Danmarks Breve

BREV TIL: Andreas Frederik Krieger FRA: Johanne Luise Heiberg (1861-07-16)

Bonderup, d. 16. Juli 1861.

I Aftes, henved Ti, bragte Hans mig Deres Brev, med samt Pakken med de velsignede Blade. Altsaa et behageligt Brev og en ubehagelig Pligt-Forretning. Jeg satte mig ind i min lille Bonderups-Stue, tændte Lysene, trak Gardinerne sammen, saa Stuen havde et fuldkomment Vinterpræg. Her læste jeg i al Bo, thi alle mine vare gaaede i Seng, først Deres rare venlige Brev og dernæst, paa Deres Opfordring, Clausens grønne Bog.3 Min Lydighed, thi det var unægtelig af Lydighed mod Dem, at jeg tog fat paa denne Læsning, blev imidlertid belønnet over Forventning. Bogen finder jeg interessant, underholdende og lære-riig. Læreriig for mig og mine Lige; men da mine Lige ikke ere saa faa, saa kan jeg aldrig tro andet, end at denne Bog maa gjøre sin Nytte i en ikke ringe Grad. De tidligere Kongers Dumhed og vor Bet til, om muligt, at gjøre Dumheden god igjen er her klart og bestemt paaviist, og jeg kan ikke tro andet, end at denne Bog, meer end saa meget Andet der er skrevet i denne smertelige Sag, burde oversættes for dem i Udlandet, der virkelig ønsker hurtig og s. 27 let at faa et historisk Overblik om vore Forhold. Desværre staae Holstenerne med et Skin af Ret, selv i denne Fremstilling. Har man ladet en Befolkning seile i Ro og Mag i flere hundrede Aar mod den Kyst, de vil naae, saa er det jo unægtelig for meget forlangt, at de, idet de vil stige i Land, skal vende om med uforrettet Sag. Men at vi, der nu staaer paa denne Strandbred, hvis hele Tilværelse er afhængig af at rette Dumheden, at vi, med Liv og Blod og høi Røst tilraaber dem: Vend om! Reisen er begyndt i Brøde af vore Forfædre, nu staae vi her for at rette, hvad de forbrød; dette er nu de danske Mænds Hværv, et Hværv, som De, min kjære Ven, jo ogsaa har gjort til Deres Livs Opgave. Clausen har mange ypperlige Beviser for den danske Sang-Bund, som, tiltrods for Alt hvad der er gjort for at tilintetgjøre den, endnu findes hos Befolkningen derovre. Det er et meget betegnende Sted i Noten P. 27 om Angelboens Danskhed, at han taler Dansk, „naar han vil bede om noget, naar Vreden eller anden Lidenskab sætter hans Indre i Bevægelse, naar Hjertet aabner sig under selskabelige Glæder.”1 Den, som man med Sandhed kan fortælle dette om, er ufeilbarlig dansk, saa dansk som det er muligt at være. Give dog Gud, at han vilde hjelpe os Alle til at samles og ikke at spredes.

Paa Bonderup er Alt ved det gamle. Min gamle syge Bondekone har Børnene og jeg bragt, hvad jeg troer tjener hende bedst. Da hun saae mig, sagde hun: „De maa ikke være vred, fordi jeg sidst begik en Feil. Jeg kaldte Dem Frue Heiberg, fordi jeg troede, at De heed saaledes, men nu siger min Mand, at De hedder Hr. Etatsraadinde, men det vidste jeg ikke.” For nu at gjøre sin Feil god igjen, kaldte hun mig ved hvert andet Ord Hr. Etatsraadinde. Jeg veed ikke hvad De synes om den Titel? Det er forunderligt, hvorledes det Comiske og Tragiske hos den Slags Folk altid blander sig sammen. Jeg troer, at det egentlig er dette, der giver dem en Tillokkelse for os andre kloge fordærvede Folk.

Ja, nu sidder jeg atter her og skriver et langt Brev til Dem, hvilket er reent imod mine Principer. Vidste jeg, at mine Breve bleve tilintetgjorte strax efter Læsningen, saa fik det endda være, men jeg er bange for, at De er istand til at gjemme dem, og det er meget nedslaaende. Naar De siger, at mit Torsdagsbrev var mig selv lyslevende, saa s. 28 giver dette mig jo unægtelig Lyst til at skrive, thi en større Ros kan man ikke give et Brev.

Da De sidst kjørte fra Bonderup, tænkte De vel, at jeg laae i en dyb Søvn. Det var ikke Tilfældet. Jeg laae vaagen og hørte Dem kjøre bort. Jeg kjæmpede med at sende Dem en Hilsen fra mit Vindue, men jeg kunde ikke overvinde Følelsen af en gammel Erindring, som De maaskee har glemt.

Tak for Kritische Gänge af Vischer.1 Den Bog vil jeg virkelig anbefale Dem at læse. Ikke i Alt kan jeg være enig med Forfatteren, men i Meget. Det vil interessere Dem, at han søger at bevise, at Shakespeare er en politisk Digter. Ved at læse hans Bemærkninger om Hamlets Ca-racteer, har jeg opdaget, hvad aldrig tidligere er faldet mig ind, at Hamlet og jeg ikke har saa lidt tilfælleds. Det kan De vel ikke forstaae? Det er ogsaa kun fra en Side, den Tungsindige. God Nat! Alle paa Bonderup ligger længst i dyb Søvn. Jeg og Uglerne ere de eneste, der endnu vaage. Himlen skjules af tunge sorte Skyer, ikke en eneste lille Stjerne titter ind af Vinduet i min Natte-Eensomhed. Maaskee Drømmene kan bringe, hvad Virkeligheden nægter.