Heiberg, Johanne Luise BREV TIL: Krieger, Andreas Frederik FRA: Heiberg, Johanne Luise (1861-07-10)

Bonderup, d. 10. Juli 1861.

Tak for Deres Tak! Mit Løfte holder jeg og passer paa mig selv. Jeg befinder mig ret vel, men jeg veed ikke hvorledes det er; jeg har slet ingen Sommer-Følelse i Aar. Sommeren forekommer mig, tiltrods for de grønne Træer, som en Vinter; maaskee Vinteren til Gjengjæld vil forekomme mig som en Sommer. Jeg har saa ofte tænkt mig mit Paradiis som en Forening af Børn, Blomster og Musik. De seer altsaa, at jeg, paa Klaverets Forstemning nær, saa temmelig alt er i Paradiset, og dog! Ak vi Mennesker ere nogle ufornøielige Skabninger. Mine tre Smaa ere jublende af Glæde og rører mig saa tidt ved deres Kjærtegn og Ord, som saa ofte, paa en forunderlig Maade, ligesom besvarer mine tause Tanker. Især den lille Lelia. Da Sarah forleden kom til at sige: „Min Moder er død, saa jeg har jo ingen,” reiste den lille Lelia sig fra Stolen, faldt mig om Halsen og sagde: „Men jeg har en Moder.” Og strax kom de to andre til og gjorde ligesaa og sagde: „Du vil ogsaa være vor Moder!” Og Kys og Favntag fik ingen Ende. Om Aftenen, da jeg sagde Lelia Godnat i Sengen, saae den lille mig ind i Øinene med et Udtryk af Inderlighed, som forundrede mig hos et Barn, slyngede sine Arme om min Hals og sagde: „Godnat min smukke Søster!” Jeg veed ikke hvorfor, men Beplikken i Ninon, „Farvel min skjønne Moder,” faldt mig øieblikkelig ind, det synes mig, som om Digt blev Sandhed. Da jeg svarte hende af et oprigtigt Hjerte: „Jeg er ikke smuk min lille Lelia!” raabte de alle Tre i Munden paa hinanden: „Jo! Jo!” De synes maaskee, at det er barnagtigt af mig, men jeg blev glad over at de fandt mig smuk, thi det vil med andre Ord sige, hvor meget de holder af mig.

Da det rimeligvis vil vare længe, inden jeg atter tager fat paa Beskrivelsen af mit Levnet, saa vil jeg nu give Dem en lille Levnetsbeskrivelse af, hvad jeg har oplevet siden s. 23sidste Løverdag. Da De og min norske Ven forlod mig, benyttede jeg Eftermiddagen til ret at læse den nye Oversættelse af Macbeth.1 Saa god som Oversættelsen af Romeo og Julie vedbliver jeg at mene, at den ikke er. Paa mange Steder er der vel kommen Tydelighed ind, hvor den gamle er dunkel, men det forekommer mig, som om det, at opnaae Tydelighed, berøver den noget af det Poetiske, det Mystiske. Dog, det er ingen paatagen Beskedenhed, naar jeg tilføier, maaskee har jeg Uret. Det gaaer os ofte med de gamle tilvante Udtryk som med de smukke Erindringer fra vor Ungdom; om ogsaa Livet længere hen byder os skjønnere Minder, forekommer det os dog, at de gamle ere de bedste. Det er en Uret, vi begaaer mod de nye, dog — „Den Feil kan man sagtens med Aarene rette.”2 Blive de nye gamle, saa komme de, ligesom hine, til Ære og Værdighed.

Søndag Formiddag gik jeg i Kirke. Det maa De ikke fortælle Andræ! Jeg holder af den lille Kirke, der ifjor husede mig og mit nedbøiede Sind, og hvor jeg fandt Trøst ved Herrens Bord, kort før jeg, med et Hjerte saa tungt som Bly, drog hjem i mit eensomme Huus. Paa Veien hjem plukkede jeg en stor Bouquet Markblomster. En Bondekone havde i Afstand seet mig gaae og plukke. Da jeg kom til hendes lille fattige Huus, sendte hun sin lille Dreng til mig med nogle simple Blomster fra hendes lille naive Have. De kan vel tænke, at jeg ikke lod denne Ledighed gaae ubenyttet hen. Jeg gav mig i Snak med Konen, hvis rare, smukke, velsignede Ansigt strax banede hende Vei til mit Hjerte. Inden to Minutter fortalte hun mig sit Livs Historie. Hendes Moder havde været en simpel Pige, som en høiere staaende Borgermand havde forelsket sig i. Frugten af denne Forelskelse var min nye Bekjendt. Moderen var tidlig død. Faderen havde Bondekonen kun besøgt engang som voxen, et Besøg, der havde gjort en saadan Virkning paa Manden, at han gav hende en heel Bigsdaler! Siden har hun ikke seet sin kjærlige Fader. „Jeg kan jo ikke gjøre for dette,” sagde den stakkels Kone, „og der kan ingen Foragt falde paa mig derfor.” Jeg lovede at besøge hende oftere. Paa Vejen hjem kom mine tre Smaa løbende mig imøde op ad Landeveien med deres Pige, hvem de havde overtalt til at følge dem. Om Eftermiddagen kom to af Forpagterens Børn og s. 24Frøken Simonsen, der i Sommer boer hos Forpagteren, og forestillede mig sin Forlovede. En ganske net ung Mand, der saae klog og god ud. Paa Plainen dandsede alle Børnene, spillede Ring, etc. etc. Om Eftermiddagen, senere hen, malede alle Børnene Billeder under min kunstforstandige Veiledning. Forpagterens lille Pige, der aldrig havde haft Pensel i Haanden eller Farver at see paa, var ganske betaget over denne Leg. Stakkels Barn! Naar man hele Aaret igjennem omgaaes med Heste og Køer, Sviin og Faar, da er jo unægtelig Forandringen ikke saa ringe endda. Saa fulgte jeg mine Tre til Sengs, hvor de sædvanlige Kjærtegn og Omfavnelser ikke udeblev. Goethe siger i et af sine Breve til Frue Stein: „Lykkelig den, der har En at sige Godnat til!” Jeg har Tre. Og — dog! — Mandag Formiddag var jeg Barn igjen. Efter at have skrevet Vaskerseddel paa en stor Vask, en Gjerning, som de ferme Huusmødre vilde tage ilde op, at jeg beskjæftigede mig med, syede jeg hele Formiddagen Dukketøi; en Gjerning, jeg ikke har beskjæftiget mig med siden mit 12. Aar. Jeg mærkede imidlertid, at jeg endnu besad Færdigheden, thi det blev nydeligt, hvilket ogsaa Sarah fandt. Det morede mig virkelig, og jeg var altsaa blevet som disse, der kan komme ind i Himmeriges Rige.

Om Eftermiddagen sad jeg ene i min lille Stue og læste i „Französische Geschichte”,1 en af Deres Velgjerninger! Det havde tordnet og lynet en kort Stund. Da Uveiret var draget forbi, var Luften ganske deilig. Den skikkelige Hans kom ind til mig og sagde: „Fruen skulde virkelig gaae en Tour, det vilde De have godt af.” Af Føielighed mod ham gik jeg og blev forundret over den mageløse Aftenbelysning og den Duft, som Marker og Enge udbredte. At gaae op ad en bred Landevei i Solnedgangen har altid haft noget forunderlig tiltrækkende for mig. Det Monotone, et og det samme, har noget beroligende for Sindet. Som jeg nu gik hensjunken i Tanker, uden selv ret at kunne gjøre mig rede for disse, mødte mig et nyt Held. En stakkels gammel syg Bondekone var lokket ud af sit Hjem, som jeg, for at trække frisk Luft. Jeg tiltalte hende, og inden faae Minutter blev jeg atter her bekjendt med Sorg og Modgang. Hendes Sygdom, som Weyse paastod, at han leed af og kaldte Fader-Syge, men som hun kaldte Moder-Syge, var mig velbekjendt. Den stakkels s. 25Kone blev ganske glad over at have fundet et Øre, der forstod hendes Klager. Hun bød mig ind i sin lille Stue og satte mig ind i sit Livs Gjenvordigheder. Som Konen i Hellebæk, som De jo kjender af min Fortælling,1 i mange Aar havde sukket efter en Salve for at helbredes, saaledes havde denne i mange Aar sukket efter nogle Draaber og især efter et varmt Klædningsstykke, som var hende tilraadet for lang Tid siden, ifald hun vilde komme sig for de Smerter, hun Sommer og Vinter lider af. Jeg agter nu at begynde en lille Cuur med hende, i det Haab ikke at blive mulkteret for Qvaksalverie. Dette Møde, i Forening med Luftens velgjørende Virkning, hjalp paa mit noget trykkede Sind, da jeg begyndte min Vandring. Vi have godt af, vi forkjælede Børn, at see hvad andre Mennesker maa bære uden at knurre. Da jeg gik hjem dandsede Elverpigerne over de dampende Enge.

„Paa Engen hviler taus de hvidgraa Taager.
Hver Skabning søger sig et Hvilested
og frygter ei, at timeviis dens Fred
forstyrres skal af den, hvis Øie vaager”.2

Da jeg kom hjem, var Hans3 gaaet til Postbudet, for at jeg saameget hurtigere kunde faae Breve og Blade. Tak fordi der var et fra Dem! Ogsaa Bladene læste jeg, som et lydigt Barn, og min Lydighed gjorde, at jeg først kom i Seng henved 12. De seer heraf, at selv Lydigheden kan være strafværdig. „Fædrelandet”s Artikel om I. A. Hansen var ret kraftig og godt skrevet. Den falder vist i Halls Smag.4 De kjender nu alt, hvad jeg har bedrevet, siden vi sidst saaes, saa at De ikke med rette vil kunne bebreide mig, at jeg „forholder Dem Budskab” om mig selv. Skulde De finde, at dette lange Brev paa en vel naiv Maade opfylder Deres Ønske, saa lærer det Dem en anden Gang at være forsigtig med slige Opfordringer. De skal betænke og vide, at naar jeg, som Tilfældet er med Dem, har bidt Hovedet af al Skam og kan skrive uden at tænke paa de kloge Bogstaver, saa skriver jeg gjerne og længere, end anstændigt er. Jeg troer nu engang om Dem, at De nok kan tyde mine Buner, hvad Under da, at jeg gjerne rister dem for den, der kan læse dem.

Dagen i Dag er gaaet stille og rolig hen, altsaa godt. Jeg s. 26har læst om det frygtelige Blodbryllup.1 Det er, som jeg siger, det er grueligt at læse Historie. Det gaaer i Menneske-Verdenen som i Naturen; Alt gaaer ud paa at æde hinanden op. De vil maaskee sige: det er en eensidig Anskuelse, men De veed nok, at vi Qvinder ere eensidige. Og nu var det vel paa Tiden, at jeg sluttede dette Brev. Husk paa, at naar jeg ikke opfordrer Dem stærkere til at komme til Bonderup, da er det af Beskedenhed, thi jeg er virkelig undseelig over, hvad Udbytte De her kan hente for en heel Dags Kjørsel og Tid. Gid De nu ikke maa have for megen Uleilighed med det nye Hverv, De har paataget Dem for mig. Jeg glæder mig til den første Gang, at jeg kan indbyde Dem i Bosenvænget. Bed Vedel bygge ved Siden af, saa skal De, han og jeg politisere de lange Vinteraftener.2 Der var da to Arner, som trak Dem til Bosenvænget, hvor De altid skal blive modtaget paa det hjerteligste af

Deres taknemmelige hengivne
Johanne Luise Heiberg.