Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Thomasine Christine Buntzen Gyllembourg-Ehrensvaerd (1812-11-19)

Kjøbenhavnden 19de November 1812.

Kjære Ludvig! Da jeg gav mit Samtykke til din svenske Reise, vidste jeg vel at din Fraværelse vilde opfylde mit stakkels Sind med Længsel og Bedrøvelse, jeg gjorde villig dette Offer for din Glæde; men jeg var langt fra at drømme om at denne Reise skulde koste mig alle mine kommende Dages Roelighed, som den nu truer med at vilde gjøre. — Du sender mig Grevens og Grevindens Breve aabne, altsaa maa jeg formode du veed deres Indhold, som er dette: at du paa ingen Maade kommer igjen før i Januar Maaned, og du er haard nok til ikke at sige mig et Trøstens Ord om at du til Trods for disse udelicate Mennesker vil holde dit hellige Løfte. Et Løfte paa hvis Opfyldelse du alt for vel veed at din Moders Rolighed beroer. End mere: Du har faaet mit Brev af 3die Nov. I dette Brev beder jeg dig at lette en tung Steen af mit Hjerte, jeg siger: „Kjere Ludvig trøst mig, svar mig strax og jeg skal velsigne din barnlige Kjerlighed.“ — Og du Ludvig! — for Spøg og Glæde, nægter du din Moder et eeneste Trøstens Ord, du kan ikke opofre en fjerdendeels Time af din Søvn eller dine Fornøjelser for at lette en Steen af mit Hjerte, jeg som saa mangen Nat har vaaget for dig, med Taare og Kjerlighed. O Gud! er det mueligt! er det ikke en ond Drøm som ængster mig? — Ak Ludvig! du som jeg elsker saa højt, du elsker mig da slet ikke! — Hvad har jeg gjort dig, at du kan gjøre mig saa bedrøvet. Ak om du i et fortryllet Speil saae denne Stue, hvor G—, Weyse og jeg have været bedrøvede, hvor vi forgjæves have søgt at trøste hinanden. — Er det muligt? Vil du virkelig blive fra os over Julen, over din Fødselsdag? Kan du være glad hos Grevens, naar du veed at din stakkels Moder sidder grædende hjemme? Kan du taale at se de mange Lys, og tænke paa at hjemme er mørkt og sørgeligt. Ak Gud! det er ikke muligt, det kan min Ludvig ikke gjøre! Men hvor er det da muligt, at du kunde sende disse ulyksalige Breve fra Grevens, uden at sige et Ord? At du kunde lade Posten gaae uden med et Par Ord at svare paa mit Brev af 3die Nov.? Ak grusomme Tvivl om en elsket Vens, s. 98 om et Earns Kjerlighed og Retskaffenhed! — Ingen giftigere Orm nagede nogensinde paa et følende Menneskes beklemte Hjerte. — Hvor skal jeg udholde det til paa Mandag — fire lange Dage! — inden der kan komme Brev fra dig? — Og naar det saa kommer, har det da et trøsteligt Ord for din bedrøvede Moder? Kjere Ludvig! veed du slet ikke hvad Smerte er, siden du spøger saa frygtelig med den?

Saa meget, saa usigelig meget holder jeg af dig, at jeg i al min Sorg frygter for at dette Brev skal gjøre dig ondt, og dog kan du aldrig blive halv saa bedrøvet som jeg er i Aften. Enten maa jeg slet ikke skrive eller ogsaa maa jeg udøse mit. Hjerte for dig. — — —