Danmarks Breve

Brevvexling fra J. L Heibergs Reise ...

s. 1 Brevvexling fra J. L Heibergs Reise til Sverige i Efteraaret 1812.

J. L. Heibergs Brevvexling med Slægt og Venner i Hjemmet under hans første Udenlandsreise er næsten fuldstændig bevaret og eies af Etatsraadinde Heiberg. Efterat Undertegnede, ligesom forskjellige andre, der lærte denne Samling at kjende, havde udtalt mig for dens Offenliggjørelse, gav Fru Heiberg sit Samtykke hertil, paa Betingelse af at jeg gjorde nærmere Forslag i Henseende til Enkelthederne og paatog mig det literære Ansvar for, hvad der skulde medtages og udelades.

Mange ville maaske efter Læsningen sige, at disse Breve for en overveiende Del er ubetydelige og uden literær-historisk Værd. Dette kan have sin Berettigelse, naar man ser paa de enkelte Stykker; men betragtet som Helhed kan man sikkert gaa ud fra, at saa fyldige Udtalelser mellem Personligheder, hvis Betydning Ingen vil bestride, altid have et stort Værd for Opfattelsen af dem. Det kan vel endog siges at være et forhen savnet Led i Forstaaelsen af Fru Gyllembourgs Karakter, naar hun her fremtræder som den lidenskabeligt kjærlige og bekymrede Moder, medens Gyllembourg viser sig som den hengivne og omhyggelige Ægtefælle og som Sønnens faderlige Ven og Baadgiver. Hvad Heiberg angaar, da ses det klarere af disse Breve, end nogen tidligere Skildring har kunnet føre det frem, i hvilken Grad han i sin første Ungdom var Alles Yndling, en frisk og livsglad Natur, sprudlende af Liv og Vid, men under almindelige Forhold uden Udtryk for sine dybere Følelser. Den 17 Aar ældre Weyses kammeratlige s. 2 Udtalelser til ham kaste et klart Lys over begges ejendommelige Naturel og det ret mærkelige Forhold imellem dem.

Om selve Reisen hedder det i Molbechs Poetiske Anthologi IV, 245 (sml. Heibergs „autobiografiske Fragmenter“, Prosaiske Skrifter XI, 490): „Da han derpaa i sit 12te eller 13de Aar kom tilbage i sin Moders Hus, traadte han atter ind i en stadig Omgangskreds af en Del af Hovedstadens udmærkede Mænd af de forskjelligste Fag. — — Jævnlige Besøg af Medlemmer af forskjellige adelige Familier fra Stockholm meddelte tillige denne Kreds et nyt og eien-dommeligt Element, og saaledes skete det, at den unge Heiberg fra sine tidligste Aar næsten udelukkende kom til at bevæge og udvikle sig i det mest dannede, ligesom tildels i det fornemme og udenlandske Selskab. Med en saadan svensk Familie (Grev Taubes), der for en Arvesag havde opholdt sig halvandet Aar i Danmark, gjorde han i Efteraaret 1812 sin første Udenlandsreise til Stockholm, og blev dels ved denne Familie, dels ved medbragte Anbefalinger indført i adskillige af Hovedstadens fornemste Huse, i nogle optaget som paarørende; ligesom han ogsaa i Stockholm boede i Huset hos den daværende svenske Justitsminister Grev Gyllemborg, en Fætter af Baron Ehrensværd“ (d. e. Gyllembourg).

Den 20aarige Johan Ludvig var bleven uundværlig for Grev Taubes, og da de i Begyndelsen af Oktober brød op fra Kjøbenhavn, for i egen Ekvipage, som det dengang var Skik, at tilbagelægge den lange Vei til Stockholm, plagede de formelig hans Moder for at faa hendes Samtykke til at tage ham med paa et længere Besøg i deres Hjem. Fru Gyllembourg undte gjerne sin Søn den store Glæde at faa de Steder at se, som han baade af Fremmede og af sin Stiffader havde hørt saa meget om, men det viste sig snart, at hun ikke havde havt nogen Forestilling om det Savn og de Ængstelser, hans Fraværelse vilde forvolde hende. Frygten for engang at miste denne Søn, som var hendes Stolthed og Glæde, voldte hende baade tidligere og senere mange Sorger, den landsforviste Faders Krav stod i denne Henseende stadig for hende som et mørkt Skræmmebillede; ved Reisen til Sverige forekom det hende desuden vistnok, at hun selv letsindig havde sat ham i Vove og derfor maatte være beredt s. 3 paa at miste ham. Denne ret naturlige Følelse og hendes hele let og dybt bevægelige Natur, maa man holde sig for Øie, naar man læser hendes ofte lidenskabelige Udbrud af Længsel, Bekymring og Bebreidelser til Sønnen. Man vil alt i det her Meddelte støde paa adskillige trættende Gjentagelser af disse Følelser, men meget Andet i samme Retning er dog udeladt, og i de sidste Breve stige de til en næsten sygelig Lidenskab, der irriterer ved sine Urimeligheder og ved den Egenkjærlighed overfor Sønnen, som den synes at røbe.

Af Gyllembourgs Breve ere kun enkelte medtagne; de udeladte indeholde for det meste vidtløftige Anvisninger, gode Raad, Kommissioner til Indkjøb o. 1., eller Beretninger om Ting, som ogsaa de andre Brevskrivere omtale. Der hviler over flere af dem dette eiendommelige Vemod, som følger den Landflygtige, naar han mindes sit tabte Hjem.

Weyses Breve ere gjengivne i Originalsproget, da de vilde have tabt alt for meget ved en Oversættelse. Han havde til sin Tid undervist Fru G. i Sang og vedblev senere at være hendes hengivne Ven for hele Livet. Da han er saa lidt kjendt, tildels maaske miskjendt, som Menneske, vil det elskværdige Billede af ham, som man modtager af Brevene til Heiberg, ikke savne sin Betydning.

Medens Samlingen af Breve fra Kjøbenhavn saaledes giver et fyldigt Indtryk af Heibergs Hjem med dets mange smaa Forhold og rige Indhold, give hans egne Meddelelser fra Sverige adskilligt mindre, end man maaske venter. Dette ligger dog ganske naturligt i hans unge Alder og i, at han blev saa stærkt optagen af de nye Forhold, han kom til at bevæge sig i. De Ældre i Hjemmet bebreide ham, at han ikke er tilstrækkelig om sig for at faa Alt at se, for at benytte alle sine Anbefalinger og komme omkring til Upsala og de store Herresæder ; det er ikke gaaet op for dem, at Hovedudbyttet for den unge Digter under et Ophold i Sverige ikke var afhængigt af, hvor meget eller lidt han fik at se af Steder og Mennesker, men laa deri, at han overhovedet kom til en Tid lang at indaande den svenske Luft, leve i svenske Omgivelser, og det tilmed i Rigets Hovedstad, i Karolinernes og Bellmanns Stockholm. Man bør derfor ei heller maale Betydningen af denne Reise efter den Redegjørelse, han aflægger s. 4 for den i sine Breve. Det skinner vel hist og her igjennem, hvad der har gjort Indtryk paa hans modtagelige Sind ; men først langt senere kommer det til sin fulde Ret i hans Digtning, idet han indfører de Bellmannske Melodier i sine Vaudeviller og idet han i langt høiere Grad end sine Samtidige modstaar den særlig tyske Paavirkning, som han dog i saa høi Grad blev udsat for. Det vilde vel være for dristigt bestemt at henføre dette til det forholdsvis korte Ophold i Stockholm, men dette havde jo sin Baggrund i talrige svenske Paavirkninger i Gyllembourgs Hus og i dennes egen Personlighed, og vist er det, at Heiberg i dette Forhold til Sverige, som ingen af vore andre Digtere kjendte, havde et Fortrin, som ikke bør undervurderes.

A. D. Jørgensen.

Joh. Ludv. Heiberg sit 18de Aar.
Efter et Miniaturmaler! tilh. Etatsraadinde Heiberg.