dette Huus, som i de glade Juledage pleier at gjenlyde af festlig Glæde, vilde være mørkt og stille. Gjør os dog ikke den Sorg! Lad ingen overtale dig dertil! vi ere dig dog nærmest! — Du vil i Tiden med Glæde tænke paa s. 74at du har gjort os dette lille Offer. Ønsker du dig ikke undertiden hjem til os? Vil du være bedrøvet naar du skal hjem til os igjen? — Jeg bliver selv ganske bedrøvet naar jeg tænker det. — Gjør mig den Glæde og siig mig naar du kommer, at jeg kan fornøje mig i Forvejen til din Ankomst.
Det glæder mig at du kan spille Boston. Det er godt for mig naar du kommer hjem, saa kan jeg slippe for at være tredie og fjerde Mand. Men min bedste Ludvig! Vogt dig for at spille i fremmede Selskaber, især høje Spil. Tænk hvor slemt det var, om du engang sad og tabte din hele lille Capital.
Tænk kjerligt paa Din Moder.
C. E. F. Weyse i hans 28de Aar.