Danmarks Breve

BREV TIL: Thomasine Christine Gyllembourg FRA: Johan Ludvig Heiberg (1812-11-30)

Upsalad. 30te Novbr. 1812.

Gode Moder!

Jeg har nu atter læst dine to sidste Breve (af 12te og 16de Novbr.), og finder efter Gjennemlæsningen doppelt Lyst til at underholde mig med Dig, især da jeg i Aften befinder mig ganske allene med mine Tanker, og som en Følge deraf maae jeg naturligviis være hos Dig. Paykulls komme ikke herind førend i Morgen Eftermiddag, Gustav er inviteret paa Soupé, Doktor Myreeu er ogsaa ude; jeg sidder saaledes ganske allene, og har Tid og Ro til at skrive, to Ting, som jeg i lang Tid har maattet undvære. Deraf kommer det sig, s. 106 at mine Breve i lang Tid have været lidet indholdsrige, og noksom have forraadet det Hastværk, hvori de ere skrevne. Paa Grund deraf have de kun lidet kundet interessere Dig, og jeg seer da, at de med endnu større Ret kunde fortjene Navnet af kolde Breve, end de foregaaende, hvilke jeg med Bedrøvelse seer, at Du har benævnet saaledes. Dette har gjort mig forlegen med mine Breve; thi nødig vil jeg gjøre Dig bedrøvet med at skrive saadanne Breve, hvoraf Du kunde synes, at jeg har forglemt den Kjærlighed, jeg er Dig skyldig; jeg maae saaledes med Forsigtighed veie hvert Ord, forsøge hvert Udtryk, inden jeg skriver det ned, for at se om det ikke er for koldt eller stødende. Men en saadan Forsigtighed vilde berøve mig al Frihed og Lethed i at skrive, og gjøre mig det besværligt. Men det skal heller ikke skee. Jeg forstaaer Din Mening, og omendskjøndt det, Du skrev i den Anledning, i det første Øieblik decontenanceerte mig og gjorde mig meget ondt, saa har jeg dog siden ved nærmere Gjen-nemlæsning og Betragtning fattet mig og indseet Grunden til Din Paastand. Med Din store Kjærlighed og Dit varme Sindelag ønsker Du at finde mig ligesaa; og sandt er det, at Kjærlighed uden modsvarende Gjenkjærlighed er som Spørgsmaal uden Svar. Naar Du nu ikke i enhver Linie i mine Breve seer Udtryk af denne Kjerlighed, saa troer Du, at jeg ikke besidder den, og mener, at der ikke kan være Ild, hvor man ikke bestandig seer Lue. Men deri tager Du feil. Omendskjøndt jeg ikke er et Fyrtaarn, der lyser paa flere Miles Afstand, saa er jeg dog derfor ikke nogen haard Flintesteen, der ikke giver Gnister, førend den bliver banket med Jern og Staal. Mit Hjerte er som Gløder under Asken. Ved et ringe Pust af Din Aande komme de frem, uden dog altid at tænde en Ild, som kan lyse fra Stockholm til Kbhavn. Dog synes mig ikke, at alle mine Breve have været lige følesløse. Nogle har jeg skrevet, som efter mit Begreb have været ret venlige og varme; men man er ikke altid eens stemt. Undertiden er man mindre venlig end ellers; og naar man nu ikke kan skrive sine Breve in zwanglosen Heften, men nødvendig skal skrive eet hver Postdag, saa kan det let hænde, at man nogle Gange er i en ugunstig Stemning. Weyse har i et Brev til mig inddeelt Breve i Almindelighed i historiske og hysteriske, s. 107 Der er noget sandt i denne Inddeling. Mine Breve ere altid hysteriske, det er at sige: de udtrykke mit daværende Lune, den Stemning, hvori jeg er, naar jeg skriver Brevet, end-skjøndt der ogsaa ofte ere historiske Blandinger derimellem. Fordi det ene Menneske udtrykker sig paa een Maade, det andet paa en anden, behøve de derfor at være forskjellige? Udtrykket er jo kuns en Form; den samme Grundkraft frembringer en Uendelighed af Former og modificerer dem paa utallige Maader: skulde dette da ikke ogsaa gjælde om vore Følelser, saavel som alt andet? Vi forstaae derfor hinanden. Dine Breve ere hæftige, mine rolige, ofte kjedsommelige. Deraf kan der dog ikke uddrages nogen Slutning angaaende Proportionen imellem vor Kjerlighed. Nok er det, at Du elsker mig, og jeg elsker Dig. Hvis Kjerlighed der er høiest, veed ene Gud. At min ikke er forgjængelig, det føler jeg i dette, som i saa mange andre Øjeblikke, og føler det ofte paa en melancolsk Maade, saaledes som i Forgaars, da jeg reiste ud til Dannemora med Gustav og en fremmed Magister, som Doktor Myreen havde sat til at passe paa os. Denne Magister havde jeg aldrig seet før; han forstod aldrig hvad jeg sagde paa mit Dansk, og han talte hverken Tysk eller Fransk, saa at jeg næsten ikke kunde tale med ham. Gustav sad ogsaa og taug. Jeg blev herover i saa ondt Humeur, og fandt mig saa ene imellem disse to Mennesker, som hver har sin særskilte Interesse, og saa lidet støder sammen med mig, og da det nu blev mørkt og Stjernerne kom frem, saa gjorde jeg bogstavelig hvad der staaer i mit Vers: jeg betragtede Stjernerne med Længsel, og drømte mig hjem. Jeg tænkte med Veernodighed paa, at jeg nu fjernede mig endnu meer, og bestandig mere fra Kjøbenhavn. Alting saae saa strængt og mørkt ud. Vi kjørte igjennem en stor og mørk Granskov, som strakte sig flere Miil. Rundt omkring laae Snee og lis, og kun oventil saae jeg med Velbehag paa de milde Stjerner. Det er den første Gang, at jeg ret har fundet mig allene her i Sverrige, thi hidindtil har jeg bestandig været som i en Familiecirkel. Hvad vil Du nu mere? Mine Tanker ere jo ofte hos Dig, ja jeg kan sige, at de ere altid hos Dig, thi om jeg ogsaa ikke egentlig tænker directe paa Dig, men. som det hænder sig, ogsaa paa andre Ting, saa staaer Du dog s. 108 altid i Baggrunden af ethvert Malerie, som jeg i mine Tanker udkaster. Om nu et Brev er kort og ligegyldigt, især fordi det er affattet i Hastværk, en halv Time, førend Posten skal afgaae, og fordi jeg ikke har havt Ro til at skrive det, men har maattet løbe ud og ind, frem og tilbage, endelig maa skynde mig at klæde mig i Skoe og Strømper (min Skræk og Afskye) for at gaae i Selskab, om et Brev under saadanne Omstændigheder bliver koldt og afknappet, er det da saa meget at undres over, og bør man deraf gjøre nogle Slutninger til Personens Characteer? Du siger at Digtekunsten kan begeistre mig; hvor kan jeg da være kold? Eller er det nogen Feil, at jeg heller lader mig begeistre af Poesi end af Prosa? Skulde jeg have Følelse for alt andet, og ikke for Kjerlighed? Vær forsikkret om, at hvem der har Følelse for det ene, har det ogsaa for det andet. Der gives ikke adskilte Følelser, en for Naturen, en anden for Kjærlighed o. s. v., men der gives kun en eneste Følelse, og den strækker sig til alt Godt og Skjønt, og har man den for det ene, saa har man den for alt. Dixi.

I Dannemora Jerngruber gik jeg ikke ned, thi det var just en Søndag, da vi besaae dem, der var saaledes ingen Arbeidere eller Heste, altsaa heller ingen, som kunde besørge os ned i den sædvanlige Tønde. Det eneste Møyen var at gaae ned af en Stige, og dertil havde jeg sandelig ikke Courage. Forresten fortæller jeg intet herom eller noget andet, thi dette Brev er blot hysterisk. Desuden er jeg om faae Dage i Kbhavn, og skal da efter Evne gjøre Rede for alle de Spørgsmaal, man vil gjøre mig. Til min Fødselsdag kan jeg nu neppe komme, men omkring den 20de skal jeg være hos Dig i den gule Stue. Vi skal da nok forinden Julen faae Tid til at tale om alleslags. Lev ret vel og hils Gyllembourg, Weyse etc.

Din Ludvig.